Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Papirstak. Jonathan Franzen kæmpede for at komme i gang med 'Freedom' i årevis. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (se hele tegning nederst i artiklen)

Papirstak. Jonathan Franzen kæmpede for at komme i gang med 'Freedom' i årevis. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (se hele tegning nederst i artiklen)

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jonathan Franzen: Vi har frihed til at vælge alt - undtagen familien

Amerikaneren blev en af verdens meste omtalte forfattere i 2010.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da The New York Times for nylig udpegede årets ti bedste bøger, blev Jonathan Franzens roman ’Freedom’ nævnt som den første.

Siden har avisen langt fra været alene om at give den amerikanske forfatters seneste bog, som endnu ikke er udkommet på dansk, en særstatus blandt årets udgivelser.

LÆS AFSTEMNING Det er en roman om middelklasseparret Walter og Patty Berglund og deres familie, som ved første øjekast ser velfriseret og velfungerende ud, men som under overfladen er et morads af bristede forhåbninger og drømme. Lyder det som en bog om frihed? Under alle omstændigheder skal man ikke spørge forfatteren om meningen med titlen. »Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville tale om det. Jeg har det sådan her: »Der står det, læser, tænk selv over det«, som Franzen har sagt til The Guardian.

Men det var jo i september, og Franzen har kæmpet sig igennem mange interview siden. Det skal vi nok vende tilbage til.

Ni år senere
Allerede før udgivelsen skabte bogen uhørt opmærksomhed for et skønlitterært værk.

Barack Obama bad om at få et forhåndseksemplar med på sommerferie, og Franzen selv var – som den første forfatter i ti år – på forsiden af nyhedsmagasinet Time. ’Great American Novelist’ lød det.

Så kan det i USA ikke blive større.

’Freedom’ er en af den slags bøger, der går historier om. Mange historier. Nogle af dem er endda rigtige. Bare ikke den om, at det tog Jonathan Franzen ni år at skrive romanen, selv om det jo lyder både seriøst og imponerende.

Meget af det, jeg har lært om, hvordan mennesker forholder sig til hinanden, rækker tilbage til næsten mytiske scener i min barndom.



Men det er rigtigt, at der var gået ni år, siden han skrev sin seneste roman ’The Corrections’ (på dansk: ’Korrektioner’ i 2002), men i realiteten kom Jonathan Franzen først for alvor i gang med ’Freedom’ i 2008.

Men hvad skete der i så forfatterens liv i al den mellemliggende tid?

Den uskrevne karakter fra 'Korrektioner'
Da The Guardian besøger Franzen i september 2010 og stiller ham et lignende spørgsmål, åbner han en stor skuffe i sit spartanske kontor i New York.

Det er her, han sidder afsondret fra omverdenen og skriver. Eller prøver at skrive på sin oldsag af en bærbar, som han har pillet netkortet ud af, ligesom han har presset et netkabel ind i stikket, klippet ledningen af og fæstnet resten med superlim. Alt sammen for at isolere sig.

Jo, Franzen har hørt om computerprogrammet, som ironisk nok hedder ’Freedom’, og som kan forhindre, at man går på nettet i en fastsat periode, men han er sikker på, man kan omgå netbarrieren, hvis man vil.

Det er i dette kontor, han trækker skuffen ud. En enorm blok af A4-ark kommer til syne. Der er nok 1.000 sider. Fyldt med ord.

»Alt sammen falske begyndelser«, siger han med et anstrengt smil. »Det var så latterligt. Notater, der gik i ring«.

Han brugte dage, uger og måneder på at skabe kronologier, handlingsforløb, personkarakteristikker. År. Alt muligt ulæseligt og kedeligt, som han siger.

Og i virkeligheden havde han haft en del af det, der skulle blive til ’Freedom’, allerede da ’Korrektioner’ var færdig. Noget af det, der ikke blev plads til i ’Korrektioner’, var et selvbiografisk spor skrevet af en kvinde, som siden skulle vise sig at blive Patty Berglund i den nye roman.

Selv om han havde hendes stemme, kunne han ikke helt finde ud af, hvordan han skulle få fat på romanstoffet. Ofte tænkte han, at nu var han virkelig færdig som forfatter. At der aldrig ville komme en ny roman. Hans fjerde.

Gennembruddet til friheden
Da Franzen nåede til juni 2008, havde han skrevet de første seks manuskriptsider, som han ikke umiddelbart efter kylede i papirkurven eller ned i skuffen. Seks sider.

Netop som han følte, at nu kom gennembruddet til romanen måske, gik det op for ham, at det var længe siden, han havde hørt fra sin gode ven og forfatterkollega David Foster Wallace. De to talte ellers sammen jævnligt, og der var ting, Franzen diskuterede med Wallace og ingen andre.

Franzen var på det tidspunkt i Berlin, og da han forsøgte at ringe hjem, var alle ude for at lede efter hans ven.



Depressive David Foster Wallace blev fundet. Han havde forsøgt at begå selvmord. Franzen fløj straks hjem fra Berlin og fulgte sin vens forsøg på at komme til hægterne hen over sommeren.

Da august var blevet til september, lykkedes det imidlertid Wallace at tage livet af sig.

For helvede, Dave
Jonathan Franzen tog selvmordet som et slag under bæltestedet. Han blev ikke alene ked af det, han blev rasende. Men midt i den store ulykke var det også en slags inspiration for Franzen.

»Altså, for helvede, Dave. Jeg har en fordel frem for dig, og det er, at jeg stadig er i live, og nu skal jeg vise, hvad jeg kan«, som han selv har sagt.

Derefter kastede Franzen sig ud i et arbejdsraseri, der først sluttede godt et år senere, da han 17. december 2009 var igennem første version af ’Freedom’. De mange falske begyndelser var endelig blevet til historien om Berglund-familien fra Minneapolis-St. Paul i Minnesota, som trods den fine overflade er ved at gå i spåner. Indefra.

Walter vil noget mere med sit liv end at være søn af en alkoholiseret motelejer.

LÆS ANMELDELSE

Trods de to børn, Jessica og Joey, og livet med Walter er Patty i virkeligheden mere varm på Walters studiekammerat, rockstjernen Richard.

Og hun er stadig forbandet over, at hun aldrig blev professionel basketballspiller, og inderst inde kæmper hun også med efterveerne fra en skrækkelig opvækst i en velstående, liberal familie, hvor hendes søstre altid stod forrest hos forældrene, som ikke engang kunne tage sig af Patty, da hun blev voldtaget af en knægt, hvis far de ville holde sig gode venner med.

Romanforfatterens domæne har altid været og er i dag i endnu højere grad at nå ned i dybden af det indre.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Og så har vi slet ikke nævnt Joey, som kun ser oprøret og en flytning ind til naboen som en udvej, fordi Patty er ved at elske ham til døde.

Ja, velkommen til endnu en dysfunktionel Franzen-familie af den slags, forfatteren også præsenterede i ’Korrektioner’. Her forsvinder den mandlige del af ægteskabet bare ikke ned i kælderen, når han synes, det er for meget.

I ’Freedom’ er det miljøet, som er omdrejningspunkt for Walter. Som ung ville han redde verden fra overbefolkning.

Nu er det en lille sangfugl, the Cerulean warbler (cyanblå sanger) , som bor i det samme bjergområde, hvor mineselskaber elsker at kappe toppen af bjergene, fordi det så er meget mere lønsomt at hente mineralerne. Walter har en ung, smuk assistent til at hjælpe sig i kampen for miljøet, men det gør ikke ligefrem livet i Berglund-familien nemmere.

Mytiske scener
I en samtale med netmagasinet The A.V. Club fortæller Franzen, hvorfor han er så interesseret i både at skrive om og læse om familier.

Men først efter at have holdt en af de lange pauser, som man kun kender alt for godt, når man har mødt Jonathan Franzen til et interview.

Han kan begynde på en sætning og være halvt inde i en tankerække, inden han pludselig siger: »Nej, stryg det. Jeg begynder forfra«.

LÆS INTERVIEW FRA 2001

Da jeg selv stillede ham spørgsmålet om familiers betydning, da han var i Danmark ved udgivelsen af ’Korrektioner’, sagde han blandt andet:

»Når nogen spørger mig, hvad familiens fremtid er, plejer jeg at svare, tja, hvad er vejrets fremtid?«, og han måtte erkende, at han slet ikke havde lyst til at sige noget om emnet.

»Hvis ’Korrektioner’ skulle være et forsøg på at skildre amerikanske familier, ville det betyde, at jeg skulle vide noget særligt om amerikanske familier. Det gør jeg ikke. Men jeg prøver at finde ud af, hvad der foregår«, sagde han dengang.

Væk fra familien
Siden har han åbenbart tænkt sig lidt grundigere om, eller også har The A.V. Club bare mødt ham på en dag, hvor han ikke er udmattet efter en flere uger lang bogturné, som efterhånden har gjort ham træt af at høre sig selv give de samme svar på forudsigelige spørgsmål.

»Familier er det eneste, man ikke kan ændre, ikke sandt? Du kan dække dig med tatoveringer. Du kan få en ring på størrelse med en grapefrugt gennem øret. Du kan ændre dit navn. Du kan flytte til et andet kontinent. Men du kan ikke ændre ved, hvem dine forældre var, og hvem dine søskende er, og hvem dine børn er. Så selv i en voldsomt forandret verden, som tilbyder i det mindste illusionen om, at man kan genopfinde sig selv, at man kan definere sig selv, som det passer en, der er jeg som romanforfatter tiltrukket af de ting, du ikke kan fjerne dig fra. Det er jo en løgn, vi alle køber, fordi det holder gang i økonomien. Familien er en af de køller, jeg griber fat i for at banke livet ud af netop den løgn«, siger Jonathan Franzen til The A.V. Club.

Han fortæller også, at han har et nært forhold til sine brødre, og at selv om han på nogle måder ikke havde andet end problemer med sine forældre, så var de også, siger han, fantastiske forældre.

»Og meget af det, jeg har lært om, hvordan mennesker forholder sig til hinanden, rækker tilbage til næsten mytiske scener i min barndom. Det er svært at komme væk fra«, siger han.

LÆS INTERVIEW FRA 2010

Den amerikanske forfatter tør heller ikke love, at han kommer væk fra det i sin næste roman. Måske lykkes det, som han siger.

»Men indtil videre har jeg ikke været i stand til det«.

Svaret passer meget godt med, hvad han siger til Toronto-avisen Globe And Mail. Her konstaterer Franzen, at det er muligt at håndtere sine problemer med familien ved at løbe væk, men at det jo i realiteten er noget, kun meget få gør. De fleste bliver i det og forsøger at finde en måde, så de kan holde familien ud.

Det er disse dybe familie-mekanismer, han forsøger at grave sig ned i via sine romankarakterer.

»Det handler om at komme ned under overfladen. Hvis du vil have overflade, streamer de den 24 timer i døgnet i vores kultur. Romanforfatterens domæne har altid været og er i dag i endnu højere grad at nå ned i dybden af det indre. Derfor bliver jeg tiltrukket af det, som er uundgåeligt, fordi jeg prøver at skabe situationer, der tvinger folk til at forholde sig til det, der foregår i deres indre, i stedet for at flygte fra det«, siger han til den canadiske avis.

Franzen har skruet ned for sig selv

Jonathan Franzen kommer ikke med de store armbevægelser. Der er, som Time skrev, ikke noget rock’n’roll over ham.

Når han giver interview, sidder han bare der med sine tykke briller, som han indimellem tager af og på, mens han sukker og holder flere lange pauser, eller tager uendelighedsblikket på, inden han begynder på en ny, lang – meget lang – sætning, som han endda måske ender med at opgive igen. Gennem årene er han blevet beskyldt for at være alt fra en egocentreret snob til en selvhøjtidelig skiderik, men det virker faktisk, som om han efterhånden har skruet lidt ned for sig selv, hvad der kunne passe godt med, hvordan han også har skruet ned for sit sprog.

Han indrømmer flere steder, at han tidligere har været meget mere optaget af, at sproget skulle være noget særligt, noget godt. Spektakulært i sig selv. I dag mener han bare, at sproget skal være der og sørge for, at det er stoffet, det litterære indhold, der træder frem.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som forfatteren har fortalt Time Magazine, er han blevet stadig mere bevidst om, at bøger i dag skal række ud til læserne, for han ved, at de potentielle læsere i dag kan lade sig underholde af alt muligt andet end netop bøger.

»Vi er så distraheret af og opslugt af de teknologier, vi har skabt, og af den konstante syndflod af information, at det mere end nogensinde giver mening at overgive sig til en bog, man bliver berørt af. Den stilhed, du må opleve for at kunne skrive, men også for at læse seriøst, er også det sted, hvor du faktisk kan tage ansvarlige beslutninger. Hvor du faktisk kan engagere dig fornuftigt i en verden, som ellers kan synes skræmmende og uhåndterlig«, siger Jonathan Franzen.

Hans personlige løsning på mødet med en uoverskuelig verden synes at være arbejde, arbejde og mere arbejde. Han har det allerbedst, hvis dagen ligner den foregående, og allerbedst, hvis han har fået skrevet de daglige 1.000 ord.

I de få stunder hvor han ikke skriver eller prøver på at skrive, tager han korte afstikkere ud for at se på fugle. Meget passende, som Time har skrevet. Fugle holder heller ikke ferie.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden