Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
forfattere. Erling Jepsen og Yahya Hassan. Tegning: Roald Als

forfattere. Erling Jepsen og Yahya Hassan. Tegning: Roald Als

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nu kommer opgøret om indvandreren i dansk litteraturhistorie

Yahya Hassan giver anledning til at se på indvandrerens rolle i litteraturen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der lugter spændende krydret i Hassans restaurant, hvor han med sit snurlige sorte overskæg og evindelige »goda’goda« holder tonen munter, når gæsterne træder ind i lokalet for at smage på hans eksotiske specialiteter.

En af gæsterne kunne være hovedpersonen i en roman fra den danske litteraturhistorie.

Stykket ovenfor er ganske vist opfundet til lejligheden og givet vist stærkt karikeret, men når det kommer til indvandrerkaraktererer i den danske litteraturhistorie, er billedet omtrent lige så stereotypt som beskrivelsen af Hassans fremmede gryder.

Det er ikke noget, de danske litterater har diskuteret hidtil, men en ny antologi fra forlaget Spring sætter spørgsmålet om indvandreren i den danske litteratur til diskussion.

Bogen udkommer samtidig med, at Danmark med forfattere som Hassan Preisler og Yahya Hassan har fået sine første litterære stjerner, der selv har baggrund i indvandrermiljøet.

»Det har taget os litterater lang tid at begynde at tematisere indvandrerlitteraturen, men det kan være, der går hul på bylden nu, hvor der er indvandrere, som begynder at skrive«, siger lektor ved Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet Hans Hauge, der i artiklen ’Sættes indvandrerproblemer under debat i dansk samtidslitteratur?’ har taget en tur gennem den nyere litteraturhistorie i jagt på indvandrerkarakterer.

Indvandreren var mest arbejder »Det første eksempel, jeg kunne finde er hos Dea Trier Mørch i ’Vinterbørn’ fra 1976, hvor karakteren Habiba fra Tyrkiet er blandt kvinderne på fødestuen i historien«, siger Hans Hauge.

I bogen kan man se, at Dea Trier Mørch ser på Habiba som en fremmedarbejder med streg under arbejder.

»På den måde passer det ind i tiden med, at det først var arbejderlitteratur. Så kom arbejdsløsheden, så blev fremmedarbejderne til en fremmed kultur. Siden blev de til en anden etnisk gruppe og i dag er de nærmest alene betragtet som en religiøs gruppe«, siger han.

»Måske de danske forfattere har haft svært ved at passe indvandrere ind i dansk litteratur, fordi mange indvandrere er religiøse. Og danske forfattere har svært ved at skrive om religiøse mennesker, fordi de ikke selv er det. Religiøse og fromme mennesker er normalt nogle man har gjort grin af i litteraturen, men så kom der en hel masse, som vi ikke mente, at vi kunne gøre grin med, og så lod vi bare være med at skrive om dem«, siger han.

Eller i hvert fald lod de danske forfattere være med at skrive om andet og mere end »en taxachauffør her og der« eller noget om mad og accent.

»Når man ser på litteraturen, så har indvandrerdebatten ikke fyldt på samme måde der,

»Kunne du eller jeg have skrevet det, som Yahya Hassan kan? Jeg kunne i hvert fald heller ikke.

Den nye kvindelitteratur
I sig selv er der ikke noget banebrydende i den bevægelse, der foregår lige nu med indvandrerlitteraturen i Danmark.

Det er et kendt fænomen i litteraturhistorien, at marginaliserede grupper først selv skal komme til orde, før litteraturhistorien begynder at se på, hvordan de har været repræsenteret tidligere.

Altså figurerer de marginaliserede grupper først som karakterer i litteraturen, men kommer siden selv til orde. Vi kender det fra kvindelitteraturen, fra den sorte amerikanske litteratur og den postkoloniale litteratur.

I international sammenhæng har de første stjerner i den marginaliserede litteratur trukket andre og glemte forfattere med sig op.

Danmark har haft forfatteres som Maria Giacobbe, Janina Katz, Milena Rudež og Rubén Palma, men de lever i bedste fald en skyggetilværelse i dag. Mest sandsynligt er de nærmest glemt.

»Der er en mulighed for, at den type forfattere får en renæssance, og her er det vigtigt at se forskellen i dem. Der er kæmpe forskelle internt mellem de her forfattere, men det er opbruddet og det problematiske forhold mellem moderkultur og værtskultur, der er fælles. Både geografisk, religiøst og kulturelt. Selv om de er meget forskellige, er der fællestræk«, siger Søren Frank.

Et plusord
Spørgsmålet er så, hvordan man omtaler den slags litteratur.

»Der er forfattere, der stejler meget ved at blive kaldt for indvandrerforfattere, fordi de bliver sat i en boks. Hvor det tidligere var nedladende at tale om indvandrerlitteratur, er det nu et plusord i verden«, siger han.

Alligevel argumenterer han for, at vi ikke taler om migrantlitteratur, men migrationslitteratur.

»»Vi er alle migranter«, sagde Rushdie. Det er vi selvfølgelig ikke, men vi er i højere grad i dag underlagt bevægelse, også selv om vi fysisk bliver på stedet. Samfundet roterer omkring os. Hverdagsbilledet for den indfødte dansker er mere multikulturelt end for 30 år siden«, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor mener han også, det giver bedre mening at tale om migrationslitteratur end migrantlitteratur.

»Vi lever i en migrationskultur, og sprogmøder og religiøse møder er hverdag. Man behøver ikke være indvandrer for at bruge de typiske migranttemaer. De går også igen i mange forfatterskaber i dag, der ikke nødvendigvis er fra indvandrerforfattere. Derfor argumenterer jeg for migrationslitteratur i stedet for migrantlittertatur Det handler om, hvad der sker i litteraturen, ikke kun om ophav«, siger han.

Ikke bare indvandrerforfatter
Den definition er forfatteren Hassan Preisler noget mere vild med end prædikatet indvandrerforfatter.

»Det vil være meget sørgeligt, hvis jeg skal reduceres til en indvandrerforfatter. Det giver ikke nogen mening at tale om indvandrerroman«, siger Preisler om sin debutbog ’Brun mands byrde’, der vender Rudyard Kiplings digt ’The White Mans Burden’ på hovedet og fortæller en personlig udviklingshistorie i mødet med verden udenfor.

»Men det giver ikke nogen mening at tale om det som en indvandrerroman. Det er en identitetsroman, en dannelsesroman. Hvis min far havde været fra Sverige eller Vestjylland, så ville folk ikke drømme om at kalde det indvandrerlitteratur. Ligesom hverken Hemingway, Blixen eller Rushdie er indvandrerforfattere, selv om de skriver migrationsfortællinger«, siger Hassan Preisler, hvis far er pakistaner og mor er dansk.

Den holdning kender lektor, ph.d. Anita Nell Bech Albertsen fra Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet.

»Mange danske indvandrerforfattere vil gerne læses for det æstetiske og ikke det politiske eller etniske«, siger hun.

Og det er vigtigt, mener hun, at vi får stemmer andre steder fra end middelklassens med ondt i kærligheden.

»Vi er ikke en monokultur længere, men en kultur med mange grupper, og det skal vores litteratur også gerne afspejle. Derfor er det vigtigt, at der er indvandrerstemmer til stede. Gymnasieklassen er multietnisk, men litteraturen er nærmest rent dansk, selv om der findes litterære vidnesbyrd om det etniske i dansk litteraturhistorie. For at man kan få tematiseret kulturmøde og kulturkonflikter i klasseværelset, er det vigtigt, at litteraturhistorien også repræsenterer det Danmark, vi har«, siger hun.

Præmieindvandreren er som os

Hovedproblemet ved den »hvide« repræsentation af indvandrere, konkluderer forskerne, er, at den er meget unuanceret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det vil blive et tema, som akademikerne kan muntre sig med i årene frem over, når stemmen fra forfattere med anden baggrund end gammeldansk måske bliver stærkere.

I den »hvide« del af litteraturhistorien er billedet af indvandreren ofte noget med en, der har en restaurant eller kører taxa.

Så er der deres sprog, som er anderledes. De befinder sig hovedsageligt i periferien af litteraturhistorien, men selv når de træder ind på hovedscenen, virker portrætterne svært karikerede.

»En forfatter som Olav Hergel, der har fået Cavlingprisen for sine artikler om flygtninge på danske asylcentre, er karakteriseret ved meget stereotype beskrivelser i sine bøger ’Flygtningen’ og ’Indvandreren’, der begge er præget af kulturelle anakronismer. Hans agenda er, at også indvandrerne har et potentiale, og at de er drivkraften i vores velfærdssystem, fordi de tager alle de dårlige job, som gammeldanskerne ikke gider have. Men hans beskrivelser af den ideelle indvandrer er meget unuanceret og viser helt klart, at han ikke er indvandrer selv, fordi flere af hans karakterer i bund og grund er fordanskede og udtryk for forfatterens egen ideologiske projektion af en bestemt indvandrertype: mønsterindvandreren. Det er danskernes egne forestillinger om indvandrerne«, siger Anita Nell Bech Albertsen fra Syddansk Universitet.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden