Bag skranken på biblioteket i Bagsværd popper bibliotekar Anita Fruerled popcorn, udleverer 3D-briller og sælger billetter til ’Cars 2’, mens filmoperatøren går og sætter bøger på plads på hylderne.
For halvandet år siden åbnede Bibliografen efter en ombygning til 14 millioner kroner – et særdeles lykkeligt ægteskab mellem Bagsværd Bibliotek og Gladsaxe Bio, der har betydet en tredobling af antallet af biblioteksgæster og en markant stigning i udlånet. For nu kan man ikke bare låne bøger i bibliotekets normale åbningstid. Det kan man også om aftenen, hvor bibliotekarerne for længst er gået hjem, og i hele weekenden, hvor biografen alligevel holder åbent. Det bedste fra to verdener »I 2011 har vi oplevet en stigning i antallet af besøgende, som enhver virksomhed ville være stolt af. Og det er, fordi ideen er sund og rigtig. Vi har etableret et åbent hus, hvor vi kombinerer det bedste fra de to verdener. Derfor kan vi strække åbningstiden både for biblioteket og for biografen, for der er ingen grund til ikke at vise film om dagen, når der alligevel er fem mennesker på arbejde i biblioteket«, siger leder af Bibliografen, Per Grunnet. Han var tidligere leder af Gladsaxe Bio og foreslog allerede tilbage i 1992 en sammenlægning af de to institutioner, da Kinopalæet med 11 sale var på vej i Lyngby. For når man kun har to sale selv og ikke kan konkurrere på antallet af visninger og film, så må man gå efter nogle »kulturelle point«, som han kalder det.







