'Alle er kommet’ er i sin underfundighed en yderst præcist dækkende titel på Sigrún Gudbrandsdóttirs tour de force ud i den fotografiske portrætgenre.
Bogen rummer over 380 sider portrætter, gruppebilleder, festbilleder, optrædende-billeder og endnu flere portrætter. Med sig selv som omdrejningspunkt, begyndende med den spæde pubertet og teenageårene i begyndelsen af 80’erne og sluttende med rollen som mor og studenterjubilæumsdeltager 30 år senere.
Selv optræder hun på et fåtal af billederne, de hundredvis af portrætter er Sigrún Gudbrandsdóttirs samtidsbeskrivelse af en gruppe mennesker, som i en bestemt alder sammen skabte noget. Bogen er en art danmarkskort over, hvem der var noget ved musikken i de år, hvor mange af de i dag anerkendte kunstnere rodede rundt efter deres egen identitet.
LÆS OGSÅ
I dag forekommer deres tilstedeværelse naturlig og given. Ser man på billederne og læser det udførlige register bagerst i bogen, er det én lang opremsning af navne, som vi i dag finder som forfattere i vores bogreol, det er musikere, vi lytter til, kunstnere bag udstillinger eller teaterstykker, vi ser.
På den måde er bogen et kompas, der drejer i alle retninger. Som peger på dem, der i de år var med til fester eller receptioner, prisoverrækkelser eller udflugter inden- og udenlands.
Sigrún Gudbrandsdóttir må have haft sit kamera klistret i håndfladerne. Eller kameraer, for den lange række af isenkram, der har gjort den over 30-årige rejse med, får også deres egen lille opmærksomhed.
Hun har elsket at fotografere. Først veninderne hjemme i Island, hvor hun er vokset op, senere de mennesker, hun mødte.
Billedernes måde at være billeder på er et miks af poseren og snapshot. Som faktisk er et dårligt ord, for man kunne forledes til at tro, at snapshottet er resultatet af en tilfældighed. Men sådan er det ikke, snapshottet accepterer bare, at der inden for den givne ramme opstår tilfældigheder, som ikke lader sig kontrollere.
Og netop det ukontrollable giver ofte en stor rigdom i fortællingen; for der opstår netop ting, man ikke kunne tænke sig til. Bogen er rig på både det ukontrollable og det yderst styrede fotografi.
Sansende monument
Fra at være en leg antager Sigrún Gudbrandsdóttirs fotografier mere og mere karakter af arbejde. Eller i hvert fald en øget bevidsthed om, hvad det er, billederne kan. Det udmønter sig i fotografier, hvor der lyssættes, og hvor det er tydeligt, at billedet har et formål. For eksempel et pressebillede af en musikgruppe eller et portræt af forfatteren til bogen, der netop står foran udgivelse
Men først og fremmest er titlen dækkende for indholdet, for det er også beskrivelsen af én lang fest. Der blev festet igennem, og det ser ud til, at folk har haft det sjovt.
Som det ofte er med kreativitet og det, den udspringer af, er det svært at pege på, hvad den kommer af. Derfor kunne man godt få den tanke, at alle disse fester, Sigrún Gudbrandsdóttir opruller, lige så meget har karakter af arbejdsmiddage og arbejdsfester.
LÆS OGSÅ
Man har mødtes på kryds og tværs og i forskellige sammenhænge med forskellige grupperinger. Tanken om én stor fælles podning og gensidig påvirkning og inspiration er nærliggende.
Bogen er et festfyrværkeri og et levende og sansende monument over en tid, hvor store dele af den senere kreative klasse ledte efter sig selv. Og hinanden.
Og ser man på ansigterne, hvoraf vi kender mange i dag, godt nok lidt rundere i faconen, så fandt de, hvad de kom efter.
