Bent Jensen manipulerer og citerer lemfældigt i opgør med de røde

Kampen om den kolde krig er stadig en kamp, der udkæmpes fra dokument til dokument og fra citat til citat, fordi den, der får ret i fortiden, også har legitimt krav på nutiden.

Når Bent Jensen brænder for sin historie, der står som et vældigt anklageskrift mod dem, han mener i sin tid svigtede, er det, fordi udlægningen af historien om Danmark under den kolde krig har direkte betydning for landets aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det er svært at forestille sig danske styrker i Basra, Helmand eller luftrummet over Tripoli uden VKO-flertallets – og Bent Jensens – opgør med det synspunkt, at Danmark under den kolde krig stort set traf de rigtige valg.

I 00’erne var udlægningen nemlig, at der var et svigt: et underskud i kampen for frihed. En gæld, der skulle betales. Den synd er danske soldater sendt i krig for at sone. Derfor gælder historien også liv eller død. Ønsket om at gøre regnskabet op driver Bent Jensens fortælling, som trods sin længde og detailrigdom aldrig bliver kedelig.

Forfatteren takker i forordet tidligere mf Jesper Langballe for dennes rolle som primus motor for den bevilling, som VKO-flertallet afsatte på finansloven for at skabe et korrektiv til redegørelsen fra 2005 om Danmark under den kolde krig, som Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) udarbejdede.

LÆS OGSÅ

Men Bent Jensen fortæller ikke om sin egen aktive rolle i den forbindelse eller om, at han selv, allerede inden DIIS’ redegørelsen var kommet rigtigt i gang, aktivt arbejdede for, at det blev givet et særligt mandat til, at to-tre historikere kunne gennemføre en undersøgelse af »den skjulte krig i Danmark under den kolde krig«.

Bent Jensen ville gerne undersøge »de kommunistiske politistaters agenter og hjælpere i Danmark«, herunder »også sådanne aktiviteter, der ikke i straffelovens forstand var strafbare«, og han var allerede på det tidspunkt skeptisk over for den redegørelse, der var iværksat af Nyrupregeringen.

I et brev til den nye statsminister, Anders Fogh Rasmussen, gjorde Jensen i 2002 opmærksom på, at han havde sine »helt personlige grunde til at tvivle på«, at DIIS ville vise »vilje til at ansætte den fornødne ekspertise« – dvs. ham selv.

Den forudsigelse holdt stik, og Bent Jensen var i 2005 blandt DIIS-redegørelsens mest indædte kritikere, hvilket var med til at udløse kravet fra Dansk Folkeparti om den supplerende – eller alternative – redegørelse, han blev ansat til at skrive, og som nu foreligger. Jensen forsikrer, »at hverken Folketinget eller andre politiske institutioner har haft nogen indflydelse på forskningsprojektets udførelse«.

Det er nok rigtigt. Men både Dansk Folkeparti og VK-regeringen havde i højeste grad indflydelse på forskningsprojektets afsæt, mandat og bemanding. Det skal man have i erindring, når værket læses.

De rødes revser
Bent Jensens bog er præget af både forfatterens engagement, af hans viden – og af hans idiosynkrasier. Blandt dens kvaliteter er inddragelsen at en stor mængde ’nye’ sovjetiske kilder, der gør det muligt for Jensen at komme nærmere på det sovjetiske blik på Danmark.

De sjoveste kapitler er de let satirisk overdrevne, men ikke ganske misvisende beskrivelser af den flodbølge af munkemarxisme, der skyllede over universiteter og andre dele af samfundet i løbet af 1970'erne, men kæden springer af, når Jensen citerer professor Niels Thomsen for at sammenligne dette ideologiske amokløb med radikaliseringen i Tyskland op til nazisternes magtovertagelse.

Med få undtagelser havde de danske revolutionære det mest i munden, og langt de fleste ville hellere fyre den fede end marchere i takt. Det hele emmede af islandske sweatre, sygekassebriller a la John Lennon og vidtløftige teoretiske diskussioner. Ligheden med støvler, skrårem og stålhjelme er til at overse.

Men der er også kapitler, der giver gode sammenhængende præsentationer af udviklingen i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, og senere aflæggerpartiet SF, der også får drøje hug. Bent Jensens undersøgelser bekræfter til fulde kommunisternes dybe afhængighed af hovedsponsoren i Moskva, både når det gjaldt politik og penge, og han viser, hvor svært SF havde ved at gøre sig fri af sit kommunistiske udspring.

Stærkt står Bent Jensen også i de passager, hvor han gennemgår forløb, som ikke tidligere har stået centralt i forskningen, for eksempel arbejdet i efterkrigstiden med den såkaldte femtekolonnelov, der var tænkt som et værn mod kommunisterne, men som havde svært ved at få hold på balancen mellem den undergravende og den lovlige politiske virksomhed.

Tilsvarende med myndighedernes mangeårige praktiske forberedelser til, at Danmark i tilfælde af en ny besættelse – fra øst – kunne regeres af en dansk regering i eksil. Interessante er også udredningerne af de omfattende antikommunistiske bevægelser, som tiden var rig på, og Jensen føjer nye detaljer til allerede velkendte forhold, f.eks. om skiftende regeringers mere eller mindre direkte støtte til den private efterretningsmand Arne Sejrs aktiviteter.

Stalinismens fascination
Der går en lige linje fra Bent Jensens tidlige – og fortjenstfulde – bog om stalinismens fascination til dette genoptagne opgør med alle dem, Jensen synes gik alt for langt ind i favntaget med de kommunistiske despoter. Værket bæres af denne indignation, men den saglige professor forvandles til en patetisk polemiker, når han gør op med dem, han opfatter som ryggesløse.

Problemet opstår, når meningsmennesket Jensen ifører sig historikerens ham og bruger stort og småt fra kildernes uendelighed til at føre sandhedsbevis for, at de, der mente noget andet end ham selv, ikke bare tog fejl, men var moralsk anløbne, dybest set landsforrædere og medskyldige i kommunismens forbrydelser.

Det er ikke kun voldtægt af kilder og historisk metode – det er også et forsøg på videnskabeliggørelse af politiske standpunkter, som minder mere om netop de totalitære regimer, Bent Jensen vender sig mod, end om en åben debat, hvor begge parter anerkender modpartens legitime ret til uenigheden.

På den måde bliver Bent Jensen sin egen værste fjende, når han polemiserer mod alt og alle – og ofte på et løsagtigt grundlag. Når Jensen for eksempel angriber DIIS for at mene, at Moskva ikke ville have interveneret i Polen, selv om folkebevægelsen Solidaritet havde overtaget magten i landet allerede i 1981 (bd. 1, s. 52), er der tale om en forvanskning af, hvad DIIS-rapporten faktisk siger om disse forhold.

Slår man efter, viser det sig, at DIIS påpeger, at Sovjetunionen forsøgte at få den daværende polske regering til selv at kvæle oprøret og ingen appetit havde på at iværksætte en invasion i Polen. Det er vel dokumenteret, og DIIS slår udtrykkeligt fast, at man heller ikke internt i Moskva havde gjort op med sig selv, hvad man ville gøre, hvis det ikke lykkedes (bd. 3, s. 26). Altså præcis det modsatte af, hvad Bent Jensen videregiver.

Manipulationen bliver ikke bedre af, at Bent Jensen selv få linjer senere på baggrund af andre kilder når til samme konklusion, nemlig at stærke kræfter i den sovjetiske ledelse havde store betænkeligheder ved en sådan invasion.

Mit møde med PET’s arkiv

Der er tilsvarende problemer, når det gælder vurderingen af Østblokkens militære trussel mod Danmark under den kolde krig. Det er ganske enkelt ikke en dækkende gengivelse, når Bent Jensen citerer DIIS for at mene, at der i historisk perspektiv »ikke var en reel militær trussel fra Sovjetunionen og dens allierede« (bd. 1 s. 92).

Tværtimod er der også i DIIS-redegørelsen bred enighed om, at der i høj grad udgik en sådan trussel, og om, at den var af offensiv karakter. Det, som stadig diskuteres indgående, er, i hvilken udstrækning den sovjetiske ledelse på forskellige tidspunkter pønsede på at indlede en uprovokeret angrebskrig og blot afventede en gunstig lejlighed til at angribe blandt andet Danmark. Her kan der måske spores en reel meningsforskel mellem DIIS-rapporten og Bent Jensen.

Akilleshælen
Bent Jensens lemfældige omgang med citater og referater bliver også et problem i de kapitler, hvor han viderefører sin veloplagte hudfletning af ’det nye venstre’, dvs. den »antiautoritære« venstrefløj, der fulgte dannelsen af SF i 1959 og videre med afskalningen af VS knap10 år senere og den videre partidannelse på venstrefløjen.

Bent Jensen samler på hårrejsende citater fra kendte personer på datidens venstrefløj. De trods alt relativt få kommunister dominerer ikke overraskende, og den samme inderkreds trækkes frem igen og igen. Men der er også andre beskæmmende eksempler, og det er artige sager, Jensen har fundet frem der og dermed unddraget dem en nådig glemsel. Det meste er sikkert korrekt gengivet, men tryg kan læseren ikke være efter de punktvise kontrolnedslag.´

For igen er det Bent Jensens akilleshæl, at han går efter revl og krat uden smålig skelnen til det samlede billede. Et eksempel er omtalen af den sovjetiske forfatter og dissident Andrej Sinjavskijs besøg i Danmark i efteråret 1975 (bd. 2, s. 407).

Bent Jensen fortæller, at »Politikens redaktion bød Sinjavskij på spisning«. Men Bent Jensen fortæller ikke, hvordan Politiken dækkede besøget. Avisens fem-seks artikler om sagen nævnes ikke, selv om Bent Jensen synes at have brugt dem som kilder til sin beskrivelse af den debat, besøget gav anledning til.

Polemikeren Jensen vil med andre ord hellere opbygge et fjendebillede af fåret Politiken end vedgå, at besøget fandt sted med Politiken som vært og vogter – for nu at bruge polemikerens eget sprogbrug.

Gang på gang harcelerer Bent Jensen over manglende adgang til kilder. Men når kilderne ligger ligefor – i dette tilfælde øjensynligt oven i købet på forskerens eget bord – citerer han selektivt, eller kilderne udelades helt, når de ikke passer ind i det billede, Bent Jensen vil tegne.

Spionjagten
De sidste kapitler i værkets første bind rummer en detaljeret gennemgang af navngivne danskere, især journalister og politikere, som Bent Jensen mener, der er dokumentation for virkede som enten fuldblodsagenter for østlige efterretningstjenester – eller som »påvirkningsagenter«, en kategori, Bent Jensen med forkærlighed benytter.

Begrebet er problematisk. For selv om det nok er rigtigt, som Bent Jensen gentagne gange understreger, at KGB ikke bare i løs vægt kunne hævde, at det var deres folk, der fik fremtrædende danske politikere og journalister til at propagandere for synspunkter, agenterne selv havde søsat, kan der ikke uden videre sluttes den anden vej:

Den omstændighed, at ledende SF-politikere og journalister delte synspunkter med aktive KGB-agenter, med hvem de omgikkes, betyder jo ikke nødvendigvis, at de pågældende politikere og journalister bevidst – eller som nyttige idioter – stod i KGB’s tjeneste endsige påvirkede på deres vegne. Østblokkens agenter havde jo ikke monopol på at være mod atomoprustning eller kritiske over for USA.

Kampens udfald

Om de tidlige hovedknaster i dansk sikkerhedspolitik bringer Bent Jensen ikke meget nyt, og han fremlægger ingen dokumentation fra amerikanske eller sovjetiske kilder, der tyder på, at den danske linje frem til slutningen af 1970’erne blev opfattet som andet end det, den var: en ganske konsekvent alliancepolitik, der sigtede mod at kombinere fuld loyalitet og dermed sikker atomar beskyttelse med lavest mulig lokal spænding og omkostning.

Her har Jensen tilsyneladende flyttet sig siden udgivelsen af ’Bjørnen og haren’ i 1999.

I Bent Jensens udlægning indtræffer det store syndefald nu fra sidst i 70’erne til den kolde krigs afslutning. Værket kulminerer med Jensens anklage om, at Socialdedemokratiet gradvis blev inficeret af den »nye venstrefløjs« og fredsbevægelsernes virkelighedsfjerne forestillinger om, at truslen udgik fra USA snarere end fra Sovjetunionen.

Men igen svækkes argumentet af de små glidninger, der forleder Jensen til at slutte fra de tendenser, han har blotlagt, til veletablerede kendsgerninger.

»Kort fortalt byttede Sovjetunionen og USA plads i den socialdemokratiske ledelses trusselsbillede«, konkluderer han (bd. 2, s. 516). Men det, han har søgt at dokumentere, er snarere det, der fremgår lidt senere: »at Socialdemokratiet under Anker Jørgensens og Lasse Budtz’ ledelse var langt på vej til at udhule Danmarks medlemskab af den vestlige forsvarsalliance«.

Det er noget helt andet – så meget desto mere som Anker Jørgensen jo trådte tilbage i 1987, og Budtz aldrig var en del af partiets ledelse.

LÆS OGSÅ

Om fodnoternes betydning er der langt til enigheden, selv om Bent Jensen tilslutter sig den del af DIIS-redegørelsens konklusion, som slår fast, at noterne næppe ændrede væsentligt på verdens gang. Noget andet er, hvad de betød – og især kunne have fået af betydning – for Danmark, hvis ikke atomvalget i 1988 havde standset fodnoterne, og hvis ikke Muren var faldet året efter.

Det bliver hurtigt spekulativt, men efter næsten 1.500 siders anklageskrift er Bent Jensen ikke i tvivl om, at »selve Danmarks medlemskab af den vestlige alliance blev sat på spil og bragt i fare«.

Spørgsmålet forbliver, om det er Bent Jensens holdning, eller om det er en historisk konklusion.

»Der er ingen modsætning mellem faglighed og stillingtagen«, skriver Bent Jensen i sin indledning, og det har han ret i. Men der er en modsætning mellem den polemiske pointe og den faglige troværdighed. Den svækkes, når forfatteren giver efter for lysten til at stramme modstanderens synspunkt til det absurde og sine egne argumenter fra det specifikke til det generelle.

Der er bid i Bent Jensens anklager mod en venstrefløj, der kom alt for langt ud, og som har været alt for lang tid om at erkende det.

Men Bent Jensen er selv så meget et barn af den kolde krig, at heller ikke han er i stand til at løfte sig op og ud af den konflikt – selv ikke nu, da det ikke længere drejer sig om, hvem der havde ret, men om, hvordan vi skal forstå alt det, der skete.

----------------------

Rettelse: Det fremgik af en tidligere version, at SF blev stiftet i 1958, og VS 10 år senere. Men SF blev dannet i 1959 og VS i 1967.