Gas. Johannes V. Jensen med hånden på gashåndtaget (og sin hustru Else Marie i ryggen). Og han gav den gas, ikke mindst i avisspalterne, hvor han kørte navngivne kolleger og andre ofre ned med speederen i bund. Arkivfoto: Polfoto

Gas. Johannes V. Jensen med hånden på gashåndtaget (og sin hustru Else Marie i ryggen). Og han gav den gas, ikke mindst i avisspalterne, hvor han kørte navngivne kolleger og andre ofre ned med speederen i bund. Arkivfoto: Polfoto

Bøger

Johannes V. Jensen skrev nedrige nekrologer om de levende

Ny udgivelse er spækket med hårde ord fra nobelpristageren.

Bøger

Om maleren J.F. Willumsen: »Det er lykkedes ham at visne som kunstner ... Han kan nu overhovedet ikke male mere«.

Henrik Ibsens ’Hedda Gabler’ er »skrevet af en mand, for hvem det almindeligste indtryk fik værdi som en oplevelse, fordi han overhovedet ikke besad evnen til at opleve«.

Om ældre kvinder: »En velkendt dansk type, uden hvilken institutioner som vort Kongelige Teater og vore kirkegårde ikke ville blive fyldt«.

Om danskerne: »De har blegner i munden af at synge brændende fødelandssange«.

Jo, journalisten Johannes V. Jensen beherskede sandelig smudspressens sproglige greb: overdrivelser, skældsord, fornærmelser og sprogbilleder, der svider. Det kendteste eksempel på, hvor dygtig han var til at gå efter manden i stedet for bolden, indfandt sig, da forfatterkollegaen Herman Bang var kommet for skade at mene noget om forsvaret. Det havde Jensen en forklaring på:

»Staklen, der næppe nogensinde har haft et våben i sin hånd, lider formodentlig i øjeblikket af platonisk kærlighed til en løjtnant«.

LÆS OGSÅ

Denne skose har fået plads i litteraturhistorien. Men Bang var ikke den eneste, der fik Jensens kærlighed at føle, viser det sig nu, hvor de uudgivne rester af forfatterskabet er lagt frem. Og altså også bærmen.

En genre, Johs. V. dyrkede som ung skallesmækker, var nekrologer om folk, mens de levede i bedste velgående. Om sådan en skrev han: »Alfred Ipsens navn vil blive glemt«, en forudsigelse, der har holdt stik. Men det var kun begyndelsen:

»Han arbejdede hele sit liv på sin egen glemsel … Han bestilte ingenting, han snyltede på landets krop af dumhed … De sidste år levede han sorgfrit af sin alderdom. Han døde af koldbrand i hovedet«.

LÆS

Skrevet og trykt i Politiken, 21 år før den stakkels mand døde.

Bølle med kølle
At Johs. V. var en flittig journalist, er velkendt. Hele 449 kronikker i Politiken blev det til, næsten dobbelt så mange som den næstflittigste af avisens kronikører, Georg Brandes. Mange af kronikkerne udkom bagefter i bøger. Der findes ikke nogen mere dækkende definition af den genre, Johannes V. Jensen kaldte myte end noget, der kan stå i Politikens kronik. For der så mange af dem dagens lys for første gang.

At han også beherskede de mindre ædle genrer i avisen, har de fleste vist glemt. Det har den flittige litterat og arkivrotte Aage Jørgensen sat sig for at rette op på. Han vil udgive alle de jensenske skriverier, som »endnu ikke er blevet gjort tilgængelige – af digteren selv eller af andre efter hans død – i bogform«. Samt, af uransagelige grunde, også en del, der allerede foreligger i bøger. Det bliver til 550 tekster og kommer til at fylde fem tykke bind. De første to er ude nu.

Vi ved, at Jensen yndede at stille sig an som vildmanden i det danske våben. Her kan vi se, hvor god han var til at optræde som bølle med kølle.

En professor foreslår, at man afskaffer græsk og latin i gymnasiet til fordel for fysik og levende sprog. Den idé er Johs. V. med på. Så meget, at han hellere vil bruge pladsen på at forklare, hvorfor så fornuftig en reform aldrig nogensinde vil blive gennemført. Se bare, hvor spinkle vore præster og embedsmænd er. Universitetet opflasker nemlig »de usle«, så vi kan få »en overklasse af undermålere«.

Slatne akademikere regerer det Danmark, hvor »det ikke kommer an på, om man duer, men blot om man så at sige har sin klassiske mødom«. Og så kommer trumfen: »Imidlertid tager andre lande hver sin stump af Afrika og åbner reserver. Cecil Rhodes (det var ham, der koloniserede Rhodesia, red.) er hverken dr.phil. eller cand.jur. Hvis han var blevet født i Danmark, ville han være emigreret sporløst«.

Alsidig skribent
Johs. V. Jensen er stadig en af Danmarks største forfattere. Den eneste, der har fået en hel Nobelpris i litteratur. Også den eneste, hvis roman ’Kongens fald’ af både Politikens og Berlingerens læsere ved årtusindskiftet blev blåstemplet som det 20. århundredes bedste. At han også har været en af de bedste journalister i afdelingen for tilsvining af modstandere, gør ham jo ikke til en ringere skribent. Kun til en mere alsidig.

Og vist er der også i denne opfejning af de endnu ikke bogførte rester af forfatterskabet meget, som peger ind i hans kunst, ikke kun hans debatkunst. Vejret, for eksempel.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Noget af det mest efterlignede – og mest uefterlignelige – i Johannes V. Jensens skrivekunst er hans skildringer af vejr og vind og landskaber i vejrligets vold. I 1906 var han med til at stifte et dagblad, Pressen, hvor han selv skrev en daglig klumme om vejret, som det var i skrivende stund, trykt ved siden af vejrudsigten for morgendagen. Sådan her var vejret 16. juli:

»Det er i dag et pragtvejr med uhyre byger på himlen og sol imellem. Det blæser, og der er mere storm i vente. Nu og da river blæsten en splittet byge ned fra skyerne, som tårner sig sorteblå op med blændende hvide kupler lige fra zenit. En himmel, der gør det ud for Himalaya. Regn, storm eller vildt solskin – vejr er der i dagen«.

Pressen holdt kun en måned. Vejrmand Jensen havde sikkert kunnet holde længere. For resten skrev han alt mulig andet i den avis, han redigerede, så længe den varede. Fra introduktioner af tegneserier og reportager til artikler af en repræsentant for den offentlige mening ved navn »Ove Andersen, exam.pharm.«, en skæv forløber for At Tænke Sig’s Erling Brokkendorf fra Vrissenbjerg. Man kan mærke Jensen nærmest sprutte af fryd over denne leg med sit sproglige overskud. Det er Aage Jørgensens fortjeneste at have fundet et par af disse ’Ove Andersen’-artikler, som de hidtidige registranter har overset.

Det er I århundredets første årti, at Johs. V. topper som polemiker. Det samme årti, hvor han har sit gennembrud med ’Kongens Fald’, myterne, himmerlandshistorierne og den epokegørende samling ’Digte 1906’. Nogle af dens kanoniserede digte, ’Interferens’ og ’Ved frokosten’, har stået i avisen først som enspaltede opsatser, der ikke var til at skelne i det ydre fra resten af hans avisskriverier.

»Det er rummets monologer, hvis ringe møde med tidens tonløse cirkler« skriver han poetisk og eksistentielt i avisen den ene dag og den anden dag om en navngiven forfatterkollega: »Han er alverdens sludder af knuste idealer og antikviteter plejet i en gennemsnitsbevidsthed«. Han spænder vidt, den Jensen.

Rejsekronikker og forstudier til fortællinger

Efter at han er fyldt fyrre, bliver der længere mellem de vitriolske anfald. Andet bind rummer en tiltagende mængde af rejsekronikker og forstudier til fortællinger. Forord til oversættelser. Småting.

I et enquetesvar om alkoholpolitik kommer hans socialdarwinisme endnu mere vulgært frem end i bøgerne. Når alkohol er frit tilgængelig, giver det »individer, som i forvejen var mærkede til fældning« et middel til hurtig nedbrydning og forsvinden. Et alkoholforbud vil få dem til at overleve og forplante sig og derved øge »samfundets i forvejen overvældende byrde af fængsler og asyler«. Med andre ord: Fri sprut gør os fri for skrog.

I 1922 får Johs. V. et anfald af kritikerlede. Han behøver ikke nogen appeldomstol, men tager sagen i egen hånd. Vreden kalder ungdommens energi frem i den aldrende forfatter. Henning Kehler er »sprængindbildsk og uartig«, Vilhelm Andersen er som »en dansk mark med korn og ukrudt i flæng«.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ingen af dem kan dog måle sig med Hans Brix:

»Usikrere mand gives ikke, uanstændigt af en universitetsprofessor at være, gang på gang render han på bolværket som en færge med en fuld styrmand i toppen«. Hans Brix’ skriverier leder »tanken hen på de forvitrede affaldshjørner bag udhusene, hvor gammelt blik og glasskår og rådne madrasser med spiralfjedrene ud af maven hober sig op«.

Stor poet, stor forfatter – og en verbal slagsbror af format.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden