Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Autofiktion. Karl Ove Knausgårds selvbiografiske seksbindsværk 'Min kamp' satte gang i diskussionen om skønlitteraturens grænser. Knausgårds beskrivelser af sig selv og sine omgivelser har fået flere af de medvirkende til at protestere.
Foto: Astrid Dalum (arkiv)

Autofiktion. Karl Ove Knausgårds selvbiografiske seksbindsværk 'Min kamp' satte gang i diskussionen om skønlitteraturens grænser. Knausgårds beskrivelser af sig selv og sine omgivelser har fået flere af de medvirkende til at protestere.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bogfolk: Er din bog fakta eller fiktion?

Forfattere skriver så tæt på deres eget liv, at det er svært at afgøre.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfattere er mennesker, der skriver. De bruger deres talent og fantasi. Derfor kan det lyde helt åndssvagt, hvis man begynder at spørge om, hvorvidt man kan stole på, hvad en forfatter skriver.

Hallo. Forfattere finder på. De smækker digterkysen på. De fortæller historier.

Og så er svaret måske alligevel ikke helt så enkelt. I hvert fald ikke hvis man spørger litteraturforskeren og anmelderen Jon Helt Haarder, som i tirsdags fik udgivet bogen ’Performativ biografisme’. Det lidt umulige begreb dækker over tendensen, hvor vi ser forfattere skrive helt tæt på deres eget liv. De bruger måske endda deres eget navn i historien, og alligevel kan læseren ikke være helt sikker på, om historien er sand eller forbandet digt.

Måske kan nogen huske Peter Høegs roman ’De måske egnede’, hvor han tilsyneladende skrev om sig selv, for det var forfatterens eget navn, der pludselig dukkede op i teksten. Peter Høeg udtalte, at han her havde skrevet sin hidtil mest selvbiografiske bog, så alle læste ham straks ind i teksten, hvor den stakkels forældreløse Peter blev sendt fra institution til institution. Et par måneder senere afslørede forfatteren, at han overhovedet ikke var stakkels, og at hans forældre levede i bedste velgående. »De står deroppe«, sagde han smilende og pegede op på balkonen på bogmessen.

Læserne måtte starte forfra, og hvad skulle de nu tro?

Episoden ligger to årtier tilbage, og siden er det kun blevet værre, hvis man ellers kan gradbøje den slags. Karl Ove Knausgård skriver om sig selv i et forhold, der ligner 1:1. Pablo Llambias er gået all in med sine tre sonetbøger, hvor han taler om depression, angst, medicinering og private sjælekvaler. Claus Beck-Nielsen er gået så vidt, at han har skrevet sin egen selvbiografi, hvor han endda har aflivet sig selv.

Tirsdag aften optrådte han sammen med Jon Helt Haarder på Louisiana under navnet Nielsen. Det er ikke så underligt, at netop Nielsen er et af omdrejningspunkterne for Jon Helt Haarders undersøgelsen af den nye tendens, for han er det danske mønstereksempel på, hvordan ikke alene forfatternes praksis har forandret sig, men også på, hvordan den akademiske verden har ændret syn på forfatterrollen. For nogle årtier siden var forfatteren som biografisk person helt ligegyldig for litteraterne. Teksten var alt. Forfatterens opvækst og liv i øvrigt var litteraturen uvedkommende. I dag har Nielsen været emne for mange universitetsopgaver.

På Louisiana læste forfatteren op af sin seneste bog, ’Mine møder med de danske forfattere’. Oplæsningen skete i skikkelse af forfatterens alter ego, Claus Beck-Nielsen (og hvis du her begynder at føle dig navnerundtosset, er det ikke nødvendigvis dig, der er noget galt med). Bogen handler om forfatternes suverænt pinlige møder med folk som Klaus Rifbjerg, Jørgen Leth og Poul Borum. Plus en historie, hvor Nielsen og datteren en sommermorgen på stranden ved Kikhavn (måske) møder Ib Michael.

»Der står ikke noget i den her bog, der er løgn. Alligevel har stort set alle anmelderne sagt, at det nok er en blanding af fakta og fiktion«, sagde Nielsen.

Som forfatter prøver han, som han siger, at skabe en uafgørlighedszone. Idet han bevæger sig ud i verden, som han har gjort i projekt efter projekt, rejser han selvfølgelig ud i virkeligheden, men i samme øjeblik han tager af sted, begynder også en slags fiktion. Han bliver en figur. Og, siger jeg, det bliver derefter svært at afgøre, hvor den virkelige virkelighed begynder og holder op. Man skal holde godt fast i gelænderet, når Nielsen ruller sig ud.

»Problemet er, at jeg ikke er så god til at finde på«, siger han. Ja, den er god med ham. Måske er det atter en gang på sin plads at kaste et blik tilbage på afdøde Per Højholt. Han fortalte mig engang, at han researchede sine prosatekster til mindste detalje, så hvis læserne ville kigge ham i kortene, ville de gang på gang se, at han havde fakta i orden. Og når han efterhånden havde skabt et tillidsforhold til læseren, ville de tro på resten af det, de læste. »Og så er det løgn«, som han begejstret råbte ud i sit køkken.

Det er ikke til at vide, om Karl Ove Knausgård fortæller om sig selv, fordi han på linje med Nielsen synes, han er dårlig til at finde på. Måske handler det om nogle helt andet, mener amerikanske Donna Tartt, som jeg mødte i onsdags. På sin nuværende tur rundt i Europa for at fortælle om ’Stillidsen’ er hun begyndt på at læse Knausgård, som hun synes er interessant, men hun ved også, at hun aldrig selv kommer til at skrive den type litteratur. Hun ser sig selv som fiktionsforfatter. Sådan er det bare. Måden at skrive på ligger nok dybt i en, mener hun. Det er det, man gør, fordi det er, hvad man kan. »Man kan heller ikke bare beslutte sig for, at man vil være ballerina«, som hun siger.

Selv om Jon Helt Haarder nu forsøger at indføre et begreb som performativ biografisme, er det nok tvivlsomt, om det vil slå bredt igennem, nu da selv mainstreamlæserne har lært at sige autofiktion. Uanset hvad man foretrækker, er det aldrig helt til at vide, om det nu er rigtigt, hvad der står på bogsiderne. Uanset hvad forfatteren siger.

Men i virkeligheden behøver man ikke gå til autofiktionen for at blive i tvivl om, hvad det nu er, man læser. Det kan også ske, hvis man er den type læser, som genlæser bøger, man engang lod sig begejstre af. Hvis bogen er en ny udgave, risikerer man, at forfatteren i mellemtiden har ændret i teksten. Jens Smærup Sørensen fik i 1982 udgivet romanen ’En musikers bestemmelse’. Da den skulle genudgives på et nyt forlag 11 år senere, huskede han med gru, at den indeholdt en del trykfejl, som han besluttede sig for at rette. Men det greb om sig, og han endte med at gennemgå hele romanen. Skrev lidt om her, slettede sætninger der.

Digteren Henrik Nordbrandt har lige gjort noget tilsvarende. Han har ønsket at udgive en bog med ’100 digte’. Som han selv skriver i forordet, kan kun få digtere påstå, de har haft held til at skrive mere end en håndfuld gode digte, eller måske et sted mellem 10 og 30. Han hævder heller ikke, at alle 100 er gode, men han håber, at nogle af dem i det mindste er det. Og (måske) for at sikre sig, at de virkelig er gode, har han ændret nogle af dem. Nogle vil måske kalde det omskrivninger. Han insisterer selv på at kalde dem »rettelser«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er mig, der har skrevet digtene, så jeg ved godt, hvilke fejl jeg har lavet«, skriver han. Da jeg gik bogen igennem, fik jeg et helt sug i maven ved læsningen af digtet ’Aftensol’, der nu lyder sådan her:

På alle mure faldt

aftensolen

på en eneste hvid mur

På tunge, rustne hængsler

der engang havde været grønne

stod døren åben

ind til mørket.

»Hej!« råbte jeg, så det genlød

i hele dalen

og en krage fløj skrigende op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var ingen andre end dig

der ikke svarede

Her slutter digtet i den nye version. Selvfølgelig har digteren ret til at gøre, lige hvad han vil, med sin tekst. Men inde i mig vil digtet til evig tid slutte med linjen ’i hele verden’. En læsning, der har sat sig i mellemgulvet til evig tid, kan man ikke ’rette’.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden