Eksistens. Arv og miljø er under debat i Lisbeth Bruns roman.
Foto: Morten Holtum

Eksistens. Arv og miljø er under debat i Lisbeth Bruns roman.

Bøger

Adoptivbarnets drøm om at slippe fortiden er eksplosivt romanstof

Lisbeth Brun sætter fokus på det adopterede barn i ’Resten af livet’.

Bøger

Har man lyst til at vende tilbage til et sted, hvor man aldrig har følt sig velkommen?

De færreste ville vel vende tilbage til afvisningens sted, men det er ikke desto mindre der, Lisbeth Brun sender sin hovedperson Helle hen, i fjerde bind af sin Lendrup-serie, der blev indledt i 2006 med romanen ’Vejs ende’, efterfulgt af ’ Det du mister’ og ’Som brødre vi dele’.

Den 47-årige Helle køber gården Fjordagerholm i Nordjylland. Her vil den tidligere springrytterske holde heste, og samtidig indretter hun den til sommerlejr for overvægtige børn. Projektet har fået grønt lys af kommunen og satspuljemidler.

Hver uge ankommer en bus med otte børn og to pædagoger. Helle er god til arbejdet, selv om der allerede i anden uge er problemer med et barn, der løber væk.

Den sure og tvære køkkenhjælp, som kommunen har sendt hende, gør heller ikke hendes liv lettere. Men hun er i gang, og måske er det dér, hun skal være ’resten af livet’, romanens titel.

Den selvfede pædagog

Lisbeth Brun er en gedigen realist, og romanen lever både i skildringen af Helles arbejdsliv – den selvfede kvindelige pædagog er taget på kornet – og i den nordjyske lokalitet, der tegnes ned til mindste blomst i vejkanten.

»Agermåne, knopurt, vild gulerod, kransbørste, rejnfan, dunet vejbred, rød kløver, hundegræs, rød svingel, dusk-syre, blåhat, torskemund«. De danske blomsternavne er ren poesi i sig selv.

Men romanens omdrejningspunkt er psykologisk.

Helle er bortadopteret straks efter fødslen. Hendes biologiske mor måtte afgive det barn, hun havde i maven, da hun ankom som husbestyrerinde på Fjordagerholm. Gårdejeren giftede sig med hende, men ville ikke havde det ufødte barn med i købet.

Helle kommer til at vokse op hos en velstillet familie, der er lige så nærig med deres mange penge som med følelser. Helle skal bare være et mønsterbarn, den bedste til alt, og som konkurrencerytter blev hun det.

Men sig selv er hun aldrig blevet, og hun har sejlet af sted i sit liv med overspisning, afbrudte uddannelser og kortvarige forhold.

En plads i verden

Adoptivbarnet, der hverken føler sig hjemme her eller der, og som grunder over forholdet mellem arv og miljø, er ved at blive et tema i litteraturen.

Lisbeth Brun giver sit bud på det med Helle, som vender tilbage til det sted, der aldrig blev hendes, men som hun nu gør til sit.

Nu ejer hun Fjordagerholm, bor og arbejder der. Og den biologiske mor flytter sågar ind i hele sommerlejr-menageriet et par af de sommermåneder, romanen strækker sig over. Hende har Helle for længst lært at kende, og nu har moderen brug for hjælp under en voldsom krise.

Det aktiverer Helles oplevelse af at være det barn, ingen ville have i første omgang, og derudover adoptivbarnets problem med at skulle være en anden, nemlig den version af det barn, som adoptivforældrene ønskede.

En problemstilling, der i øvrigt ikke begrænser sig til adoptivbørn! Det drejer sig om følelsen af at have en selvfølgelig plads i tilværelsen, og den følelse har Helle aldrig haft.

Væk fra fortiden

Nu lader Lisbeth Brun hende undersøge, om det evigt skuffede, nu midaldrende barn kan finde sin plads på Fjordagerholm, af alle steder. Ikke det mest oplagte sted at komme væk fra ideen om at have fået dårlige kort på hånden fra starten. Men eksplosivt romanstof.

Det bagvedliggende psykologiske drama forankres i detaljenære registreringer af dagligdagens arbejde med heste og børn. Dermed undgår forfatteren at lade sin hovedperson hænge alt for fast i endeløs rumineren fortiden, men skaber snarere et billede af en person, der er klar til at forlade den.

Det er lige efter den moderne psykoterapibog, der fortæller, at jo mere man graver sig ned i fortiden, jo bedre bliver man til at hænge fast i den.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce