De er - som nært sagt sædvanlig - overalt i dette efterår, hippierne. Erik Clausen og Kim Larsen hænges ud i sladdervorne bøger, og Peter Øvig Knudsen har gjort boet efter generation 68 op i sit stort anlagte værk 'Hippie'. Nu blander en af dem, der virkelig var der uden at ryge sig så vind og skæv, at hukommelsen røg med, sig i koret. Som altid, når stemmen tilhører Niels Skousen, er den behagelig i sin på en gang knapt registrerende, beskedne og poetiske stil. Det er kort sagt en stor og nærmest litterær fornøjelse at læse Niels Skousens erindringer i 'Herfra hvor jeg står'. Fyrede den fede i minsteriet Heldigvis undlader den 67-årige skuespiller, sanger og sangskriver at tærske langhalm på de endevendte strå i 68’ernes pibeudkrads. En hysterisk - undskyld historisk, selvfølgelig - meget omtalt begivenhed som den kunstneriske 'besættelse' af Kulturministeriet i 1970, hvor Skousen i selskab med folk som Klaus Rifbjerg, Hans-Jørgen Nielsen, Charlotte Strandgaard, Vagn Lundbye og Jesper Jensen fyrede den fede i ministeriet, genfortælles med beundringsværdig korthed og præcision. LÆS OGSÅNiels Skousen udgiver selvbiografi Det er ikke, fordi de ikke går til varerne, Niels Skousen og vennerne. Der ryges igennem før, under og efter koncerter, og indimellem er resultaterne groteske, om end morsomme. Vi er indimellem langt ude i Skousens tykke tåger, men hales altid tilbage på stien og fremad af den veloplagte forfatter. At være udenfor Befriende nok er det ikke Niels Skousens ærinde at hylde hippietiden, ej heller at nedgøre den. Som i Skousens sange om æraen fortæller han nøgternt og ærligt om sine oplevelser og ikke mindst overvejelser dengang. Et vist savn af datidens manglende kommercialisme og kynisme i vore dages kultur og politik er dog tydeligt hos skribenten. Hvis egentlige ærinde selvfølgelig er at fortælle sin egen historie. En historie, der handler om at være en fremmed, om at være udenfor. Som Knud Romer, der skrev på den samme følelse i romanen 'Den som blinker er bange for døden', voksede Niels Skousen op i efterkrigstidens Danmark med en tysk mor. Og uden den far, som forlod sin familie på Københavns Hovedbanegård med ordene »Ha’ det godt« for aldrig mere at vende tilbage. LÆS OGSÅHippiealbum genudkommer efter 40 år Med sådan en baggrund kan man blive en rastløs og søgende sjæl, hvis liv og karriere betinges af tilfældigheder. Sådan blev det i høj grad, må man forstå, for Niels Skousen. Fortumlet liv Efter bogens lange, men ekstremt fint beskrevne del om, hvad en fortumlet opvækst kan gøre ved et drengesind, skildrer han, hvordan han som ung mand tumlede rundt mellem eksperimenterende teater, sang, jazz, rock, film og arbejde som lydmand. Det var dengang, karriereplaner ikke var vigtige, og såkaldte fjumreår obligatorisk pensum. Selvtillid VAR ikke det, der prægede den unge Skousens valg - bl.a. fordi hans kammerat i Skousen & Ingemann, Peter Ingemann, ikke mente, at kollegaen var et stort talent som musiker eller sanger. Derfor stod han i hele 22 år - fra albummet 'Landet rundt' i 1980 til det stærke comeback med 'Dobbeltsyn' i 2002 - til at forlade musikken. Heldigvis er Niels Skousen nu tilbage som en af landets absolut bedste sangskrivere. Man savner comebacket Selv om 'Herfra hvor jeg står', hvis titel naturligvis er taget fra den 40 år gamle klassiker af samme navn med Skousen & Ingemann, når at medtage også denne sene succes, er det bogens eneste alvorlige minus, at den gør for lidt ud af det overrumplende comeback. En af de mange overraskelser og små sensationer i Niels Skousens liv, man gerne havde læst mere om. LÆS OGSÅDjævlens Advokat til Skousen: Du er jo hverken skæv eller på efterløn! Fordi det er her og ikke på eksempelvis de udførligt beskrevne rejser til eksotiske egne, man fornemmer, at 'den fremmede' finder hjem. Og sig selv som kunstner. En fryd at læse Indtil da er det en fornøjelse at følge Niels Skousens gode hukommelse, tydeligvis støttet af gode dagbogsnotater og senere den musikalske forestilling 'Hippieminder', som for alvor satte ham i gang med musikken igen. Også sprogligt er det en fryd at læse den bog, som ikke bare er en selvbiografi, en sensationslysten flirt med ånden fra 68 eller en musikhistorie. 'Herfra hvor jeg står' er intet mindre end et velskrevet, personligt og reflekteret bidrag til den nyere danmarkshistorie. Det må være ikke så lidt af en personlig fryd, at det skulle komme fra en fremmed, oven i købet en halvtysker! Værd at tænke over.