Når Niels Skousen er på toppen, er han det tætteste, vi i Danmark kommer på at have vores helt egen Leonard Cohen. Og på toppen er imponerende nok lige præcis, hvor 70-årige Skousen opholder sig på sit nye album ’Smil eller dø’. 43 år efter Skousen & Ingemanns klassiker ’Herfra hvor vi står’ så dagens lys.

Men 70 år er ingen alder, hvis man bruger den til noget fornuftigt. Ganske som den 10 år ældre Cohen prøver ej heller Skousen at smyge sig udenom, men får fremskrevet stor sangkunst af at konfrontere alderens realiteter.

Det gav genlyd i dansk musik, da Niels Skousen i 2002 gjorde comeback med det fornemme Nikolaj Nørlund-producerede album ’Dobbeltsyn’. Siden har Skousen udsendt ’Daddy Longleg’ i 2006 og ’Lyt til din Coach’ i 2010. Ingen af dem kunne stille helt så skarpt som ’Dobbeltsyn’, og musikalsk tyggede de efterhånden lovlig meget drøv på trubadurrollen.

Men på ’Smil eller dø’ får Skousen og Nørlund med producerhjælp fra Mads Brinch Nielsen (4 Guys From The Future og producer og musiker hos Mellemblond) skåret igennem. Trubadurhammen bliver diskret vist vintervejen sammen med de sidste tømmermænd fra 68.

Selvsikkert sin egen

I stedet får man en skarp iscenesættelse, der taler til tiden uden at snakke den efter munden. Skousen går ikke elektro, men guitaristerne Anders Matthiasen fra Murder og Kristoffer Munck fra Mellemblond samt Mads Brinch og trombonespilleren Mads Hyhne maler nye farver på en palet, der hverken er gammelhyggelig eller krampagtigt cool, men selvsikkert sin egen her og nu.

’Smil eller dø’ åbner med ’Lysglimt’, der næsten overspiller Cohen-kortet. Cohen så fremtiden for sig og så, at den var det rene mord. Skousen med en halv Tom Waits klynget op i sit raspende stemmebånd, er i hælene på Cohens fremtid med en dødedans, hvor tæskeholdene samler sig i barakkerne, vandet sprøjter fra kloakkerne og vejene flyder med udbrændte biler og lig.

I det hele taget går Niels Skousen lige til kanten. Hans kritik af de moderne sociale medier og al deres uvæsen er forudsigelig og helt efter 68-bogen. Det gælder også »regnedrengene pisker os med tal« og »ingen ved hvad tænketanken tænker på«. Men Skousen er her et godt eksempel på, at hvis bare man står fast og holder længe nok på sit, kan man takket være Bjarne Corydon & co. såmænd ende med at blive tidssvarende igen.

Det kunne imidlertid alt sammen have været mere end en anelse trættende og automatisk, hvis det ikke var, fordi det hele vejen igennem er parret med en indre uro, en rastløs poesi og en temmelig barsk erkendelse af, hvordan landet ligger for manden. »Livet er kort, men sådan er det/ vi begynder med en sut og ender i en ble«, synger Skousen, og når man har rundet de 70, er det ikke en kæk bemærkning, man bare uden videre river af ærmet.

Det er de mest personlige og blotlagte sange, som gør ’Smil eller dø’ til et album, der kan overdøve sin egen kulturkritik. ’En bid af det hele’ er en vidunderlig melankolsk sang, der gør opmærksom på, at Skousen ikke bare er Danmarks Cohen, men i glimt også dets Dylan. Selvportrættet af en drivert og distræt rorgænger på tærsklen til ensomhed er stor poesi. »Jeg har trukket mit spor gennem andres liv/ jeg kom tilfældigt forbi/ det sidder som en torn/ indeni«.

’Almindelig’ er en ganske ualmindelig sang om at være det, ingen dybest set er – helt almindelig. Der er resignationens yndefulde vattot på Adrian Nielsens trommer, mens et melankolsk orgeltema får følge af en guitarhilsen til The National, og Skousen kridter banen op: »Almindelig – ganske almindelig/ verden går ikke i stå selvom jeg stiger af/ .../ Ku’ man bare gøre alting godt igen/ betale sin gæld/ tilgi’ de andre – tilgi’ sig selv«.

Fortid og nutid flyder sammen

Det er stærk tobak, og det samme er den lige så blide som urolige hyldest til Sophus Claussen i »en banal kollision«, et stævnemøde, på ’Fredericia Station’. Det hele bliver jo ved med at røre på sig. »Din hud er varm og jeg er delvis til stede/ men jeg vil mere end det: mærke mig selv både oppe og nede«, som Skousen synger et andet sted.

Fortid og nutid flyder sammen som drøm og virkelighed. ’Ikke mere at vente på’ er noget af det smukkeste, jeg har hørt sunget på dansk længe. En flygtig stemning, en dyb længsel, en sødmefuld fortrydelse fra en mand, der stryger sin skæbne mod hårene og har overskud til at lave en lille Fantomet-joke, selv om »minder fra dengang jeg fløj/ sidder som lugten af gammel røg i mit tøj«.

Albummets mest grydeklare hit er ’Jeg melder fra.com’. Et forrygende nummer med et vakst omkvæd, adresse til det grå guld og masser af flot guitar. Men også en lidt for direkte parafrase over Skousens fuldtræffer om ånden fra ’68’ fra ’Dobbeltsyn’. Heldigvis afbryder det meste af tiden de nye musikalske venner Skousens faste indstillinger. Sender ham i stedet med ny musikalsk appetit ud i et trodsigt ridt ind i tusmørket med åbne øjne og skarpsleben lyrik.

fortsæt med at læse

Steppeulvene vinder Steppeulven