Vi kom med den sidste færge fra Warnemünde, har min mor fortalt. Det var i november 1944, jeg var 9 måneder gammel. Fronten var rykket nærmere og nærmere til den forstad, vi boede i, Schlebusch i Leverkusen, og min mor mente, at vi måtte til Danmark.

Mine forældre havde mødt hinanden i Köln i 1930’erne, da min far arbejdede på det danske konsulat, og min mor var en ung smuk danserinde. De blev skilt umiddelbart efter 1944, og min mor, der var tysk, endte med at bo i Danmark, og min far, der var dansk, endte med at bo i Tyskland.

Tyskland var et grimt ord. Det er klart, at min mor med sin accent kom til at falde meget udenfor i Svendborg og Buddinge, hvor vi boede. »Han er nazist!«, var der en, som råbte efter mig i skolen. Vi gik i 1. mellem. Jeg tilpassede mig. Jeg ville ikke vække opsigt. Jeg blev en god elev i flinkeskolen.

Jeg besluttede mig for at blive læge, da jeg var 8 år. Jeg var fulgt efter en pige og var løbet gennem en glasdør og havde skåret mig voldsomt på låret og på armene. På hospitalet i Svendborg, hvor jeg var indlagt et stykke tid, gik jeg fascineret rundt på gangene og kiggede ind i operationsstuerne. Pigen hed Susanne.

Det var midt i en forelæsning i anatomi på andet semester, at jeg stod af. Vi gennemgik hjertets muskulatur. Jeg vidste, at jeg aldrig mere ville komme tilbage. For jeg havde allerede meldt mig på Studenterscenen, hvor man ville revolutionere dansk teater.

Det var 1960’erne, krigen var langt borte, 50’erne var overstået, vi var unge, for helvede. Den skulle bare have en på frakken.

Jeg havde ikke salt til et æg og boede på et værelse på Østerbro og læste Knut Hamsun og ventede på, at jeg ville blive opdaget. Jeg havde udgivet en novelle. Men der skete ikke noget.

Så begyndte jeg at lytte til folkemusik: Donovan. Bob Dylan. Joan Baez. Jacques Brel. Den personlige stemme, hvor ordene fik fylde. Jeg købte en guitar og begyndte at høvle løs. Stig Møller begyndte at spille med, og det var helt fantastisk. Jeg opdagede musikken – jeg så den indefra.

Hele ungdomsoprøret kom først snigende, og siden kom det væltende som en bølge – og det var, som om jeg sad oven på den bølge. Da vi, Skousen & Ingemann, i foråret 1971 udgav ’Herfra hvor vi står’, ramte vi åbenbart tidsånden, og det blev et alle tiders hit hen over sommeren.

Jeg blev rockstar, vi rejste rundt fra den ene festival til den anden og spillede for tusindvis af mennesker. Min drøm gik i opfyldelse.

Det var en smuk sommerdag, da vi spillede i Svendborg, og jeg håbede, at nogle af mine skolekammerater var blandt publikum. Jeg var bysbarnet, der var kommet hjem. Min mor var aldrig til mine koncerter eller forestillinger.

Eksperimenterende teater, hvor man sad på ølkasser ... det var ydmygende for hende. Hun havde ønsket, at jeg var blevet skuespiller på Det Kgl. Teater.

På et tidspunkt googlede jeg mig selv og så, at jeg blev betegnet en protestsanger. Det vil jeg gerne protestere imod.

Jeg blev kasseret af militæret, fordi jeg sagde, at jeg ikke kunne tåle at være i autoritære systemer. Jeg ved ikke, om militærlægen kendte til musikken, men han sagde: »Hr. Skousen, jeg tror altså ikke, at musikken bliver bedre, når man ryger hash«.

Det gjorde indtryk på mig. Men jeg røg i ti år i hvert fald, og hashen var knyttet sammen med en religiøs oplevelse, en transcendens, hvor jeg kom ind i et andet rum og kunne koncentrere mig på en anden måde.

Musikken blev meget stor, pludselig fyldte den hele rummet. Jeg holdt op, da hashen ikke længere havde en effekt. Der var intet at mærke, bortset fra sløvhed. Jeg fandt ud af, at jeg ikke behøvede stofferne for at skrive.

Fri kærlighed har jeg altid tænkt handlede om frihed i det hele taget. At det lå i samme konvolut som den politiske frihed, frihed til at tænke og frihed til at rejse. Jeg var ret hurtigt sammen med min første hustru. Vi boede meget tæt. Romantisk. Vi levede på en sten. Jeg har aldrig boet i kollektiv. Nu er jeg gift for anden gang.

Skrivekrampen kom, da jeg i 1981 havde udgivet ’Landet rundt, del 1’. Den var skide god, syntes jeg. Men det betød, at jeg absolut måtte lave en del 2. Folk spurgte efter den, og jeg skrev nogle rim og nogle vers.

Men det gav ingen mening, førte ingen vegne. Tiden havde forandret sig. Ironien og distancen var dukket op. Når jeg var ude og spille, kom der ingen mennesker. Så fik jeg stjålet min guitar, fordi vinduet i min lejlighed på Christianshavn havde stået åbent.

Mit liv uden musik var frustrerende. Jeg forsøgte at grave, jeg stod med spaden fremme, men det var, som om der kun var hård lerjord. Jeg kunne ikke komme videre, jeg kunne ikke komme ned til de vandførende lag, dér hvor kilden springer. Det tog mig tyve år.

Vendepunktet var en aften på Østre Gasværk Teater. Jeg spillede rollen som Romeos far i ’Romeo og Julie’ og var på scenen i fem minutter i første akt og i ti minutter i tredje akt og sad ellers og ventede i min garderobe, et hummer højt oppe.

Jeg skrev dagbog og skrev mig frem til erkendelsen: Jeg gider ikke sidde heroppe uden rigtig at være med. Nu må jeg vende tilbage til det, jeg har lyst til.

Da jeg havde skrevet ti numre, mødte jeg tilfældigvis Nikolaj Nørlund til Bob Dylans fødselsdag i Den Grå Hal. »Jeg vil gerne producere din plade«, sagde han.

Jeg fortryder, at jeg holdt pause i 20 år. Jeg skulle være blevet ved min læst. Musikken.

Når jeg nu spiller koncert, bliver det lidt en skizofren oplevelse: I højre side af salen sidder mit gamle publikum og råber på ’Isabel’ og ’Nede i Europa’, og i venstre side af salen sidder det unge publikum og råber på ’68’ og ’Dobbeltsyn’. Jeg forsøger at bygge bro og sige: Men jeg er jo den samme.

Hør Niels Skousens 'Herfra hvor vi står':

fortsæt med at læse

Skousen blev løbende mere vågen, veloplagt og vittig i Lille Vega