Den snart 70-årige Vashti Bunyan smiler som en begejstret pige bag det kraftige hårs grå striber:
»Den her sang skrev jeg i 1966 og udsendte som single. Den blev spillet i radioen. To gange. Men siden er den blevet samlet op og blevet brugt i tv-reklamer«.
Publikum på Jazzhouse jubler, da Bunyan sammen med den noget yngre guitarist Gareth Dickson begynder fingerspillet på hver sin akustiske guitar og ’Train Song’ toner frem.
I så sarte nuancer, at pigen ved siden af mig vist holder vejret, og en fyr længere fremme står med lukkede øjne og svajer blidt.
Sårbar sangerinde sang tindrende fra kærlighedens slagmarkEn koncert med Vashti Bunyan er som en vejrtrækningsøvelse. Fingrene rører knap nok ved guitarernes strenge, og Bunyan bevæger næsten ikke læberne, mens lyse toner letter fra hendes mund som mælkebøttefrø i sommervinden.
Fortællingen om ’Train Song’ er et koncentrat af Vashti Bunyans egen historie. Om at gå fra overset og glemt folksanger i 1960’ernes London til en tilbagekomst 30 år senere, der kan fylde Jazzhouse til randen med et ungt og dedikeret publikum på en tirsdag aften.
Jagten på anerkendelse
Jennifer Vashti Bunyan er født i 1945 i Newcastle, og som 18-årig rejste hun til New York og opdagede Bob Dylan. Tilbage i London begyndte hun at skrive sange, og The Rolling Stones’ manager, Andrew Loog Oldham, fik hende til at indspille Jagger-Richards-sangen ’Some Things Just Stick In Your Mind’ samt hendes egen ’Train Song’. Uden kommerciel succes.
Det svingende London passede heller ikke Bunyans svævende væsen, og sammen med sin mand kørte hun i hestevogn (jo, hestevogn) ud af hovedstaden i 1967. For at søge mod Skotland og finde det kollektiv, som folkesangeren Donovan efter sigende skulle have startet.
LÆS KOMMENTAR
Kommentar: Er Jazzhouse et jazzhus eller hvad?To år senere vendte Vashti Bunyan tilbage med de sange, der blev til 1970-debutalbummet ’Just Another Diamond Day’. Publikum kunne dog ikke se potentialet i de drømmende folksange, der i stedet for tidens politiske kant flagrede fint rundt mellem universelle temaer som kærlighed, sorg og glæde.
Albummet solgte ingenting, og med bøjet nakke forlod Bunyan musiklivet og helligede sig familielivet. I over 30 år. Først da freak-folk-scenen med Devendra Banhart og Joanna Newsom i begyndelsen af 00’erne pegede Vashti Bunyan ud som en afgørende inspirationskilde, blev hun trukket tilbage til musikken, og i 2006 udgav hun sit andet album.
Manglede musikalsk spænding
Nu sidder Bunyan på en stol midt i København og præsenterer hver af sine sange med en lille beretning. Ikke bragende historier, bare tyste erindringsfragmenter fra et langt liv som drømmer.
Til forskel fra en anden genopdaget folkmusiker, amerikanske Linda Perhacs, der gæstede Jazzhouse sidste år, kan Bunyan i den grad stadig synge. Både de gamle sange som ’I’d Like To Walk Around In Your Mind’ og den helt nye ’Gunpowder’ blev skåret smukt ud af den stillestående luft med høje toner.
LÆS MERE
Jazzhouse: Vi er ikke en støjrocksceneTrods øjeblikke af den magiske intimitet, der er essensen af Bunyans musik, manglede sangene noget af den musikalske spænding, man trods de sparsomme bevægelser kan mærke i de indspillede versioner.
Nogle af de små kontraster, som er med til at gøre hendes nye, tredje og efter eget udsagn sidste album, ’Heartleap’, til noget helt særligt. Her indfanger Bunyan med sine følsomme toner fornemmelsen af sekundet, før du falder i søvn og tyngdeloven træder ud af kraft.
Det gjorde den ikke helt på Jazzhouse.
fortsæt med at læse
