Nedbryd hendes selvtillid. Nedkøl og afskær hendes sociale kontakter.
Luk dig omkring hende, mens du hvisker, at hun ikke dur til noget og at ingen andre end dig gider høre på hende. Supplér med et par flade, hvis det kniber med forståelsen. Huspsykopatens strategi er velkendt.
Sharon Van Etten var i en årrække mentalt spærret inde i sådan et forkvaklet parforhold. Indtil hun ved hjælp af nogle veninder flygtede fra kæresten i Murfreesboro, Tennessee. Men ikke uden at se sig tilbage. Selv om hendes selvtillid var lig nul efter år ud og ind at have fået at vide, at hendes musik var skrækkelig, og at hun skulle holde op med at plage folk med sine sange, tog Sharon Van Etten langsomt guitartråden op med bævende stemme.
LÆS INTERBVIEW
Når kærligheden bliver til kviksandKnubs som et plus
En halv snes år senere er selvtilliden genoprettet og hævnen en ret, der nydes både kold og varm. Kold, fordi tiden går. Varm, fordi Sharon Van Etten er skiftevis rødglødende og melankolsk, når hun synger sine mange sange inspireret af det forvredne parforhold.
For en kunstner kan knubs være penge i banken, og kunstnerisk har Sharon Van Etten ved at konfrontere sin smerte fået kompensation for de hårde år.
Det fik man at høre, da hun i Lille Vega spillede sin første koncert på dansk grund og tilmed optrådte med afvæbnende selvironi.
LÆS KOMMENTAR
Kommentar: Er Jazzhouse et jazzhus eller hvad?Sharon Van Etten jokede frimodigt med sin rolle som hende, der har gjort karriere ved at synge om at blive ydmyget og regnet for nul og niks.
Færdig med slag, men i høj grad slagfærdig var Sharon Van Etten med den tindrende stemme og de stærke sange et skønt bekendtskab.
Fuldmodent talent
Siden 2009 har hun sunget sig vej ind i stadig fleres hjerter med sine højst personlige sange med lige dele folk og rock og på gennembrudsalbummet ’Are We There’ nu også med country-fraseringer. Lucinda Williams har ikke levet forgæves, men som hos kollegaen Angel Olsen og i øvrigt Lana del Rey, er den magiske ingrediens arven fra Tarnations Paula Frazer. Kvindens krystallinske sårbarhed stukket i cowboystøvler.
Sharon Van Ettens tredje album, ’Tramp’ fra 2012, viste hende som et næsten fuldmodent talent. Med ’Are We There’ opfylder hun 33 år gammel løfterne med et helstøbt, sitrende album, hvor hun som sangerinde placerer sig helt oppe på øverste hylde.
Jazzhouse: Vi er ikke en støjrocksceneDet kunne man heldigvis godt høre i Lille Vega, hvor Sharon Van Ettens karakteristiske dobbeltharmonier blev varetaget med hjælp fra sangerinden Heather Woods Broderick. Heldigvis, siger jeg, for det var ingen selvfølge.
Sharon Van Etten brændte igennem som sanger og scenepersonlighed, men bandet bag hende var ramt af en sen udskiftning og spillede måske derfor alt for meget på det sikre. Måske havde usikkerheden bredt sig til lydmanden, der i dagens anledning havde fået ører af træ.
Men sangene og Sharon Van Ettens levering fejlede mildest talt ikke noget. ’Afraid of Nothing’ indledte koncerten som en fanfare, og en gennemspilning af ’Are We There’ satte tyk streg under sangenes kvalitet. ’Taking Chances’, ’Your Love Is Killing Me’ og ’I Love You But I’m Lost’ blev smældet ud over scenekanten, så det rystede og rislede op og ned ad rygraden.
Lydkunstner: »Stilheden skal vi nok nå hen til før eller siden«Disse sange fra kærlighedens slagmark er rå og blodige som det kød, man lægger på et blåt øje. Men da ’Every Time The Sun Comes Up’ stod op som ekstranummer også bevisligt så rankt strålende, at de i sig selv udgør den mest udsøgte hævn over idiotkæresten fra Murfreesboro.
fortsæt med at læse
