På omslaget til Sharon Van Ettens seneste album, ’Are We There’, kan man se det, der blev åbningen til et skelsættende eventyr i hendes liv og i hendes sangskrivning. Et sorthvidt fotografi af en kvinde, som læner sig ud ad et bilvindue med sit lange hår hængende løst. Sharon Van Etten tog billedet en af de sidste dage, hun boede i den lille by Murfreesburo i Tennessee i 2004. Det forestiller hendes bedste veninde fra de fem år, hvor Sharon Van Etten dels solgte kaffe og plader i butik i byen, dels levede i et voldeligt forhold.
»Jeg elsker det fotografi. Det opsummerer, hvor vi var dengang: på vej væk fra det, vi kom fra. Nysgerrige efter at tage nye steder hen. Vi var begge ved en skillevej. Den dag, jeg tog det billede, var den sidste dag, vi var sammen. Så flyttede hun til Indiana, og jeg flyttede til New York«.
Men det sort-hvide fotografi, som Sharon Van Etten tog den dag på landevejen i Tennessee, symboliserer også en tid, der var så ødelæggende, at hun måtte flygte fra den. I dag er det lige nøjagtig det voldelige forhold, hun rejste væk fra dengang for ti år siden, der er hendes drivkraft som sangskriver.
»Jeg er ikke af sind et mørkt menneske. Men hvis jeg ikke skrev, ville jeg have det dårligt. Det har jeg prøvet«.
