Foto: Richard Gray/PA Photos

Når kærligheden bliver til kviksand

I fem år levede Sharon Van Etten sammen med en mand, der tævede kraften ud af hende både fysisk og psykisk. I dag er hun sluppet væk fra volden. Men hun bearbejder stadig de dunkle år i sine sange.

På omslaget til Sharon Van Ettens seneste album, ’Are We There’, kan man se det, der blev åbningen til et skelsættende eventyr i hendes liv og i hendes sangskrivning. Et sorthvidt fotografi af en kvinde, som læner sig ud ad et bilvindue med sit lange hår hængende løst. Sharon Van Etten tog billedet en af de sidste dage, hun boede i den lille by Murfreesburo i Tennessee i 2004. Det forestiller hendes bedste veninde fra de fem år, hvor Sharon Van Etten dels solgte kaffe og plader i butik i byen, dels levede i et voldeligt forhold.

»Jeg elsker det fotografi. Det opsummerer, hvor vi var dengang: på vej væk fra det, vi kom fra. Nysgerrige efter at tage nye steder hen. Vi var begge ved en skillevej. Den dag, jeg tog det billede, var den sidste dag, vi var sammen. Så flyttede hun til Indiana, og jeg flyttede til New York«.

Men det sort-hvide fotografi, som Sharon Van Etten tog den dag på landevejen i Tennessee, symboliserer også en tid, der var så ødelæggende, at hun måtte flygte fra den. I dag er det lige nøjagtig det voldelige forhold, hun rejste væk fra dengang for ti år siden, der er hendes drivkraft som sangskriver.

»Jeg er ikke af sind et mørkt menneske. Men hvis jeg ikke skrev, ville jeg have det dårligt. Det har jeg prøvet«.

Sharon Van Etten virker lige så ærlig i telefonen fra New York, som hun gør, når hun sætter billeder på sine følelser i sine sange.

Det er sange om nære relationer og især om kærlighedsforhold, hun skriver. Temaet er lige så gammelt som the blues. 33-årige Sharon Van Ettens måde at håndtere det på musikalsk er både personlig, direkte og raffineret: Teksterne er helt bogstavelige analyser af relationer, men den musikalske iscenesættelse er som dragende, varierede og dunkle små eventyr rundet af både folkrock, country og popmusik.

I Politiken gav musikredaktør Simon Lund hendes seneste album ’Are We There’ fem hjerter, da det udkom tidligere i år, og skrev blandt andet:

»I afdæmpede arrangementer og med en stemme, der skurrer mod sjælen, tegner Sharon Van Ettens dystre rocksange på ’Are We There’ et portræt af kærligheden som en rå kampzone, som et sted, hvor man faktisk kan miste sig selv, tabe kontrollen og afsky sit eget spejlbillede«.

Fordi jeg var forelsket

Fem år efter at Sharon Van Etten tog billedet af veninden i bilen, udsendte hun i 2009 debutalbummet ’Because I Was In Love’, hvor hun for første, men ikke sidste gang beskæftigede sig med, hvad der var hændt hende i Tennessee.

Hun var purung, da hun flyttede dertil fra New Jersey, hvor hun voksede op som den midterste af fem søskende. Faren var computerprogrammør, moren var historielærer, og børnene fik en barndom præget af begge forældres store interesse for rock og pop. Vinylpladesamlingen derhjemme var fyldig, og forældrene valgte tidligt at sende ungerne til musikundervisning.

Sharon gik til violin, klarinet, korsang og klaver og lærte derudover sig selv at spille guitar ved at øve sig på bl.a. samtlige sange fra Neil Youngs ’Harvest’. Da hun flyttede sydpå efter gymnasiet, var det egentlig for at studere indspilningsteknik på Middle State Tennessee University.

Men hun droppede ud af universitetet efter et år. Hendes daværende kæreste brød sig nemlig ikke om, at hun dygtiggjorde sig inden for musik. Eller at hun spillede musik. Eller at hun skrev sine egne sange.

Faktisk brød han sig nok overhovedet ikke om hende. Men via sin forelskelse i ham var hun havnet i et forhold, hvor han trampede på hende og tævede hende både fysisk og psykisk, og hvor hun til sidst troede, at hun ikke kunne undvære det.

»Jeg var holdt helt op med at tro på mig selv, da jeg flyttede til New York i 2004. Det sker, når man lever i et voldeligt forhold så længe«.

Vagabond

En dag fik Sharon Van Etten samlet mod nok til at rykke væk fra det brutale forhold i Murfreesburo, uden at andre end to af hendes veninder vidste besked. Mens kæresten ikke var hjemme, blev hun hentet af veninderne og kørt til en lufthavn. Det eneste, hun fik med sig, var en pose tøj og sin guitar.

Da hun landede i New York, var hun en nedbrudt ung kvinde. Det tog hende år at genvinde selvtillid til at optræde med sine sange.

»I nogle år arbejdede jeg på en bar og i en spiritusforretning i New York og begyndte samtidig så småt at spille live indimellem. Jeg spillede altid solo dengang. Og jeg var rædselsslagen for det. Inden jeg gik på scenen, var jeg nødt til at hælde en masse drinks i mig. Når jeg spillede for et publikum, gemte jeg mit ansigt bag et meget langt pandehår. Jeg var meget vred og meget mærkelig i de år. Really weird«, gentager Sharon Van Etten om årene før og omkring udgivelsen af sine første plader.

Efterhånden som afstanden til ungdommens usunde parforhold voksede, blev Sharon Van Ettens kunstneriske selvtillid større. I 2012 fik hun et gennembrud med sit tredje album, ’Tramp’, hvis sange »nærmest i dagbogsform«, som hun har sagt det, handler om hendes første år i New York, inden hun fik sin egen lejlighed først i Brooklyn og siden i Greenwich Village, hvor hun bor nu.

»Jeg boede rundt omkring hos venner og familie i nogle år. Lånte en seng eller en sofa hos dem og måtte indstille mig på at skrive sange og spille guitar, når jeg ikke forstyrrede. Det gav mig god træning i at skrive, lige meget hvor jeg er. Det gjorde også sangene på ’Tramp’ meget spontane«.

’Tramp’ fik ekstra meget opmærksomhed, fordi det var produceret af Aaron Dessner fra The National. Sharon Van Etten havde hørt Aaron Dessner og Justin Vernon fra Bon Iver fortolke en af hendes sange og spurgte Dessner, om han ikke havde lyst til at arbejde sammen med hende. Han havde ikke tid til at producere hendes andet album, ’Epic’ fra 2010, men var parat, da ’Tramp’ blev indspillet to år senere. Siden det album udkom, har Sharon Van Etten haft travlt med at spille live. Også sangene på hendes nyeste album er for en stor del blevet til, mens hun var på farten.

»Efterhånden er det mest naturligt for mig at skrive, mens jeg er af sted hjemmefra. Jeg kan godt nynne melodier i bilen og optage dem, mens jeg kører. Hvis jeg har hovedtelefoner på, kan jeg sagtens indspille, når jeg sover hos venner rundt omkring, eller når jeg bor på hotelværelser«.

Er vi der snart?

Titlen til ’Are We There’ henviser både til et ønske om at finde fred i sig selv efter mange års uro og til det, utålmodige børn siger, når de har siddet på bagsædet af familiebilen for længe. På pladen synger Sharon Van Etten igen skiftevis hviskende og kraftfuldt om at leve i forhold, der ikke altid fungerer lige godt. Nogle sange er inspireret af et forhold, hun har levet i gennem de senere år i New York. Andre er yderligere bearbejdninger af relationen til den voldelige ungdomskæreste, for eksempel ’Your Love Is Killing Me’, der har linjer som:

»Stab my eyes so I can’t see / You like it when I let you walk over me / You tell me that you like it / Your love is killing me«.

Det er følelser, ingen burde kende til. At skrive og synge om dem har hjulpet Sharon Van Etten, så hun ikke for altid er blevet trukket ned af det mentale kviksand, hun stod i for ti år siden.

I dag har hun det for det meste godt, siger hun:

»Jeg har stadig let ved at blive urolig og ængstelig over for, hvad andre mennesker synes om mig og forventer af mig. Den frygt er en stor del af mig. Og når jeg skriver, kommer det mørke i mig tydeligt frem. At skrive er en slags terapi for mig. Jeg skriver fra dystre steder om ting, jeg er nødt til at skrive om for at komme igennem dem«.

Publiceret 16. november 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce