Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rockkoryfæ. Konklusionen på et biografisk efterår, der også tæller bøger om Peter Belli og MC Einar, at færre, men bedre bøger om musikkens store navne vil være den bedste gave til alle os fra rock'n'roll, lyder det fra Politikens anmelder.
Foto: Peter Hove Olesen (arkiv)

Rockkoryfæ. Konklusionen på et biografisk efterår, der også tæller bøger om Peter Belli og MC Einar, at færre, men bedre bøger om musikkens store navne vil være den bedste gave til alle os fra rock'n'roll, lyder det fra Politikens anmelder.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politikens anmelder: Rockbøger til morfar

Politikens Erik Jensen guider til det brede udvalg af biografier.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den velkendte trilogi af sex and drugs and rock’n’roll plejer med tilføjelsen af en fjerde mulig makker, døden, at være det bæger, man dypper hønsefjeren i for at skrive biografier om store musikere.

Men hvad så, hvis musikerne overlever alle fire fristelser og når op omkring pensionsalderen, hvor hygge med konen, børnebørnene, den gode mad, lidt musik og maleri til husbehov er de store laster?

Ja, så har vi sateme ikke balladen! Og det er jo noget gedigen gedeost i forhold til bogsalget. Alligevel væltes der halvslatne biografier om danske rockkoryfæer på markedet i enorme mængder. Der er mere venlig morfar end farlig rock’n’roll over de fleste af dem.

Neutral gennemgang af Kim Larsens liv
For Kim Larsen, der notorisk hader at være i centrum for sin person, har det været et hårdt efterår. Den 66-årige sanger har været hovedperson i to bøger, der føjer sig til dem, der fandtes i forvejen, af blandt andre Peder Bundgaard og Torben Bille.

Produceren Kim Hyttels hævntogt mod Larsen og andre ronkedorer fra rockland var tæt på kvalmende gennemskuelig i alt sin selvovervurdering.

LÆS OGSÅ

Selv om det også er historier om ’Solisten’ og hans vanskeligheder ved at fastholde sociale bånd, selv over for sine egne børn, der har solgt den i medierne, er der anderledes gods i journalisterne Jakob D. Lund og Peter Rewers’ bud.

Bogen er en neutral, kronologisk og tematisk gennemgang af Kim Larsens liv og værk, som er bedst i den del, der omhandler barndommen og ungdommen.

Så snart Larsen får fat med Gasolin’ og bliver en verdensstjerne i Danmark, tørrer de gode kilder nemlig ud. Det er en skam. Men til større skade for bogen er det, at forfatternes tilstræbte objektivitet indimellem gør den til en underlig upassioneret og flad oplevelse, når det nu handler om en impulsiv og passioneret personlighed som Larsen.

Når det kommer til forsøgene på at analysere Kim Larsens musik, falder projektet sammen. Det har de to journalister desværre hverken gløden, sproget eller evnerne til, og det er ærgerligt. De ekspertkilder, der er interviewet for at komme emnet nærmere, taler mest i banaliteter.

Vi mangler stadig den helt rigtige bog om Kim Larsen. Hvis den skal udkomme, kræver det formentlig, at manden selv medvirker. Keep dreaming, som man siger.

Den observante og reflekterede Falch
»Hvis jeg kunne blive lykkelig nu, ville jeg så være det?«

Sådan er den sidste og måske bedste sætning i Michael Falchs ’Trækruter’. Det er den tredje samling med dagbogsnotater fra den observante og reflekterede Falch, der for en halv snes år siden udgav to lignende bøger, ’Helligdage’ og ’Hjemveje’.

Dengang var Michael Falch alkoholiker og gift. I dag er han tørlagt og skilt.



Sammen med opgøret med det intense »nu«, der ifølge sangeren selv har forhindret ham i at tro på fremtiden, er det ædruelige liv omdrejningspunktet for en velskrevet bog. Den bliver også en form for vækkelsesskrift.

Som skribent trækker 55-årige Michael Falch ikke bare på kristendommen, men på sin indsigt i rockmusikken og sin fyldige litterære bagage.

Sansningen af eksempelvis en koncert med Bob Dylan i Odense er fornem. Han er tilstræbt ærlig, men går aldrig planken helt ud i eksempelvis sine beskrivelser af skilsmissens smerte eller en ny forelskelse og vanskelighederne ved at give sig hen til endnu et parforhold.

Modspil savnes til Madsens charmerende postulater
Opskriften på godt biografisk stof kan være at lade hovedpersonen selv føre pennen. Også selv om det i sagens natur bliver lige lovligt forsmået og selvsmagende.

Selv om han ikke selv har skrevet ’Nattegn’, medvirker Johnny Madsen i den grad i bogen. Ja, den 60-årige veteran fra Thyborøn kunne næppe selv have skrevet en mere venlig bog om sig selv.

For den ellers erfarne journalist Pia Elers, der har været på TV-avisen i årevis og nu er korrespondent i Kina for Børsen, er tydeligvis meget begejstret for den gode Madsen, som hun har kendt siden deres fælles ungdom i Lemvig.

Således omtales Johnny Madsen stort set konsekvent bogen igennem som »rockstjernen«. Den nærmest næsegruse beundring betyder, at hovedpersonen får mindst lige så meget medvind som hjemme i stormstærke Thyborøn. Men man savner godt nok noget modspil til Madsens behændige og charmerende postulater.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er trods alt kun tre år, siden samme forlag udsendte Anders Houmøller Thomsens ’Særling uden ende’, der var en forbløffende kedsommelig bog om en så farverig person og kunstner som Johnny Madsen.

Selv om Pia Elers i den grad er med bag kulisserne, at hun på et tidspunkt bor ganske gratis i et af Madsens huse på Fanø (hvilket vel i øvrigt er en diskutabel adresse for en biografiforfatter), kommer der ikke mere sjov ud af det her.

Den ligeledes troende Johnny Madsen har altid selv brugt rige mængder sprut i etableringen af sin egen myte som vestjysk hobo udi blues, og bogen indledes med en ulykke, hvor hovedpersonen er ved at tage livet af sig selv i spritkørsel.

Men den venlige Pia Elers beder ikke rockstjernen forholde sig til drikkeriet. Et sted konstaterer hun bare at »... indtagelsen af alkohol ikke længere er noget problem ...«. Jamen, så siger vi det.

De mange og lange afsnit om Johnny Madsens succesrige malerier kalder især på nogle modhager. Man savner, at Elers gør, som Madsen selv, når han føler, at nogle af malerierne er for genstridige: »Indimellem er der nogle figurer, der ikke vil, som jeg vil, og så kan de få en grøn klat i hovedet«.

Ikke som at se Krebs live

I lighed med Johnny Madsen har også Poul Krebs udgivet en ny cd i forbindelse med sin biografi. Og lad det bare være skrevet med det samme, at den musikalske del af ’Der er noget ved alting’ swinger en hel del mere end bogen.

Den er mindst lige så venlig som historien om kollega Madsen, men til gengæld skrevet med brug af bunker af klicheer og udråbstegn, der gør læsningen til en tvivlsom fornøjelse.

Allerede på bagsiden kan man konstatere, at »intet vil være mere forkert end at sætte en fast etikette på denne rastløse sjæl, som altid er i bevægelse som kunstner og menneske«. Nej, men så lad da være, fristes man til at sige til bogens forfatter, journalisten Stig Matthiesen.

Han spreder ydermere sin historie i så mange retninger, at det ender med at blive ligegyldigt. Nydelsen i bogen er Carsten Ingemanns meddigtende fotos, der langt bedre end de alt for mange ord formår at indfange atmosfæren hos især livekunstneren Poul Krebs og hans band. En ganske imponerende bedrift af Ingemann, men ikke helt nok til at berettige en bogudgivelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden