Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Overlever. 1. januar 1943. Louie Zamperini ser ud fra et bombefly, sted ukendt. Få måneder senere får den amerikanske bombeskyttes B-24’er motorstop over havet, og han og én mere overlever 47 dage på havet, mens deres redningsflåde driver 3.200 kilometer mod sydvest. Zamperini overlever derefter over to år i rå japanske fangelejre. Arkivfoto: AP

Overlever. 1. januar 1943. Louie Zamperini ser ud fra et bombefly, sted ukendt. Få måneder senere får den amerikanske bombeskyttes B-24’er motorstop over havet, og han og én mere overlever 47 dage på havet, mens deres redningsflåde driver 3.200 kilometer mod sydvest. Zamperini overlever derefter over to år i rå japanske fangelejre. Arkivfoto: AP

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Ukuelig' er en uforglemmelig bog om flystyrt, fangelejre og følgesygdomme

Laura Hillenbrand fortæller medrivende om Louie Zamperinis overlevelse i Stillehavet under 2. verdenskrig.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I august i år bragte amerikansk presse nekrologer over en ældgammel forhenværende fisker, der var død på stillehavsøen Rannoga 1.400 km øst for Ny Guinea.

Forklaring: Eroni Kumana havde i 1943 frelst søløjtnant John F. Kennedy og hans besætning, da deres torpedobåd blev vædret af en japansk destroyer.

Kumanas ø var besat af japanere, men han reddede de amerikanske marinere ved trods dødsrisiko at sejle til en US-base med Kennedys nødråb snittet ind i skallen på en kokosnød.

Kennedy fik kokosnødden med hjem som trofæ, og den siges at have stået på præsidentens skrivebord i det ovale værelse. I alt fald kan den beses på The John F. Kennedy Memorial Library, og familien hædrede fiskeren.

Det japanske angreb på Pearl Harbor-basen på Hawaii 7. december 1941 og den følgende Stillehavskrig, der kostede over 200.000 amerikanske liv (og 1,8 mio. japanske), spiller en mytologisk rolle både i Staternes militær- og kulturhistorie.

Det skal med i oppakningen, hvis man vil forstå amerikansk mentalitet – og hvis man vil have det bedste ud af Laura Hillenbrands bog.

Indrømmet: Umiddelbart kan den ligne en blockbuster – i dramatiserende stil og en langtudspunden fortælleform, men fordi en bog står i 185 uger på New York Times’ bestsellerliste, behøver den jo ikke at være pop!

’Ukuelig’ savner et forord, og først på side 583 oplyses det, at Laura Hillenbrand faktisk bygger på autentiske kilder: dagbøger, breve, arkiver og 75 samtaler med hovedpersonen, der døde i sommer, 97 år gammel. Men undervejs er man blevet revet med, overbevist, overvældet.

Tørret ind til mumier

Jo, det stod der: 97 år blev vor helt. En overlever for Herren. Det er jo pointen.

Louie Zamperini kom fra en italiensk familie i Torrance, Californien, og var som ung en kendt 5.000-meter-løber og deltager ved de olympiske lege i Berlin i 1936 (tid: 14:46,8).

I 1942 blev han indkaldt til flyvevåbnet, og efter hård træning (flyvernes træning kostede seks gange så mange liv og maskiner som kamphandlingerne) blev han bombeskytte i eskadrille 42 i 7th air force, stationeret på Hawaii.

Under en aktion i maj 1943 fik hans B-24’er motorstop over havet, 3 overlevede styrtet, og i 47 dage drev deres redningsflåde 3.200 km sydvestover, indtil de nåede en af Marshalløerne.

Den hidtidige rekord i overlevelse på åbent hav var 34 dage, og da Louie og hans makker Phil (mand nr. 3 døde) i 7 uger havde levet på regnvand, rå fisk, hajlever og søfugle, var de tørret ind til mumier med halv legemsvægt.

At følge, hvordan de med åren forsvarer sig mod kæmpehajer og holder vanviddet stangen ved at synge julesange, lave quizprogrammer og verbalgastronomi for at suggerere mæthed – det overgår alt, hvad jeg nogensinde har læst og fattet.

Louies odyssé fortsætter via fangeøer og -lejre til den sorteste af alle den japanske kejsers krigsfangelejre: Naoetsu. Mens Japan pulveriseres af amerikanske bomber, udsættes fangerne for alt fra udmarvende sygdomme, tvangsarbejde og sult til sadistiske fangevogtere.

Værst er korporal Watanabe, der ter sig »som en løve på fri fod i junglen«. Hans plan er at tvinge Louie til at deltage i radiopropaganda, men Louie giver sig ikke – og overlever med det yderste af neglene.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki 6.-9. august 1945 slutter krigen og redder fangerne fra at blive likvideret.

De er skind og ben og »svage som græsstrå«, og da en amerikansk journalist genfinder den forhenværende atletikhelt, som man troede død, jubler han tværs over forsiden på Los Angeles Times: ’Zampirini tilbage fra de døde’ .

Kameler, klicheer og tomgang

Først langsomt sendes stillehavsfangerne hjem. Efter heltemodtagelsen rammes næsten alle af følgesygdomme og traumer, såkaldte psykoneuroser. Mange får angst- og raserianfald bare ved at se en ’japser’.

Louie bliver ekspresgift, men drikker og vil til Japan for at myrde sin bøddel, indtil han bliver grebet af lægprædikanten Billy Graham og finder ro i kirkeligt ungdomsarbejde.

Som krigshelt får han sportspladser opkaldt efter sig og forsoner sig gradvis med den gamle fjende. I 1998 opnår han at løbe med den olympiske fakkel fra sin forhadte lejrby.

Undervejs i dramaet må man sluge lidt kameler, klicheer og tomgang, men overordnet er det imponerende fortalt.

Laura Hillenbrand syntetiserer et læs af kilder og detaljer, så man følger mange parallelle skæbner, både i lejrene og i det civile liv. Det overblik er usædvanligt i den såkaldte vidnelitteratur.

Forfatteren får også forklaret vitale forskelle mellem japansk og vestlig mentalitet. Mens allierede krigsfanger i de tyske Stalag-lejre delvis nød Genèvekonventionens beskyttelse, ydmyges fangerne systematisk i det kejserlige helvede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det skyldes dels, at tidens japanere var indoktrineret til at betragte ’hvide’ som undermennesker, dels at det ifølge deres æresbegreber var vanærende at overgive sig frem for at begå selvmord (enkelte japanere vover dog at vise medfølelse).

Omvendt kæmper de allierede fanger for at overvinde den påførte skam og reetablere deres værdighed – bl.a. ved at sabotere tvangsarbejdet, trods strafrisikoen. Den kamp fortsætter efter krigen, selv hvor den kan blive til selvdestruktiv adfærd.

Og det er det overordnede indtryk af dramaet: målløs beundring for menneskers livsvilje, snilde og civilcourage – trods alle odds. En uforglemmelig bog.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden