Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Diskret. Helle Stangerup var et privat menneske, men lukkede offentligheden en smule indenfor med sin selvbiografi fra 2011.
Foto: MARIA FONFARA

Diskret. Helle Stangerup var et privat menneske, men lukkede offentligheden en smule indenfor med sin selvbiografi fra 2011.

Bøger

Helle Stangerup var for kulørt til den gode smag - men sej var hun sgu

Forfatteren Helle Stangerup færdedes i datidens pæne jetset og skrev indsigtsfulde romaner.

Bøger

Helle Stangerup var en kvinde med mange facetter.

Mest fremherskende i det liv, der nu er afsluttet, var nok en stærk selvdisciplin og et både køligt og kunstnerisk gemyt. Det afspejler sig i hendes juridiske uddannelse, hendes baller ved hoffet, hendes strenge sygelejer med medfødt dobbelt hofteskred og truende invaliditet, hendes ægteskab med lensgreven på Knuthenborg og hendes lange skønlitterære forfatterskab med grundig, omhyggelig research. Samt ikke mindst en tobinds gendigtning af Saxos Krønike (i 1999).

Helle Stangerup var født ind i et privilegeret, rigt begavet, men også kompliceret hjem som datter af en lærd, ambitiøs og i sin samtid feteret og omstridt litterat, Hakon Stangerup, og en smuk, frustreret, følelsesstyret og manipulerende mor, skuespillerinden Betty Söderberg.

Og så var hun til overflod datterdatter af den svenske forfatter Hjalmar Söderberg, som er ophavsmand til credoet: »Jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed«.

Helle Stangerup og hendes bror Henrik kom på hver sin vis til at personificere begge dele; men det var udelukkende Henrik Stangerup, der i sit forfatterskab gav udtryk for det problematiske i opvæksten.

En del af jetsettet

Helle Stangerup var i alle sine roller nok diskussionslysten – og som jurist på forfatterbarrikaderne – men altid personligt diskret. Ikke for ingenting hed hendes erindringer fra 2011 ’Bag skodderne’. Her giver hun dog et indblik i sit liv, usentimentalt og uden selvmedlidenhed. Da ’Bag skodderne« udkom, skrev dagbladet Informations anmelder: »Sej er hun sgu, trods de plisserede nederdele, spadseredragter og elegante frakker, der altid har gjort hendes image mere mondænt end almindeligt for danske forfattere«.

LÆS ANMELDELSE

Helle Stangerup kom på kostskoler i udlandet, gik i gymnasiet med den senere dronning Margrethe og færdedes i datidens pæne jetset. Hun var sågar efter eget udsagn lidt betaget af den unge Henri, som Margrethe kort efter blev forlovet med. At blive noget så letsindigt som forfatter lå ikke lige for, og ligne sin mor ville hun vist helst ikke, så Helle Stangerup kedede sig gennem et jurastudium og blev kandidat i 1966.

Allerede året efter debuterede hun med kriminalromanen ’Gravskrift for Rødhætte’. Det var dog først med ’den svære toer’, at hun slog igennem: Hvor debuten foregik i et internationalt luftfartsmiljø, var personerne i ’Gule handsker’ – med intens miljøskildring og fortættet suspense – placeret i den danske provins. Og der blev Helle Stangerup også snart selv placeret.

I 1968, samme år som hendes gennembrud som forfatter, mødte hun sin senere ægtemand, lensgreve Adam Knuth (der havde sin egen belastede baggrund; hans farmor var eventyrersken Sylvia Pio og hans far incestuøs nazist).

Børnebog og spændingsromaner - og så kom de historiske

I 1969 bosatte Helle Stangerup sig på mandens slægtsgods Knuthenborg på Lolland, blev lensgrevinde og mor til to sønner og udgav i 1978 som Helle Knuth en munter børnebog om den safaripark – Nordeuropas største og stadig eksisterende – hun og manden opbyggede: ’Knuthenborg Safaripark, set indefra’. Men inden da havde hun udgivet yderligere spændingsromaner.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I 1980 udkom den psykologiske gyser ’Ulvetid’, som straks blev filmatiseret med Frits Helmuth, Ghita Nørby og Jannie Faurschou.

Efter ti års ægteskab blev Helle Stangerup bogstavelig sat på porten af sin mand lensgreven. Skilsmissen blev hvad der dengang hen ’celeber’, fordi omstændighederne var som husspektakler de luxe. Mens lensgrevinden var på langvarigt hospitalsophold efter endnu en stor rygoperation, var en ny kvinde var installeret på Knuthenborg, og ambulancen måtte tage båren med Helle Stangerup med igen.... Siden sagde hun selv i vanlig stil: »Da medierne gik løs i sin tid, var jeg helt cool. Jeg vidste nøjagtig, hvad jeg skulle gøre og ikke gøre. Ikke svare. Ikke stille op (...)Ikke gøre noget som helst. Der var jeg min egen spindoktor, selv om alle sagde til mig, at jeg skulle invitere bladene til at fotografere mig med mit jernkorset og mine krykker. (....)Men nej. Billederne ville have forfulgt mig hele livet. Man skal heller ikke appellere til medlidenhed, når man har været i den mere forvænte ende af samfundet«.

I 1985 sprang hun ud som den forfatter til historiske romaner, de fleste kender i dag. Med ’Christine’ – datter af Christian II 2. – ville Helle Stangerup med egne ord skildre »den magt og indflydelse, som kvinderne havde, inden de blev ofre for victorianismens moralsyn og ændrede samfundsforhold, som bevirkede, at de bedrestillede forfaldt til lediggang, parykker og pudder«.

Det var en diskret form for feminisme, der nok gik hen over hovedet på de fleste dengang – som overklassens spredte, illusionsløse klarsyn har det med at gøre. (Og dog: Helle Stangerup fik i 1990 Thit Jensens Forfatterlegat.)

For kulørt til den gode smag

Efter succesen med ’Christine’, som modtog Boghandlernes pris De Gyldne Laurbær, udgav Helle Stangerup ’Spardame’, endnu en roman om fortidens stærke kongelige kvinder, denne gang i Christian IVs nærhed, og i 1992 udkom ’Sankt Markus nat’ fra reformationstiden.

Helt velanskrevet på det litterære parnas blev Helle Stangerup aldrig: hendes bøger var for kulørte til den helt gode smag og for samvittighedsfuldt udførte til den dårlige. Men de er blevet rost for deres fine psykologiske indsigt, indre logik og gode smag, med andre ord: de forfalder ikke til sentimentalitet.

Hendes bøger var for kulørte til den helt gode smag og for samvittighedsfuldt udførte til den dårlige. Men de er blevet rost for deres fine psykologiske indsigt, indre logik og gode smag, med andre ord: de forfalder ikke til sentimentalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I den tredje fase af sit forfatterskab – som er oversat til flere sprog – vendte Helle Stangerup tilbage til nutiden og til dels til thrilleren: ’Stedfar’ foregår blandt rige, dekadente, griske mennesker, inspireret af magtmenneskene bag Nordisk Fjer. Mens hun boede i London omkring årtusindskiftet skrev hun ’Skæbnegalleriet’, om maleren Hans Holbein og Henrik VIIIs hof og den Agatha Christie-lignende spændingsroman ’En forskers død’. Også den var inspireret af virkelige begivenheder, nemlig den engelske våbeninspektør David Kellys mystiske død i 2003 efter hans læk af uønskede oplysninger.

I 2010 vendte Helle Stangerup tilbage til Danmark, og i sin sidste tid var hun plaget af sygdom. Men sej var hun sgu.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce