Krig er gået i fisk
Michael Scheuer: Imperial Hubris: 'Why the West Is Losing the War on Terror'. I de lange aftener i gemmestedet i Pakistan må Scheuers værk fra 2004 have været rart at varme sig ved. Ikke bare erklærer Scheuer, at Vestens – og naturligvis især USA’s – krig mod terror er gået helt i fisk. Han hylder bin Laden selv som »den mest respekterede, elskede, romantiske, karismatiske og måske dygtigste person i de seneste 150 års islamiske historie«. Meget bedre bliver det ikke – især ikke fordi Scheuer er tidligere CIA-officer og i tre år var leder af den afdeling, der jagtede bin Laden.
Storhed og Fald
Paul Kennedy: 'The Rise and Fall of Great Powers'. Det legendariske værk om, hvordan stormagter ender med at falde, fordi de forsøger at strække deres ressourcer for vidt, har Osama formentlig igen og igen nikket tilfreds til. Ikke bare formåede han at ramme USA i hjertet af dets magt og prestige 11. september, USA slog som et såret dyr hurtigt også tilbage i Afghanistan og Irak, men løb ind i problemer begge steder. Så selv om han selv måtte flygte fra Afghanistan, må Kennedys værk alligevel have styrket bin Laden i hans tro.





