En fransk ungersvend sidst i 20’erne, Philippe, kører nat og dag i et stræk ned igennem Frankrig ad små veje mod bjergene og grænsen til Spanien.
Det er sommer, og få måneder før var han sammen med familien for at bisætte sin elskede mindre søster Claire. Død under mystiske og melankolske omstændigheder, men sikkert nok for egen hånd.
En kvinde, som familien aldrig selv fik hånd om som andet end psykisk besvær og slægtsmæssig skuffelse. Her ikke så langt uden for Paris og så alligevel i den dorske fade franske provins med farlige forbindelser og sinistert sammenhold.
Et klanagtigt netværk, der har vævet et dække sammen over sager og affærer, som slet ikke tåler dagens lys. Her på bøhlandet, hvor livet går med dagens dont og desuden at gøre hinanden tjenester i hverdagen for så at skyde sammen til måls med store våben om søndagen.
Impressionistiske korte glimt
Undervejs i bilen samtaler Philippe med en anden person, som snart gestalter sig som endnu en søster, efternøleren Marie. En monolog, som mere og mere antager form af bekendelse af ting og sager i familiens fortid, som dirrende er strammet skæbnesvangert til sammenbrud for ikke så længe siden.
’Sommer med familien’ er en fænomenalt sikker debut af fotografen Arnaud Delrue; små tætte kapitler sat op med impressionistisk korte glimt og indtryk af situationer fra andre sæsoner om diverse familiemedlemmer samt venner i og omkring et hus styret af en puritansk og rigid moder, der siden faderens død er sprunget ud som familiens monster af en bidronning.
Ud over søsteren Claire, som synes at have været både labil og poetisk, er der i Philippes liv en rødhåret kvinde på hans job i et forsikringsselskab, som han har noget uforløst kørende med på arbejde og i privatliv.
Modernismens antihelt
Alt sammen fortalt i en episk form a la en tragt med tilsyneladende spontane og alligevel signifikante fragmenter, det, de franske litterært kalder bric-à-brac. Stumper og stykker, som til sidst samles til en spids sort og smertelig episk slutning, der forklarer det meste. Sådan da.
Den jegfortællende narrativt diffuse og neurotisk uklare Philippe er klart i familie med Frankrigs og modernismens indolente antihelt
Den jegfortællende narrativt diffuse og neurotisk uklare Philippe er klart i familie med Frankrigs og modernismens indolente antihelt. Det meningsforladte, ladt omstrejfende og løsagtige menneske, som Albert Camus med inspiration fra landstrygeren Frank i James M. Cains ’Postbudet ringer altid to gange’ gjorde til verdenslitteratur med sin Meursault i klassikeren ’Den fremmede’.
En lille sort perle
Samtidig skriver Delrue sig sikkert ind i den nutidige renæssance for fransk krimilitteratur sammen med navne som Grangé, Vargas, Lemaitre, Férey og Thilliez. De sorte krimigallere, englænderne begejstret markedsfører som French noir, og som så småt er ved at vinde ind på vor egen Nordic noir i popularitet.
Krimien drejes væk fra den forbrugervenlige livsstils skandinaviske socialrealisme til den mere grotesk eventyrlige, men også eksistentialistiske intrige af surreel skæbne, samspilsramte relationer udi slægt og sex.
Lad mig slutte med en kliché. Dette er krimien for den, som foragtende har misforstået genren. En fin en lille sort perle made in France.
