Himmelvendt. Men med benene først. Jacob Skyggebjerg går nye veje i sin kollektive påskefortælling.
Foto: Joachim Adrian (Arkivfoto)

Himmelvendt. Men med benene først. Jacob Skyggebjerg går nye veje i sin kollektive påskefortælling.

Bøger

Jacob Skyggebjerg leverer realisme uden kant i den svære toer

Trods gode idéer er opfølgeren til forfatterens debut satire uden smæld.

Bøger

Hvor ville det være bekvemt, hvis man kunne lægge sig i slipstrømmen af den (medie)begejstring, der har fulgt rapperen og forfatteren Jacob Skyggebjerg siden debutromanen ’Vor tids helt’ i 2013. Hvor ville det være lækkert, hvis man kunne omfavne hans nye kollektivroman som et indlysende blæret U-turn i forhold til det autofiktive spor, han tumlede halvanarkistisk og jordslået poetisk ud ad i sin første forhutlet drengede og skidegode jeg-jeg-mig-roman.

Selv finder Jacob Skyggebjerg sikkert al den bekvemme velmenen rimelig ulækker, så måske er det okay at sige det ligeud: ’Hvad mener du med vi’ er en af den slags romaner, der er sjovere tænkt end skrevet. Og konceptet er virkelig alt andet end en kedelig gentagelse af en allerede etableret succes:

Rappoeten, der mødte os med bar overkrop, joint og fuckfinger på debutromanens cover, hænger på det nye nu som en korsfæstet Jesus – stadig med bar overkrop – og en gigantisk glorie foruden en horde af kvinder for sine fødder. Ikke mere taletid til den herre, nu er det damernes tur! En selvoppustet høflighedsgestus, som fejer gennem hele romanen, hvor kvindekoret kun forstyrres af havegartner og husspøgelse, men hvor forfatteren Skyggebjerg til gengæld driver sine heltinder som hyrden sine får.

Ingen slipper for konceptualiseringen, der måske ikke strammer helt så meget som Indre Missions, men næsten. Korsfæstet, jo tak, men stadig herre i eget hus.

Dopet dialog

Syv kvinder mødes på en højskole i det jyske for at bruge påskedagene til at skrive. Død og opstandelse – det er jo den perfekte ramme for en forfatter i proces. En og en introduceres kvinderne, og en og en takker de af, mens dagene imellem går med oplæsning og madlavning i storkøkkenet, det itale- og iscenesatte samvær, billedet på det danske fællesskab generelt. Det politiske, det religiøse, det nationale, det familiære og det kollegiale – alle fællesskabsformerne ventileres hen over suppe, andesteg og tønder af vin.

Den første kursist, vi møder, er Egi, der oven på en tvivlsom nat lige skal dampe af med Christian og en bajer på Hovedbanen, inden hun får fjumret sig af sted mod Jylland:

»hvorfor går du bare? – Jamen, jeg skal jo nå toget. – Det er da først klokken ni! – Jeg troede, du var gået. – Jeg sagde, jeg gik ind efter øl! Hvad fanden har du gang i? Hvorfor fanden skulle jeg bare gå? Hvad fanden? – Ja – men, du gik sgu da med hende der den fucking lortelebbe. – Jamen, du kan da rende mig i røven, jeg sagde jo, vi gik ind for at købe øl! – Ja, som om I gik ind for at købe fucking øl. – Fucking øl? Vi gik ind for at købe fucking øl. Men du tror selvfølgelig alt muligt lort om mig, fordi du selv er sådan! – Ja, du sad sgu da og kyssede hende!«.

Så er vi fucking i gang, udråbstegn! Ganske underholdende og lidt ligesom at høre en dopet dialog fra 1990’ernes satiriske taberteater. Det er såmænd ikke her i præsentationen af sine mere eller mindre forpinte kvinder, at Skyggebjerg taber terræn, det er heller ikke i oplæsningen af deres litterære arbejder, det kikser.

»Hold kæft!«

Smagsprøverne på børnelitteratur med ulden morale, »sprængfarlig færøsk socialrealisme« eller erotisk thriller, spændt op med gigantiske brystimplantater af smuglerdope, er som oaser af sproglig, upoleret vildskab; en stribe indblik i forfatterens ufærdige arbejde, skrevet af en forfatter, der tydeligvis ved, hvornår en tekst skurrer på den fine måde.

Nej, det er i korsangen, denne snakken om løst og fast oven i hinanden, at konceptet om at skrive kollektiv danmarkskrønike lader litteraturen i stikken. Som her ved et af måltiderne, hvor den almoderlige Jette sgu bliver sur:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej, men, hvad er I da for nogle mennesker! Vil I bare lade al den dejlige mad gå til spilde? Her har jeg stået i mit ansigts fodsved, havde jeg nær sagt ... Sherry vrænger ad hende. – Du kan jo bare lade være med at bruge al tiden på at lave mad. – ... og lavet mad, spændende mad, til jer alle sammen ... – Du kan jo gemme resten til i morgen, så skal vi nok spise med der. – Der er kanin i, fandeme, og peberkorn! Kartofler og Pastinak! Egi hælder portvin op. Jette svinger en arm i en bue hen over bordet – Lækker vin, tre forskellige slags! – Nu er det jo ikke alle, der er så vilde med ... – Hold kæft!«.

Er det sjovt, at Jette siger »i sit ansigts fodsved«, eller er det sjovt, at hun »havde jeg nær sagt« korrigerer sig selv? Er det interessant, at Sherry vrænger? Er det befordrende for den kollektive ånd, der selvsagt er romanens undersøgelsesgenstand, at stemmerne vælter rundt i en æblegrød af – ofte og sikkert bevidst – uidentificerbare klumper? Mens den første type dialog havde en vis rapkæftet pingpong-dynamik, bliver den anden til realisme uden kant, satire uden smæld. Desværre er der mest af den sidste.

LÆS MERE:

Nå, pyt. Den svære toer er blevet til en sær toer. Det er ikke første gang i litteraturhistorien. Jacob Skyggebjerg kan stadig skrive, og han vil stadig ’noget’ med sin skrift.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce