Jeg holder meget af aforismen som genre. Jeg tænker den som: et spørgsmål i påstandens form, en hypotese fremsat som en bombastisk tese. Foran aforismen er der et implicit: ’Kunne det tænkes, at ...?’. Tag nu en af de mest berømte i nyere tid, Adornos diktum: »At skrive et digt efter Auschwitz er barbarisk«. Hvis man ikke har forståelse for aforismens form, kan man afvise den som radikal og enøjet. Hvis man har forståelse for aforismens form, og det vil sige dens slægtskab med litteraturen, vil man forstå, at den betyder: Kunne det tænkes, at det er barbarisk at skrive et digt efter Auschwitz?, og at det er et sindssygt godt og præcist spørgsmål, som kan afføde (og har affødt) myriader af væsentlige refleksioner over forholdet mellem poesi og vold.

Derfor har jeg ikke lyst til overilet at forarges over de aforismer i Horace Engdahls nye samling, hvor han fremsætter bombastiske generaliseringer om »manden« og »kvinden«. Problemet er bare, at selv om jeg sætter ’Kunne det tænkes, at ...?’ foran, synes jeg ikke, at de afføder perspektivrige spørgsmål og refleksioner. Kunne det tænkes, at »den naturlige modus for en mand er at være tilfreds med sig selv og føle sig vigtig«, og at kvinden foragter manden, fordi hun er udelukket fra denne selvfølelse? Kunne det tænkes, at »hos kvinden fører frihed til depression«, og at »det er hvad en ung kvinde kan lære hos Marguerite Duras«? Kunne det tænkes, at »den fuldbyrdede penetration er evigt et nederlag for kvinden og evigt en sejr for manden«?