Det er ren idyl, solskin, havblik og sommer på Christiansø, det yderste af kongeriget mod øst. Her har Louise slået sig ned som værtshusejer og kæreste med forfatteren Joachim. Men så midt i det hele, midt i cafeen står der pludselig en mand, som hedder Edmund, og siger, at Louise slet ikke hedder sålunde.
Han siger, at hun er Helene, mor og millionøse med et forretningsimperium og på tredje år forsvunden fra hjem og husbond på Silkeborg-kanten.
Stort halløj. Snart og spontant ruller sagen derudad i 'debutanten' Anna Ekbergs umanerligt kulørte roman ’Den hemmelige kvinde’, som hun kalder for en kærlighedskrimi. Og som minder om genrens nye sorte slags, en domestic noir, en krimi, der mestendels foregår inden for murene og handler om, hvad er det for mennesker, vi glade går i seng med om lørdagen, men som viser sig at være rene monstre mandag morgen.
Naboens søn som seriemorder, fars pige som psykopat. Her er det historien om en kvinde, som er en anden og nu skal hives frem og tilbage i en fortid, der er fuld af frygteligheder helt tilbage fra krigens tid.
Måske er Louise alias Helene den første persons morder, der har snuppet hendes identitet og mistet sin hukommelse. Altimens Joachim som en anden Orfeus forsøger at hive sin elskede op af dødsriget og få hende tilbage i live som den Louise, han elskede på Christiansø. Mystikken er tyk som asfalt og mindst lige så begsort. Mon kærligheden sejrer til sidst?
Det intense drukner i lovlig mange sider med mere bevægelse end begær
Nu er det ikke nogen hemmelighed, at Anna Ekberg er pseudonym for de to drevne og dygtige krimiforfattere Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, der her forlader politirutinekrimien til fordel for denne i egne øjne mere kvindelige krimi, der er mere intens og sexet.
I relation til plot og begivenheder må det siges at lykkes. Der sker vitterlig noget her i handlingens labyrint, hvor læseren hele tiden får nyt at se omkring næste hjørne.
Der er drøn på døden, der gang på gang optræder rimeligt makaber, men med hensyn til kærlighed finder undertegnede, at det intense drukner i lovlig mange sider med mere bevægelse end begær. Det inderlige forhold mellem Louise og Joachim er mere postuleret end påvist.
Hun var som Helene en stram strigle, men som Joachims kromutter en kær kæreste. Uden at bevisbyrden herfor føles særlig stor i fortællingens logik. Heller ikke selv om kærlighedsparret er malet med glade farver som i ugebladsnovellen. Det er Joachims chikke ekskone, kunsthistorikeren Ellen, som virker mest interessant og inciterende.
Bedste passager er replikskifter mellem kunstnere, kolleger, les bobos, borger-bohemer med bopæl i Risskov eller på Østerbro.
Med lidt sofistikeret satire er vi her litterært bedre beværtet end med de meget melodramatiske scener omkring et familiedynasti ved Silkeborgsøerne.
Så jeg mener jo nok, at Anna Ekberg – i familie med Fellinis Anita? – skal koncentrere sig om erotiske kærlighedsromaner minus krimi, mens Klarlund og Weinreich vender tilbage til politigården.
