Hun var sygeplejerske på Kommunehospitalet og gjorde ikke meget væsen af sig. En af velfærdens mange usynlige, som aldrig var blevet omtalt i avisernes navnespalter, hvis ikke det var, fordi en patient ved navn Herman Bang havde fået øje på hende.
Hvis vi skal være helt nøjagtige, var det to sygeplejersker, patienten havde bemærket, og som han senere, med det sprog, han beherskede, smeltede sammen til én skikkelse ved navn Ida Brandt.






