Klokker. Nils Klim, den norske klokker, der faldt gennem et hul i en hule og kom på en mageløs underjordisk rejse. Tegning: Mette Dreyer

Klokker. Nils Klim, den norske klokker, der faldt gennem et hul i en hule og kom på en mageløs underjordisk rejse. Tegning: Mette Dreyer

Bøger

265 år gammel romanfigurs underjordiske rejse føles som en rejse i nutiden

En mand, der forstod at stå fast på sine værdier. Sådan én er Holbergs Niels Klim, hovedpersonen i bogen af samme navn.

Bøger

Hans gravsten har man ikke fundet. Men han har efterladt sig ét sikkert spor i denne verden, i hvert fald ifølge Bergens Turistbureau.

I den vestlige udkant af Norges næststørste by kan man se det hul i fjeldet Fløjen, han forsvandt igennem. Selv troede han, det drejede sig om en hule, som han ville udforske. Men der var altså hul i enden af den.

Indtil den dag, han faldt igennem hullet, passede han sin tjans som byens klokker, der ringede til gudstjeneste, bryllup og begravelse. Til dette erhverv havde han kvalificeret sig ved en bachelor fra Københavns Universitet.

Som gammel mand vendte han tilbage, og blandt hans bøger fandt man efter hans død en håndskreven journal om Niels Klims underjordiske rejse.

På rejsen besøgte han en række hidtil ukendte lande. Havde man spurgt ham før rejsen, hvilke værdier han egentlig stod for, ville han næppe have vidst, hvad han skulle svare. Han har vel bare ment, at det, han gik ind for, var det naturlige og nødvendige. Det var der ingen grund til at snakke om – indtil han stødte på nogen, der opførte sig anderledes.

Kvindernes rolle

Især kvindernes rolle studsede Niels Klim over, dér hvor han kom frem. »Udlændinge undrede sig«, skriver han i sin journal, »når de kom ind i et hjem og så husets frue sidde i studereværelset med pen og papir, mens manden vimsede om i køkkenet og vaskede gryder og fade«.

Der er stor opstandelse over en pige, der har forført en søn af en rådmand. Man siger, hun vil blive dømt til ægteskab og æresoprejsning, ikke mindst fordi den dreng, pigen havde lokket til den illegitime affære, var jomfru.

Niels Klim kan ikke forstå, hvordan sådan et samfund overhovedet kan fungere.

»Hvor er vi dog lykkelige i Europa! Og især i Frankrig og Storbritannien, hvor det svage køn svarer til sit navn, og hvor kvinderne lystrer mændenes vilje så blindt, at de snarere ligner maskiner eller robotter end væsner udstyret med en fri vilje«.

Kvadratiske soltavler

I landet Mardak føler Klim sig bedre tilpas. Her har flertallet aflange øjne og ser derfor alle genstande som aflange. I templet hænger der en tavle for solguden. For at få en stilling i det offentlige må man aflægge ed på, at man ser den tavle som aflang.

Der er folk med kvadratiske øjne, men de er i mindretal. For dem ser landets vigtigste kultgenstand kvadratisk ud. Så hvis de vil have et offentligt embede, er de nødt til at begå mened.

»Dagen efter min ankomst, da jeg på et tidspunkt drev om på torvet, fik jeg øje på en gammel mand, der blev ført til retterstedet for at blive pisket«.

Niels Klim får at vide, at det er »en kætter, som havde prædiket offentligt, at soltavlen i hans øjne så kvadratisk ud. Og trods adskillige advarsler havde han hårdnakket holdt fast ved denne yderst usunde opfattelse«.

Måske Niels Klim i virkeligheden har taget en afstikker til jordens overflade. Det første underjordiske land, han kom til, hed Potu. Hvis man byttede rundt på bogstaverne og føjede lidt til, blev det til ’utopi’.

Udfører man samme manøvre med ’Mardak’, navnet på det land, hvor man må følge flertallet eller fly, bliver det til ’Danmark’. Men Niels Klim opdager ingen af delene.

Og det er netop det tiltrækkende ved ham. Niels Klim afslører sig selv med sine ord. Måske afslører han også, hvad de holdninger, han inkarnerer, kan føre til. Med sin foragt for ligeret og tolerance er det forståeligt, at han ender som en krigerisk diktator, da lejlighed byder sig.

At rejse med Niels Klim er som at rejse i nutiden. Ludvig Holberg skrev beretningen om klokkerens selvafslørende rejseoplevelser på latin. Jeg har citeret efter den nyeste oversættelse, ved Peter Zeeberg. Det er grunden til, at ikke bare problemerne, men også sproget virker helt nutidigt, skønt det er 265 år siden, at bogen blev skrevet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce