Minimalisme kan man vel med en vis ret kalde det. Man tager en håndfuld elementer (hvid rose, sort vand, olie, cigaret, ansigt, hænder, handske, jeg, du, vi, den syge, plejeren) og kombinerer dem i seriel gentagelse og variation. Men billedkraften i Olga Ravn nye digtsamling er ikke minimal, den er maksimal. Og den stramme kombinatoriske komposition isprænges fra starten krasse farver og vilde metaforer. Den indledende, besyngende, smerteligt smukke og helt enkle strofe gentages trefold: »Alt/ hvad jeg/ har gjort for at/ beholde dig/ blomstrer«.
Herefter får vi intet mindre end pink på banen og en på én gang plat, original og rørende metafor for coitus: »Hvorfor er vi ikke/ en cigaret der møder/ en kugle af pink papir/ skod dig i mig som døden«.
