Et af Emily Dickinsons vildeste, smukkeste og hårdeste digte er skrevet omkring 1862 (det er cirka midt under den amerikanske borgerkrig) og åbner med den uopslidelige, mystiske linje: »I felt a Funeral, in my Brain«. Eller som det lyder i forfatteren Bente Clods netop genudgivne danske gendigtning fra 2005,der både er udfordret af versenes grundlæggende uoversættelighed og af nogle efter min mening skæve valg: »Jeg følte i min hjerne/ en gravfærd der fandt sted«.

En åbningslinje (to hos Clod) der, som en tredje forfatter, nemlig Mette Moestrup så rigtigt har skrevet engang, i en artikel om Dickinson, »flår et paradoksalt rum op« med sit kølige tilbageblik på en foruroligende besynderlig følelse: følelsen af en begravelse, i hjernen.