Arktis. Det sidste nummer af Kritik handler om Arktis. Foto: Ian Joughin/AP
Foto: Ian Joughin

Arktis. Det sidste nummer af Kritik handler om Arktis. Foto: Ian Joughin/AP

Bøger

Litteraturtidsskriftet Kritik lukker efter 50 år - men hvad skal vi egentlig med tidsskrifter?

Tidsskriftet Kritik, der formåede at bygge bro mellem den brede offentlighed og akademia, lukker. Det er trist, men måske også en åbning for nye muligheder.

Bøger

Der er en trist ironi i, at tidsskriftet Kritik nu udgiver sit sidste nummer. For den seneste redaktion med litteraten Elisabeth Friis og forfatteren Ursula Andkjær Olsen har netop, i deres fireårige lange virke, insisteret på at sætte den krisetid, vi uomtvisteligt lever i, på dagsordenen. Og i en vis forstand er lukningen af Kritik – Gyldendal vil ikke længere være med, selv om jeg forestiller mig, at vi snakker pekuniære peanuts – et symptom på den krise, tidsskriftet selv har tematiseret så flot og godt.

Et symptom på at såvel litteraturkritik som kulturkritik har trange kår, hvis ikke i det hele taget så i hvert fald institutionelt.

Men hvad er der så at finde i dette bogstaveligt talt sidste (dobbelt)nummer af Kritik med en temasektion om Arktis? Lutter akapyk, som min egen litteraturredaktør skrev, da han for noget tid siden anmeldte et nummer af samme tidsskrift? Nej. Lutter gode sager, stort set. Der er for eksempel en ret fantastisk tværæstetisk suite med digte af Jessie Kleemann og fotos og tegninger af Ivalo Frank, hvor et af de flersproglige digte lyder: »Mittarfeqarfiup iluani/ Near the fate/ Aalborg airport/ Levemanden er blevet gammel/ Går i sine røde bukser/ og brune blankpolerede (italienske) sko/ Han går som en søhest på meget små fødder og/ små skridt, det er hans dans/ det kan vi se og han elsker det!«.

Der er en inspireret og inspirerende montageagtig tekst af a rawlings og Ida Bencke om klimaforandringer og brystkræft. Sådan har Kritik de senere år bevæget sig i retning af det kollektive, det eksperimenterende, det politiske. I hvert fald sine steder i tidsskriftet. Friis og Andkjær Olsen har også taget afsked med det oplysningsprojekt, som Frederik Stjernfelt søsatte i sin tid som redaktør over to årtier, og i stedet sat fokus på klima og køn.

I tidsskriftet er der også mere klassiske – men ikke af den grund mindre læseværdige – akademiske tekster om forestillinger om Nordpolen i litteraturen og om franskmanden Jean Comandons filmiske mikrobiologi fra starten af det 20. århundrede, dvs. film om bakterier, celler og amøber. Og der er som sædvanlig også anmeldelser af skøn- og faglitteratur, hvor det, der springer i øjnene, er en sønderrivende, men saglig kritik af Marianne Stidsens doktordisputats ’Den nye Mimesis’.

Det absolut bedste i dette nummer er de rejsetekster, som forfatteren Theis Ørntoft og billedkunstneren Ferdinand Ahm Krag har skrevet om deres fælles rejse til det nordlige Sibirien. Deres to tekster handler om den uendelige tundra, om den antropocæne tidsalder, om permafrost og de kæmpekratere, man for ikke så længe siden fandt på Yamal-halvøen, om nomader og Chumtelte, og, ikke mindst, om den zone, der opstår, når man ikke længere kan skille de geologiske og psykiske landskaber ad.

Det er klart, at det er et tab

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selvfølgelig er der også mindre spændende ting, men sådan må det nødvendigvis være, når man har at gøre med et over 300 sider langt kulturtidsskrift. Som blev grundlagt på forlaget Fremad i 1967 af Johan Fjord Jensen og Aage Henriksen og siden altså kom over på Gyldendal og i alt nåede op på 216-7 numre. Det er klart, at det er et tab, at det nu går i graven (medmindre det genopstår som en digital føniksfugl?). Danske litteratur- og kulturforskere vil nu i endnu højere grad være tvunget til at publicere i deres (vores) peer-review-reservater, hvor fem fagfæller og ikke den brede eller om ikke andet bredere offentlighed kan læse med. For det var også dét, der var (og se, allerede det triste skift til datidsform) Kritiks styrke: at kunne bygge bro mellem akademia og en mere almen sfære.

Men der er ingen grund til at synke tilbage i regulær tidsskriftstristesse (selv om også Den Blå Port længe har været lukket). Som om den litterære offentlighed nu endegyldigt er død. Som om der ikke er andre og nye tiltag i gang. Som om krisen kun lukker ting ned. Som min kollega her på Politiken Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen påpegede i en enquete, som det norske og nu ikke mindre anbefalelsesværdige tidsskrift Vagant lavede forleden: »Vores tid er en krisetid. Men en krise er på godt og ondt også en åbning af et mulighedsrum. Der er rystelser i kulturlandskabet, fordi verden ryster. Det er okay, at tidens massive teknologiske og politiske forandringer kræver nye former, også for kulturtidsskrifter. Måske er det ligefrem også okay, at der er traditioner og arv, der må lades tilbage«.

Eller som redaktøren Elisabeth Friis selv skrev på Facebook en dag: »Don’t mourn – organize«. Kritikken er død! Kritikken leve!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce