Der er en trist ironi i, at tidsskriftet Kritik nu udgiver sit sidste nummer. For den seneste redaktion med litteraten Elisabeth Friis og forfatteren Ursula Andkjær Olsen har netop, i deres fireårige lange virke, insisteret på at sætte den krisetid, vi uomtvisteligt lever i, på dagsordenen. Og i en vis forstand er lukningen af Kritik – Gyldendal vil ikke længere være med, selv om jeg forestiller mig, at vi snakker pekuniære peanuts – et symptom på den krise, tidsskriftet selv har tematiseret så flot og godt.
Et symptom på at såvel litteraturkritik som kulturkritik har trange kår, hvis ikke i det hele taget så i hvert fald institutionelt.
Men hvad er der så at finde i dette bogstaveligt talt sidste (dobbelt)nummer af Kritik med en temasektion om Arktis? Lutter akapyk, som min egen litteraturredaktør skrev, da han for noget tid siden anmeldte et nummer af samme tidsskrift? Nej. Lutter gode sager, stort set. Der er for eksempel en ret fantastisk tværæstetisk suite med digte af Jessie Kleemann og fotos og tegninger af Ivalo Frank, hvor et af de flersproglige digte lyder: »Mittarfeqarfiup iluani/ Near the fate/ Aalborg airport/ Levemanden er blevet gammel/ Går i sine røde bukser/ og brune blankpolerede (italienske) sko/ Han går som en søhest på meget små fødder og/ små skridt, det er hans dans/ det kan vi se og han elsker det!«.
Der er en inspireret og inspirerende montageagtig tekst af a rawlings og Ida Bencke om klimaforandringer og brystkræft. Sådan har Kritik de senere år bevæget sig i retning af det kollektive, det eksperimenterende, det politiske. I hvert fald sine steder i tidsskriftet. Friis og Andkjær Olsen har også taget afsked med det oplysningsprojekt, som Frederik Stjernfelt søsatte i sin tid som redaktør over to årtier, og i stedet sat fokus på klima og køn.
I tidsskriftet er der også mere klassiske – men ikke af den grund mindre læseværdige – akademiske tekster om forestillinger om Nordpolen i litteraturen og om franskmanden Jean Comandons filmiske mikrobiologi fra starten af det 20. århundrede, dvs. film om bakterier, celler og amøber. Og der er som sædvanlig også anmeldelser af skøn- og faglitteratur, hvor det, der springer i øjnene, er en sønderrivende, men saglig kritik af Marianne Stidsens doktordisputats ’Den nye Mimesis’.
Det absolut bedste i dette nummer er de rejsetekster, som forfatteren Theis Ørntoft og billedkunstneren Ferdinand Ahm Krag har skrevet om deres fælles rejse til det nordlige Sibirien. Deres to tekster handler om den uendelige tundra, om den antropocæne tidsalder, om permafrost og de kæmpekratere, man for ikke så længe siden fandt på Yamal-halvøen, om nomader og Chumtelte, og, ikke mindst, om den zone, der opstår, når man ikke længere kan skille de geologiske og psykiske landskaber ad.
Det er klart, at det er et tab
Mikkel Krause Frantzen
