Litteraturtidsskriftet Kritik lukker efter 50 år - men hvad skal vi egentlig med tidsskrifter?

Der er en trist ironi i, at tidsskriftet Kritik nu udgiver sit sidste nummer. For den seneste redaktion med litteraten Elisabeth Friis og forfatteren Ursula Andkjær Olsen har netop, i deres fireårige lange virke, insisteret på at sætte den krisetid, vi uomtvisteligt lever i, på dagsordenen. Og i en vis forstand er lukningen af Kritik – Gyldendal vil ikke længere være med, selv om jeg forestiller mig, at vi snakker pekuniære peanuts – et symptom på den krise, tidsskriftet selv har tematiseret så flot og godt.

Et symptom på at såvel litteraturkritik som kulturkritik har trange kår, hvis ikke i det hele taget så i hvert fald institutionelt.

Men hvad er der så at finde i dette bogstaveligt talt sidste (dobbelt)nummer af Kritik med en temasektion om Arktis? Lutter akapyk, som min egen litteraturredaktør skrev, da han for noget tid siden anmeldte et nummer af samme tidsskrift? Nej. Lutter gode sager, stort set. Der er for eksempel en ret fantastisk tværæstetisk suite med digte af Jessie Kleemann og fotos og tegninger af Ivalo Frank, hvor et af de flersproglige digte lyder: »Mittarfeqarfiup iluani/ Near the fate/ Aalborg airport/ Levemanden er blevet gammel/ Går i sine røde bukser/ og brune blankpolerede (italienske) sko/ Han går som en søhest på meget små fødder og/ små skridt, det er hans dans/ det kan vi se og han elsker det!«.