Efter at sulten stort set er afskaffet her i landet – den sidste, jeg har hørt fortælle om sult i barndommen, var såmænd min egen far – er emnet mad virkelig kommet på dagsordenen i medierne, i hård konkurrence med de utallige danske og engelske udsendelser om auktioner og boligindretning.
Et supermarked erklærer hver uge i aviserne, at »Vi elsker mad«, og man har taget sig den frihed at kalde medarbejderne for madarbejdere. Det vækker måske opmærksomhed i den første tid, men derefter bliver det mere og mere pinligt.





