Man står med Jules Vernes 'Rejsen til Jordens Indre' i udgaven fra Gyldendals Udødelige Ungdomsklassikere. Slår op i den og finder mellem side 133 og 134 i den gamle drengebog en bussemand, eller måske er det en gammel sårskorpe eller krumme. Man nævner fundet for sin frue, der nærmest skriger, »Du skriver ikke om det! Ikke en bussemand eller sårskorpe! Det er simpelthen for ulækkert, kunne du ikke bare finde en firkløver?«. Mens fruen råber i baggrunden, har en associationskæde allerede ført en til John Cleeves Symmes fra Ohio, manden der erklærede, at jorden var hul. Man slår en høj latter op. Ens frue, universets centrum, tror, den gælder hende og trygler: »Kan du i det mindste ikke droppe sårskorpen«. »Måske«, svarer man sagte fra sin skrivepult, nu helt opslugt af Symmes. Den brave mand var forhenværende infanterikaptajn, da han den 10. april 1818 et sted i Missouri, USA nedskrev følgende betagende erklæring, som han sendte til USAs kongres: »Jeg erklærer herved, at jorden er hul, og at dens indre er beboeligt. Den rummer flere koncentriske, faste kugler anbragt inden i hinanden og har en åbning ved polen på 12 til 16 grader. Jeg forpligter mig hermed til at bevise rigtigheden af det, jeg her fremsætter, og jeg er rede til at udforske jordens indre, hvis verden går ind på at hjælpe mig med dette foretagende«. Det er da smukt, selvom der nok skal være en og anden læser, der mener, manden ikke lyder rigtig velforvaret. Men faktisk er Symmes jo ikke alene med sine store forventninger til den hule jord. Både Gilgamesh og Orpheus var som bekendt på samme hold. Orpheus søgte sin Eurydike dernede, mens Gilmamesh steg ned i jordens indre for at møde sin forfader Utnapishtim. Betænk endvidere, at selveste Odysseus, da han nåede Vestlandets grænser ofrede for, at de dødes ånder skulle stige op af jordens dyb og hjælpe ham. Husk også, at Dante Alighieri, geniet der skrev 'Den Guddomelige Komedie', opererede med en mere eller mindre hul jord, med Helvedet som den inderste kreds.