Hvorfor er det plat umuligt at læse på DSB's Business Class? Dette for os bognørder så vitale spørgsmål stillede jeg for nylig her i organet (21.12.), og det er væltet ind med postkort og e-mail fra læsere. 'For all our thanks', som Hamlets papfar siger. Jeg rapporterede fra InterCity 836 Esbjerg-København om de typer, der besætter Business Class, pakker hele elektronikken ud og fortsætter fjernforvaltningen af deres magtrevirer og privatliv. I tre timer var det umuligt at læse på grund af mobiltumult: en ingeniør med skærebrænderstemme talte tåkrummende 'engelsk', en bornholmsk borgmester og hans kommunaldirektør styrede kommunen fra kupeen, og en underdirektør fra Roskilde skiftevis hersede med sin sekretær, vrissede ad sin kone og bagte på en dame i firmaet om næste frække aftale. Alle inddrog rundhåndet kupeen i det hele. Min lidelseshistorie viser sig at være så almen, at det vrimler med gode råd. De mest gribende naive - ja, undskyld jeg taler lige ud - er dem, der siger: tag en walkman i ørerne eller tag en stillekupé. For det første er det ikke det, det handler om. For det andet er stillekupeerne oftest udsolgt. Der er for få af dem, for der er flere kunder til støjkupeerne med telefonstik. En mand fra Humlebæk skrev i Bøger sidste lørdag, at min kritik var unfair, for DSB har strammet hvileafdelingerne op. Manden må være ansat i DSB's reklameafdeling, for der er et absurd gab fra kupeernes larm til de løgnagtige annoncer: » Rejs på Business i InterCity og InterCity Lyn og brug rejsetiden, som det passer dig ... En blød lænestol. En dejlig udsigt. Ro til at arbejde. Stik til computeren. Dagens aviser ... En lille en på øjet«. Nej, DSB skulle hellere kalde en spade for en spade. Må jeg foreslå en ny, offensiv reklamestrategi: »På Business i InterCity og InterCity Lyn kan du sige alt. Lyn op for privatlivet. Ring hjem så tit du vil om middagsmaden og planlæg lørdagens indkøb med en køn udsigt. Læn dig tilbage i lidt blød porno med kæresten. Eller få dig en på opleveren, når ham overfor knapper op for en times telefonlir med sekretæren (han elsker, at du er med på en lytter). DSB Business - frisk med det hele«. Engang talte man om blufærdighed og skamløshed. My foot! Enhver kan høre bare på ordene, hvor antikverede de er. DSB Business er kronen på mig-individualismens og ekshibitionismens totalinvadering af det offentlige rum. En vittig hund gav mig et nyt ord for det, som jeg straks sender videre til Dansk Sprognævn: en mobilblotter. Jamen, er der noget at stille op? spørger flere brevskrivere. En dame, der kalder sig »forhenværende kystbanependler«, fortæller, at i ærgrelse over ikke at kunne få læsero gjorde hun optegnelser på Business Class for at bruge det som »stof til revyer og stand-up-komikere«. Til sidst valgte hun dog at købe sig en lille bil. Måske er hun inde på noget. Jeg hørte om en englænder, der var så træt af mobiltelefonitis i Londons omegnstog, at han begyndte at tage en blok frem og skrive ned, hvad mobilmændene sagde. Det vakte vildt raseri: »Det kan De da ikke! Det er privat!«. Det forstod vores ven ikke, sagde han troskyldigt, »for De taler jo, så alle kan høre det«. Det sendte plapredyret ud i mellemgangen. Og det er faktisk her, Deres ærbødige helst vil samle vor tids mænd: mobilblotterne.