Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han var helt inde og rode

Digteren Morti Vizki er død. Han havde ikke just nogen let gang på jorden, men i 20 år delte han ud af sine inderste sjælserfaringer.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatteren, lyrikeren og dramatikeren Morti Vizki er død, 41 år.

Mærkelige, nærmest groteske ord at skrive om en ung mand, en mand hvis samtidighed med verden og dens myriader af stemmer, høje som lave, udstak tonen i og afsættet for et forfatterskab, der kun nåede at strække sig over 20 år. Alt for kort. Han blev fundet død i sin lejlighed mandag aften.

»Gad vide hvordan en midaldrende aldersmodnet Morti Vizki vil skrive«, spurgte en anmelder i 2000. Nu bliver det ved tankeeksperimentet.

Forsanger i provinspunkband
Navnet Morti Vizki, som den 13-årige Frederiksværkdreng Morten Boeslund Poulsen tog på sig, da han blev forsanger i sin storebrors provinspunkband, har ægget til alle hånde reaktioner.

Fornavnet flirtede morbidt og drengerøvsagtigt med døden, og man skulle sige det højt for sig selv nogle gange, inden man prøvede det af i det offentlige rum, selv over for manden selv.

Efternavnet? En eftersmag af sprut og hikke, men også et østerlandsk strejf af et strøg hen over kinden.

Lærd i klassisk forstand
Det kan siges uden at efterrationalisere, at den Morti Vizki, man kunne møde i bøgen og i teatret og mellem siderne i en bog, var sit navn.

I hvert fald voksede han dygtigt ind i det og manifesterede sin egen dobbelthed igennem det. Ingen forfatter i dagens Danmark var mere bevidst om sit fag og den tradition, han henholdsvis skrev sig ind i og brød med, end han.

Ingen var mere lærd i den klassiske forstand. Og få kunne charmere så ukunstlet, spørge én ud så uforstilt nysgerrigt om de næreste ting. Og ikke mange litterater på dét plan har fundet så stor umiddelbar fornøjelse ved at sidde på en barstol længe efter pæne menneskers sengetid - og synge karaoke.

Sort digter i beige vindjakke
Hvis der ligger en længsel implicit i såvel Morti (efter døden) som i Vizki (efter sensualiteten), var det et skisma, som han daglig levede ud. Han var den sorte digter i de beige vindjakker, han var hanekamspunkeren med det vandkæmmede lyse hår.

Hans yndlingsbog var Yukio Mishimas 'En maskes bekendelser', som han læste en gang hvert femte år, og som, i Vizkis optik, handler om at tage det tragiske element i tilværelsen til sig - og nyde det fuldt ud.

Ka' det ikke være anderledes, ka' det i det mindste være smukt, et gyldigt udgangspunkt for et signalement af Vizkis eget forfatterskab, der altid blev kritiseret for sin eksklusivitet og kompleksitet, men som altid som et minimum var skært lyrisk, kældersort ved gud, men i sine bedste stunder enestående smukt.

Og klart og rent, om ikke i forstanden lettilgængeligt.

Boede hos Borum
Efter barndommen i Frederiksværk, efter punksangen og stilskiftet til 80'ernes new romantics med slips og jakkesæt, da ville Morti Vizki digte.

Han tog kontakt til den allerede da så allestedsnærværende Poul Borum, flyttede sågar som 19-årig ind i lejligheden i Havnegade i indre København hos 80'er-digtningens gudfader, og her bliver han i tre år og suger lærdom og litterære teknikker til sig.

Han supplerer med selvstudier hos sine to andre guruer, digternes gamle elegantier Villy Sørensen og dansk dramatiks fremmeste fødselshjælper, Heino Byrgesen.

Kroppens digter
I 1984 debuterede Morti Vizki med 'Digtsamling', og siden stod munden aldrig stille på ham.

Gratis var det imidlertid aldrig. Inspirationen og råstoffet lå dybt inde i ham, og var han først derinde og rode, var det svært at komme tilbage igen, i frelst tilstand.

'Kroppens digter' er han blevet kaldt, men han var nok så meget sit eget sjælelivs poet, og man forstår, at han i stigende grad i de sidste år legede med tanken om et gudsprincip, man kunne bede bønner til.

Generthed
Uden et mildt forsyn, forstår man, var der kun de grelle realiteter, psykofarmaka og spiritus tilbage. Og vennerne og kæresterne, der kom og gik. Og bøgerne.

Da han fyldte 40 og formodedes at være midtvejs i livet, sagde han i Berlingske Tidende, at han, »hvis jeg faldt om af et hjertestop«, havde skrevet og fået udgivet, hvad han havde på hjerte.

På det private plan var han knap så tilfreds:

»Jeg har aldrig overvundet min generthed, og jeg har ikke fået rejst så meget. Der er så mange ting, jeg ikke har turdet«.

Outsider
I litteraturmagasinet Reception sagde han i et interview i forsommeren i år om at være outsider, og han har sagt det uden ironi eller koketteri:

»Jeg har alle mulige præmisser dynget på mig som privatperson. Bøsse, alkoholiker, sindssyg, forfatter. Det kan næsten ikke blive mere marginaliseret«.

Morti Vizki var et menneske, man blev berørt af at være i selskab med, om samværet så nok så meget var ritualiseret i form af et interview.

Han sparede klædeligt på sarkasmen, når som helst han havde psykisk overskud til det, og han havde en blidhed i blikket og en halvt undselig charme, der også blødgør selv hans mest barske tekster.

Han var digteren, som man dårligt nænnede at stille hjerteløse spørgsmål. Han var interviewofferet, der kunne bringe tårer i ens øjne hen over en prosaisk arbejdsfrokost. Han var nem at holde af, men hans nærmeste venskaber var brydsomme, som alt er det for ham, der skal helt ind for at hente alt ud.

»Jeg tænker ikke, før jeg skriver, men mens jeg skriver«, sagde Morti Vizki, ikke nogen misundelsesværdig teknik og næppe heller en, man vælger bevidst. Snarere en teknik, der vælger én og forudbestemmer, at hvert ord skal fødes med smerte og i usikkerhed om, hvad der kommer herefter.

Om noget.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden