Er der noget, der hedder litterær førstehjælp? Hvis der er, er vi her i hulen godt rustet til at komme både Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt til undsætning. Siden vi i lørdags opstillede vor lille kanon over bøger, socialdemokratiske formandsaspiranter bare bør have læst, er det strømmet ind med yderligere boganbefalinger fra vore læsere. Fra 'Den kroniske uskyld' og 'Kongens fald' til Douglas Adams' 'Håndbog for vakse galaxeblaffere' og The Beatles' 'Complete Songbook', 'Louis Pio - Folkevækkeren' og mange, mange andre. Kejserens nye klæder Det vil vi sige: Uanset, hvem af de to, der bliver valgt, bør de skrive sig vor rekommandationer bag øret. Hør blot, hvad Jytte Kruuse-Jensen, Hareskovby, har at sige: »Jeg vil foreslå både Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt at læse: 1) 'Kejserens nye klæder', fordi de skal stole på deres egen dømmekraft og ikke læne sig for meget op ad diverse spindoktorer, smagsdommere m.fl.«. »2) 'Grundloven', fordi den er fundamentet for vores samfund«. »3) 'De tre musketerer', fordi den har et godt motto »en for alle, og alle for en«. Desuden er den god underholdning, og det har vel selv politikere brug for«. Hamsun som livsledsager Birthe Holch, der kalder sig »gammel marxist«, mener Frank Jensen skal læse Upton Sinclairs 'Junglen', »hvis han skulle have glemt grådigheden og kynismen i det system, vi lever i« - samt Célines 'Rejse til nattens ende'. »Sort, men hamrende intelligent: Det menneskelige væsen, der ikke får menneskelige vilkår, bliver grimt indskrænket, forkvaklet, mistrevent. Et væsen, der kun kan vække afsky. Til Helle Thorning-Schmidt: Ingenting, da jeg anser tilfældet for håbløst. Ikke engang en satire på den moderne middelklasses selvbenovethed, hvis den altså fandtes«. Det var hårde ord i marts. Så er attituden mere forsonlig hos Benny Stausholm, Holte. Han anbefaler 'Sult' af Knut Hamsun. »Når man er så lykkelig at læse den som ungt menneske, bliver den intet mindre end en livsledsager, denne Knut Hamsun eller som en klassekammerat i 4. mellem sagde: »ham Knutson«. Man græmmes over Hamsuns fascination eller hvad man skal kalde den af Hitler-Tyskland, men 'Sult' er urørlig«. »Og Helle Thorning Schmidt? Hvad skal man foreslå en ung soc. kvinde med karisma og glamour? Måske forhenværende minister og formand for Folketinget Erling Olsens erindringer 'Fra ælling til ugle'. Den er både munter og knasende klog. Take that, Helle«. Bud på et paradis Dana Watsham har lutter internationale anbefalinger. En af dem er Noam Chomskys 'Keeping the Rabble in Line'. »Efter at have læst den, kan man kan ALDRIG mere høre på Dansk Folkepartis forsøg på at være urbane uden at høre løgnen boble ud af alle deres knaphuller«. Dana anbefaler desuden Astrid Lindgrens 'Brødrene Løvehjerte', »fordi ingen (selv ikke en socialdemokrat) kan leve uden et eller andet bud på et paradis, med eller uden slanger, og særligt Helle: Simone de Beauvoirs 'Det andet køn'. Se så at få den læst! Til Frank: Ditto«. Poul Malmkjær, Gentofte skriver: »Bortset fra Kirk, Nexø, Aakjær etc., er der én bog, der for mig var en øjenåbner (og som vel også viser min stilfærdige naivitet i 1971), nemlig Peter Riismøllers 'Sultegrænsen'. Dog, måske burde den stiles til den historieløse regering og deres støtter i vadmelspartiet«. Fremtidsvision Jesper Lützhøft er i det drillende hjørne: »Hvis jeg nu siger, at Frank Jensen nok bør læse Musils 'Manden uden egenskaber' og 'På sporet efter den tabte tid', er det kun for at drille. Eller hvis Helle Thorning Schmidt bør læse Georges Perecs 'Livet - en brugsanvisning' eller Thomas Bobergs 'Invitation til at rejse' - er det lige så drillesygt«. »De skal begge læse Albert Dam: 'En Vesteuropæers bekendelser' og Vagn Lundbyes 'Alvidende fortællinger' samt Mark Haddons 'Den mystiske sag om hunden i natten'. Og så skal de læse digte, poesi og vers. Strunge, Klaus Høeck, Nordbrandt og Inger Christensen«. »Når de så har været igennem det, får de lov at læse Peter Adolphsen, f. eks. 'Kongens Guru' fra hans 'Små historier 2'. Den fortæller om, hvad der sker i 2034, og da kan en af disse to stadig være statsminister - vi loves jo alle et langt liv i avisernes artikler om lægekunstens fremskridt«. Værdidebat og folkelig diskurs Miriam Weiss fra Helsingør anbefaler Frank Jensen, at sætte sig grundigt ind i 'The end of Eurasia - Russia on the Border Between Geopolitics and Globalization' af Dmitri Trenin. »Det går op for læseren, at den vigtigste og mest presserende politiske opgave i vor tid er at få stabiliseret det russiske hus! Her har de europæiske politikere sovet i timen. Helle Thorning-Schmidt bør læse Julius Bomholt: 'Arbejderkultur' og Harald Rue: 'Litteratur og Samfund'. Som forkvinde for socialdemokratiet skal hun være i front, når det gælder værdidebatten«. »Begge de her anbefalede bøger viser, at der godt kan være en anden vinkel på kultur end den (små)borgerlige. At der findes en folkelig diskurs, og at den reproducerer sig via andre mønstre end de etablerede borgerlige ditto. Samtidig vises det, at den folkelige diskurs omfatter og varetager det bedste af arven fra den borgerlige videnskab og kultur, idet den gøres til hver mands og kvindes eje!«. Vi kan desværre kun nå at citere en brøkdel af de breve, vi har modtaget. Flere beder i øvrigt Bibliopaten om at ryste op med de sidste 23 titler på hans kanonliste, der kun rummede de første 27 titler, og det skal vi nok, men ikke i denne omgang, for Paludan Junior, vor genbo, er netop trådt ind ad døren, vil have os ud at se på Saturn i stjernekikkert - og himmelrummet skal jo også passes! Quiz 1: Charlotte bliver ringet op af statsministeren, der tilbyder hende en ministerpost. Hvilken nyere dansk roman? Quiz 2: »Politik havde han ikke forstand på«. Søren Mørch om hvilken dansk statsminister? Gullpennen, den fullkomne artist Kære Bibliopat. I anledning af dit forsøg på at få noget at vide om nordmanden Nils Kjær, skal her nævnes tre oplevelser af forfatteren: »Vår litteratur og vårt åndsliv har atter lidd et smertelig tap, det tyngste og tristeste som nå kunne ramme os«. Sådan skrev litteraturkritikeren Carl Nærup, da Nils Kjær døde i 1924, og han fortsatte: »Vi har mistet vårt sprogs første skribent, gullpennen, mesterhånden, den fullkomne artist, den fødte poet og ordkunstner, som allerede i begynnelsen skrev bedre enn de andre og siden til stadighed bedre enn de fleste«. Willy Dahl skriver i sin store trebinds 'Norges Litteratur', at Nils Kjær er eksemplet på »det lette 'elegante' kåseri, som handler om ingenting, skrevet av folk som koketterer med sin amatørstatus og sin uvitenhet«. Francis Bull - ham med de 13 taler på Grini, hvis hans navn som Norges store litteraturforsker skulle være bibliopaten ukendt - skriver, at »Nils Kjær skrev jo bedre end noen skribent i norsk presse i de årene«. Nils Kjærs essays er overordentligt anbefalelsesværdig læsning. Norsk sprog på det højeste niveau, humor og nærgåenhed. Men det, som nok har vakt størst opmærksomhed om hans navn, er komedien 'Det lykkelige valg' om stortingsmanden Celius og hans fald, da han bliver udmanøvreret af Stortinget - af sin egen kone Lavinia. Celius' store monolog er en sylespids karakteristik af Stortingets - Folketingets(?) - væsen og medlemmernes liv derinde. Selve komedien er lidt lang - men den monolog, som den store norske skuespiller David Knudsen gjorde til et af højdepunkterne i norsk komedie langt op i 1950'erne, burde optrykkes. Den kan stå for sig selv. Har du plads til det, bibliopat? M.v.h. Kaare Bing Tolstoy i Skåne Kære Bibliopat. Måske er dette et svar, men ikke på noget du har spurgt om, og det kan jo meget vel være, du kender svaret i forvejen, men blot ikke ville oplyse det, da det kunne tage mere med sig. Du skriver om Lev Lvovitj Tolstoj og siger, at han ligger begravet et sted i Skåne. Er det ikke for upræcist af bibliopaten? I hvert fald, dit egentlige spørgsmål fik ikke noget til at ringe, »et sted i Skåne« desto mere. Altså jeg tror, det er i Brönnestad, Lev Lvovitj Tolstoj ligger begravet. Jeg kan huske, jeg har set den gravsten og undret mig. Desværre har jeg ikke kunne finde noget som helst til at bestyrke min opfattelse. Men stop op i Brönnestad en dag og se selv efter! Den findes, hvis jeg husker rigtigt, max. 100 meter fra kirken på siden modsat indgangsdøren. Den kan man også bruge - her er en utrolig serie af kalkmalerier - uden anden farve end rød - formentlig har reformationens overkalkning taget resten. Venlig hilsen Per-Olof Johansson, P.O. Box 58<<br /> Speer og sønnerne Kære Bibliopat. Det glædede mig usigeligt at se, at du havde medtaget 'Fra Triumf til Katastrofe' i din kanon for socialdemokratiske formandsaspiranter. Jeg fik i sin tid bogen af min far, som havde oplevet Buchenwald på den hårde måde, og da vore to sønner nåede skelsår og alder, indkøbte jeg hos Nørballe to eksemplarer af bogen til dem formedelst 500 kr. pr. styk. Jeg kaldte for år tilbage i Politiken Speers bog for en af de vigtigste, som er skrevet efter 2. verdenskrig. Det mener jeg stadig. PS: Det hører med til historien, at begge bøger gjorde stort indtryk på sønnerne. Med venlig hilsen Niels Erik Rønn, Frederiksberg C
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Trump glemte at fortælle, at Saudi-Arabien satte en kæp i hjulet
-
Planlægningen er i gang: Sådan vil Kreml beskrive »sejren« over Ukraine
-
Han har det hele: Smuk kæreste, karriere, herskabslejlighed. Men han er også en lille smule psykopat
-
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
-
Oui, hvor er det herligt med et sommerhit på et andet sprog end engelsk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce






