Der er ingen tvivl om, at fejlene i Joakim Garffs biografi er substantielle«. Det skriver den amerikanske filosof dr. Marilyn Piety i en artikel i det seneste nummer af Philosophers Magazine. Hun gennemgår den danske strid om Søren Kierkegaards eftermæle, der fulgte i kølvandet på Joakim Garffs biografi 'SAK'. Sundt med offentlig udluftning Hun stopper ikke ved at konstatere fejden her, men ser den som symptomatisk for et nepotistisk forskningsmiljø i Danmark. Det er usund forskningstradition, der er baggrunden for, at fejlene overhovedet er opstået og ikke er ændret i den engelske oversættelse, der udkom tidligere i år: »Antallet af danske forskere, der samledes i forsvar for Joakim Garff, antyder, at der er noget råd inden for akademiets mure, og at det ville være sundt med mere offentlig udluftning«. Kamp mellem to danske forskere Striden, som har udspillet sig blandt andet her i avisen, siden biografien udkom i 2000, og som senest brød ud i lys lue sidste sommer efter en meget grundig gennemgang i Dagbladet Information forestået af Kierkegaard-forskeren Peter Tudvad, har med Pietys artikel fået nyt liv - nu på en international arena. Artiklen står at læse på side 15 i Philosophers Magazine nr. 31. »En kamp raser mellem to danske forskere over statussen af den prisvindende Søren Kierkegaard-biografi, som kom i engelsk oversættelse i februar i år«, indleder Piety sin artikel og fortsætter: »Princeton University Press har kaldt 'Søren Kierkegaard: A Biography' »Den endelige beskrivelse af Kierkegaards liv«. Valgt for dets »akademiske grundighed« Publishers Weekly kalder den »monumental og myndig««, og hun nævner en forsker, der i Times Litterary Supplement skrev: »... mens det er svært at forestille sig, hvad en ny biografi om Kierkegaard skulle handle om, har dette seneste værk løst problemet mesterligt«, og hun refererer i samme åndedrag til de danske aviser og Politikens anmeldelse, der antog, at den vil »næppe nogensinde blive tangeret, endsige overgået«. Hun understreger, at bogen modtog Georg Brandes-prisen og Weekendavisens litteraturpris og er blevet oversat til tysk, svensk, norsk, ungarsk og nu engelsk. »Georg Brandes-priskomiteen sagde, at de valgte værket for dets »akademiske grundighed««. Fejl og mangler ikke ændret »Desværre viser det sig nu, at bogen ikke var så grundigt underbygget«. Piety henviser til de fejl og mangler ved biografien, som den danske Kierkegaard-forsker Peter Tudvad gennem nøje efterforskning har bragt for dagens lys; anklager om fejlagtig brug af kilder eller fejlagtig information om Kierkegaards liv og direkte plagiering. Piety synes ikke i tvivl om, hvor sympatien skal lægges i det, Weekendavisen har kaldt tvisten mellem »hvidvinsakademikeren og arkivrotten«. Hun fremlægger de efter hendes mening mest graverende fejl, som viderefører misforståelser af Kierkegaards liv og værk. Det er fejl og mangler, som altså ikke er ændret trods Joakim Garffs forsikring sidste år i en Kronik her i avisen: »Ligeledes har jeg i forbindelse med både den tyske og ikke mindst den engelske oversættelse gennemgået manuskriptet omhyggeligt sammen med de respektive oversættere og foretaget yderligere en række korrektioner og præciseringer«, skrev Garff dengang. Tre anklager Piety opridser tre anklagepunkter, der alle er væsentlige for Garffs konstruktion i 'SAK': Det kan ikke godtgøres, at Kierkegaard led af en neurotisk personlighedsforstyrrelse. Han førte ikke et ødselt liv i modstrid med sin lære om velgørenhed. Og sidst, skriver hun, baserer Garff ikke sin biografi på primærforskning, men på andres fremstillinger. Det første angår Kierkegaards mellemværende med det satiriske blad Corsaren. Kierkegaard blev gentagne gange angrebet og karikeret heri i 1846. Han vedblev at beklage sig over Corsarens forfølgelse, men ifølge Garff lang tid efter at forfølgelsen var ophørt. »Disse beklagelser, i fraværet af nogen årsag, er blevet taget til indtægt for, at Kierkegaard led af en eller anden form for neurotisk personlighedsforstyrrelse, en forstyrrelse, som forskere inklusive Garff har argumenteret for, har formet mange af hans værker«. Men Tudvad opdagede, da han lavede research til sin egen bog 'Kierkegaards København', at Corsarens angreb ikke stoppede i 1846, »men fortsatte indtil Kierkegaards død i 1855. Dette er ikke en lille detalje for en biograf at få galt fat i«, advarer Piety. 'Tjener' var 'delvist sindssyg' snedkersvend Det andet anklagepunkt, spørgsmålet om ødselhed, angriber hun fra flere punkter med eksempler fra Tudvads kritik. For det første er det en fejl, at Kierkegaard skulle have haft to mandlige tjenere samtidig, hvilket af Garff og andre før ham tages som bevis på umådeholden personlig ekstravagance. »Men Tudvad afslører«, skriver hun, »at en af disse formodede 'tjenere' faktisk var en 'delvist sindssyg' snedkersvend, som han gav husly sammen med mandens kone og to børn og delvist underholdt gennem fire år«. For det andet viderefører Garff historien om, at Kierkegaard havde en tjener med på sin Jyllandsrejse i 1850, nemlig Anders Westergaard. Men han blev ikke ansat før fire år senere, har Tudvad påpeget. Ugentlig rigsdaler til gademusiker For det tredje gentager Garff myten om, at Kierkegaard kun gav lidt til velgørenhed. Men den ringe årlige sum på 30 rigsdaler, som første gang anføres i 1935 som Kierkegaards samlede bidrag, har Tudvad godtgjort refererer til tjeneren Westergaards bidrag. Der findes ingen præcise opgørelser over Kierkegaards velgørenhedsbidrag, men en kvittering på 10 rigsdaler til ofrene for en oversvømmelse i Jylland er dukket op. Da der ikke synes nogen særlige årsager til denne støtte, er der også grund til at tro, at han kan have givet andre lignende bidrag. »Ifølge en fremstilling af en af Kierkegaards samtidige, som Tudvad har gravet frem, gav Kierkegaard hver uge en rigsdaler til en gademusiker i kvarteret; således er hans årlige bidrag til denne musiker alene større end det beløb, som Garff citerer er hans totale årlige velgørenhedsbidrag«. »Tudvad anklager meget af Søren Kierkegaard-biografien for faktisk at være plagieret fra tidligere og desværre mangelfulde biografier om Kierkegaard; fejlenes natur i den nye biografi synes at underbygge denne anklage«, skriver Piety. Beskidt vasketøj Joakim Garff hævdede i Kroniken her i avisen sidste år: »Små ting er rigtignok ikke altid småting, men beskæftiger man sig for længe med dem, risikerer man selv at blive smålig og ende i en slags forskningsfarisæisme, der ikke alene er så ukierkegaardsk som noget tænkeligt, men i sidste ende tillige komplicerer enhver formidling af forskning«. »Konsekvenserne for biografiernes fremtid er i så henseende uoverskuelige, for som Jens Andersen i Information 30. juli svarede på spørgsmålet om, hvor mange biografier der ville kunne klare et tudvadsk eftersyn: »Av-av - ikke mange! Min H.C. Andersen-biografi ville også falde««. Den forklaring godtager Piety ikke: »Få biografiforfattere uden for Danmark ville skrive under på sådan et synspunkt på deres arbejde«. Og hun tilføjer: »Det kan godt være, at 'SAK' er en god læseoplevelse, sådan som medlemmerne af Georg Brandes-priskomiteen nu - i deres bedste danske tvetungethed - fremhæver var deres virkelige begrundelse for udvælgelsen, men det gør ikke bogen til en god biografi«. Reprimande til Tudvad Joakim Garff forsøgte at afvise Peter Tudvads kritikpunkter som motiveret af personlig modvilje, men i Pietys referat af striden er den ikke motiveret af personlige uoverensstemmelser i et lille forskningsmiljø på Søren Kierkegaard Forskningscenter, men af bekymring for forskningen som sådan. »Garff har erkendt sine fejltagelser, men ikke rettet dem. Niels Jørgen Cappelørn, lederen af Søren Kierkegaard Forskningscenter, kaldte Tudvads opdagelser »epokegørende« og hævder, at »de kaster et helt nyt lys på Kierkegaard««. »Alligevel afviste Cappelørn først at kommentere kritikpunkterne i sig selv. Da han endelig tog et standpunkt, var det i form af en reprimande til Tudvad for offentligt at lufte centrets beskidte vasketøj««. Professionel selvafbrænding Dette er, præcis hvad der er galt med dansk forskning, skriver Piety og sammenligner Tudvads angreb på den danske forskerstand med Kierkegaards angreb på den lutheranske kirke. For Kierkegaards vedkommende ødelagde det hans rygte blandt danske intellektuelle i en sådan grad, »at var han ikke blevet populær uden for Danmark, er det usandsynligt, at han nogensinde ville være blevet en del af det danske universitetspensum. Vi ved endnu ikke, om Tudvads opførsel vil være en professionel selvafbrænding«. »En ting er i hvert fald sikkert«, konstaterer hun, »Garffs forsvar for sin bog, sammenholdt med det faktum, at han ikke har ændret dens fejl - fejl, der nu gennemsyrer den engelske oversættelse - viser, at Tudvad gjorde ret i at føre sin kritik frem offentligt frem for at holde den inden for akademiets mure«.