Peter Katz er en rigtig smart og strømlinet newyorker-litteraturagent, som en dag modtager en torso af en roman. ’Spejlbogen’ hedder siderne, som fortæller om en vinter i 1987, hvor der tilsyneladende udspillede sig et trekantsdrama på det noble universitet Princeton. Mellem to unge studerende og en ældre psykologiprofessor, Joe Wieder, som uden for manuskriptet, men i virkeligheden blev tæsket ihjel med et baseballbat.
Teksten er velsmurt skrevet af den ene af sagens involverede, Richard Flynn, der havde store forfatterdrømme, men endte på et mindre reklamebureau og siden dør hurtigt her i ’Spejlbogen’ af lungekræft. Hans fortælling er ufuldendt, ja, resten af historien synes at være gået op i røg ved hans død. Eller hvad?
Peter Katz lugter en god historie og sætter flere personer i gang med at opspore både det mystiske manus og det lige så mystiske mord for 25 år siden. Lig falder ud af skabe, i takt med at ugler tuder i fortidens moser.
Forfatteren E.O. Chirovici er rumæner med en række bogudgivelser bag sig i sit hjemland. Men denne hans veldrejede og sidevendende thriller er skrevet på engelsk og forgår i noget af det mest amerikanske i hele verden, landets fine universitetsmiljø. Med sit akademisk benhårde meritokrati, som hedder ’Udgiv lærde disputatser, eller forsvind sporløst i disen’.
Det spil har kvinden i dramaet, Laura Baines fra Midtvesten, regnet ud. Her for 25 år siden legede hun desuden en leg med mænd, som kanske kynisk var en del af hendes skjulte studieplan og planlagte karriere.
I hvert fald har hun siden skiftet efternavn og gjort det rigtig godt som doktor udi psykologi.
En kold skid eller en uskyldig kvinde? Og hvem var hun egentlig kæreste med op til julen 1987?
’Spejlbogen’ handler på flere kloge og drilske niveauer om både erindring og fiktion, skin og virkelighed. Sat op som et ensemble af personer, der mødes på tværs af hinanden og nogle gange alle sammen for at samle brikker til et puslespil. Englænderne kalder sådan en roman ’unmade bed-ish’, som i en grov oversættelse betyder, at historien hverken er redt eller lagt i folder. Paul Austers ’By af glas’ er et nyklassisk eksempel. Men mange kender denne dramatiske strategi bedst fra film – Welles’ ’Citizen Kane’ og Kurosawas ’Dæmonernes port’. Hulter til bulter skabes et kalejdoskopisk mønster, som må være sandhed, men mere åbent end endeligt.
På den måde fungerer denne roman fortræffeligt. Når jeg alligevel synes, den mangler noget, er det, fordi den trods alt har for mange hurtige skitser og løse ender, som nok tegner en tegning, men forenklet og værre uforløst. Samtidig med at den ikke viger tilbage for den slags sentimentalitet, som denne labile (post)moderne lag-på-lag-romantype ikke har godt af.
Men ellers er du gedigent underholdt helt til sidste side.
fortsæt med at læse
