For et år siden så jeg dokumentarfilmen ’The Artist is Present’ om performancekunstens dronning, Marina Abramovic. Da jeg havde set den færdig, så jeg den straks én gang til. Jeg var tryllebundet. Af denne stærkt karismatiske kvinde og hendes historie.
Som hun sad der med sit lange sorte hår, i lang blodrød kjole, dag efter dag i museets forhal, hvor publikum én for én kom og satte sig over for hende til en intens og ordløs udveksling. Dette værk, ’The Artist is Present’, blev opført på MoMA i New York i 2010, hele dagen hver dag i tre måneder. Det var fysisk en lidelse for kunstneren, en prøvelse i smerte. Som Abramovic skriver i sine nys på dansk udkomne erindringer: »Stolen var æstetisk perfekt, men ergonomisk et helvede«. Men hun beskriver også, hvordan der skete det, som så ofte er sket, når hun opfører et værk: Lige når smerten bliver ulidelig, hører den op, og hun træder ind i en skærpet bevidsthedstilstand.
