Hvor kom de dog fra, alle de, der ved det amerikanske præsidentvalg så uforklarligt stemte på blålyset med det røde slips? Dét havde analytikerne travlt med at finde gode og mindre gode forklaringer på efter valget af Trump. En af stemmeleverandørerne var utvivlsomt det Amerika, som med gode grunde kan føle sig glemt og klemt i postindustrialiseringens tidsalder. De tavse fabrikker og rustbunkernes tilvoksede landskab, hvorfra sværindustrien sivede bort og tog en livsstil med sig.
Det er dette triste, afmonterede, amerikanske miljø, Philipp Meyer giver en magtfuld beskrivelse af i sin debutroman ’Rust’ fra 2009. Oversættelsen er blevet en realitet i kølvandet på Meyers anden roman ’Sønner’.






