Sanserum, huse uden arkitekter, keramik uden funktion og udstillinger, der voksede frem, efterhånden som de blev opstillet. Susanne Ussing kunne det hele, og hun ville det hele. Hun var keramiker, arkitekt og billedkunstner. Hun blev født i 1940 og nåede i sin samtid at blive en markant stemme inden for dansk kunst og arkitektur. Hun døde i 1998, hvilket var alt for tidligt, og i dag er hendes navn ikke kendt i større kredse.
Det vil monografien ’Susanne Ussing – mellem kunst og arkitektur’, der er redigeret af ph.d.-studerende på Statens Museum for Kunst og på Statens Forskningsinstitut Birgitte Vilslev Thomsen, nu gøre noget ved. Hun har indbudt en stribe kompetente forfattere til at se på Ussings værk – blandt andre arkitekturprofessor Carsten Thau, der behandler hendes virke som arkitekt, historikeren Ning de Coninck-Smith, der ser på Ussings børneudstillinger, og tidligere lektor på Københavns Universitet Tania Ørum, der især ser på Ussings udstillinger i vinduerne hos tøjbutikken Nørgaard på Strøget.
