Arkivtegning:: Anne-Marie Steen Petersen
Bøger

Anmeldelse: Bogen om Knausgårds 'Min kamp' går fra det kloge til det forvrøvlede

Hele 13 forskere, de fleste fra Norden, forsøger at indkredse og fortolke Karl Ove Knausgårds seksbindsværk ’Min Kamp’. Resultatet er både ujævnt og til tider ret så forudsigeligt.

Bøger

Selvfølgelig skulle den komme, bogen om Karl Ove Knausgårds seksbindsværk ’Min Kamp’. Den hedder ’Så tæt på livet som muligt’ og er en antologi med artikler, der primært, men ikke kun, er skrevet af skandinaviske forskere.

Jeg synes ikke, at det er en helt vellykket antologi.

Den første artikel er skrevet af redaktøren Claus Elholm Andersen og tager udgangspunkt i spørgsmålet om døden og den første sætning i ’Min Kamp’: »For hjertet er livet enkelt: det slår så længe det kan. Så stopper det«.

I forlængelse af åbningssætningen skriver Knausgård nogle sider senere, at der i dag eksisterer to former for død: Den, som i stigende grad er blevet tabuiseret, fortrængt og gemt væk på hospitaler og hospicer. Det er, hvad man kunne kalde den usynlige død. Og så den synlige død, den død, der præger avisoverskrifter og nyhedsbilleder, men som ikke har samme fysiske og affektive materialitet.

For mig at se er der hos Knausgård tale om en historisk udvikling, som også den franske mentalitetshistoriker Philippe Ariés har beskrevet indgående. Men Elhom gør det til et spørgsmål om indhold og form og skriver i en forvrøvlet passage, at det bliver muligt at »se Knausgårds tanker om døden i et metalitterært perspektiv. Altså: at de to former for død, som Knausgård taler om – døden som form og døden som indhold – også kunne gælde romanen, hvor romanen akkurat ligesom døden i postmodernismens og poststrukturalismens tidsalder er blevet reduceret til ren form, rent sprog, mens vi forsøger at skjule, at den også engang har haft et indhold«.

Bedre er artiklen ’Den monumentale Knausgård. Big data, et kvantificeret jeg og Proust for Facebook-generationen’ af Inge van de Ven, som undersøger, »hvordan Knausgårds skrift er tæt forbundet med nyere udviklinger i selvfremstillingens og selvfremhævelsens medier og teknologier«. Modsat hos Proust er der hos Knausgård ingen kvalitativ udvælgelse af særligt betydningsfulde erindringer og begivenheder, og det er ifølge van de Ven heri realismen består.

En ujævn omgang i det store hele

God er også også Stefan Kjerkegaards artikel, ’Roman, selfie, selvstigma. Knausgårds kapitulation over for den socialt belastede virkelighed’, som kredser om nogenlunde samme problematik og overbevisende argumenterer for, at målet med ’Min Kamp’ ikke er »at give efter for en samtidstendens, hvor selvafsløring er reglen snarere end undtagelsen, men om via det private at generobre handlekraft som menneske.«

Men den bedste artikel er måske i virkeligheden den mindst tidstypiske, Arne Melbergs ’Essä/roman. Från Proust via Woolf till Knausgård’, som med stort overblik fokuserer på forholdet mellem essay og roman og blandt andet citerer Woolfs herlige oneliner: »Fiction before lunch and then essays after tea«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så er derPeter Sjølyst-Jackson, som i sin psykoanalytiske og økokritiske læsning af ’Min Kamp’ fremfører det synspunkt, atder er en særlig gensidighed mellem det indre og det ydre, det menneskelige og det ikke-menneskelige, på færde i værket, men er Knausgård ikke en forfatter, for hvem mennesket, herunder ham selv,altid står i centrum, uanset hvor sølle og skamfuldt dette menneske nu engang er?

Jeg har svært ved at se noget økokritisk i ’Min Kamp’, men point til artikelforfatteren for ikke at gå den forudsigelige, udstukne vej. Camilla Schwartz har også et psykoanalytisk udgangspunkt, men læser desuden – via den italienske filosof Giorgio Agamben – en potentialitetsfigur ind i bøgerne, men er det ikke snarere det modsatte, der gør sig gældende, tænkte jeg under læsningen. At Knausgårds bøger netop forsøger at få alt med, at frembringe en total aktualisering af sit stof, og dermed ikke at efterlade noget rum til potentialiteten, det urealiserede, det uskrevne.

Jon Helt Haarder har ligesom Schwartz fået Agamben galt i halsen. Han inddrager et sted Agambens apparatbegreb (det såkaldte dispositiv), og skriver, at Agamben »bruger Althussers apparat-begreb, der så nogenlunde dækker Marx’s basis- og overbygnings-metafor, altså det vi kalder virkeligheden«, hvilket både er forvrøvlet og forkert. Og helt unødvendigt, for artiklen er ellers god og handler om paradokset i, at Knausgård til allerallersidst i ’Min Kamp’ erklærer, at han nu skal nyde tanken om, at han ikke længere er forfatter, men hvad vil det sige, hvad betyder det, og er det overhovedet muligt (spørger Helt Haarder)?

I det hele taget er der flere, der hæfter sig ved et grundlæggende paradoks i ’Min Kamp’. At Knausgård, som Kjerkegaard skriver, vil »overskride romanformen for at forpligte sig på virkeligheden. Men kan det ønske nogensinde komme til udtryk i andet end … ja en roman?«.

Og så er der Poul Behrendt. Han har skrevet en cirka 33 procent længere tekst, end de andre har. Egentlig tager han fat på et spændende problem – skammen, som uomtvisteligt er den altdominerende affekt i forfatterskabet – men artiklen drukner ligesom i sin egen detektiviske jagt på intime detaljer, koder og kontrakter (nøglen til det hele skulle være et særligt skæbnesvangert møde på Biskops Arnö i juni 1999 …).

Så en ujævn omgang i det store hele. Og selv om redaktøren i sit forord skriver, at det ikke er »ét bestemt synspunkt, der forfægtes i antologien«, og at den i sin helhed er præget af »en mangfoldighed i forståelse og tilgang«, så er det ikke helt det indtryk, jeg får.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg får snarere et ret homogent billede af en meget dominerende tendens i Knausgård-receptionen: Et fokus på autofiktion, selvbiografisk skrift, performativ biografisme, dobbeltkontrakter etcetera.

Jeg ser også forskere, som er relativt enige om selve rammen for forståelsen, og som pænt henviser til hinanden. Og det forstår jeg udmærket godt, fordi jeg selv er en del af det game, men hvor ville det have været tiltrængt med lidt mere intern uenighed på kryds og tværs og simpelthen også nogle artikler, som – for nu at citere østrigske Thomas Bernhard – ikke bare går i en anden retning af de andre, men i den komplet modsatte retning.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce