Noget, der lidt ufrivilligt blev et tema for mig på dette års Louisiana Literature, var lyden af litteratur – eller måske snarere litteraturen som stemme. Sådan blev det primært, fordi der overalt var så mange mennesker, at jeg ofte intet kunne se og i stedet måtte prøve at lytte mig frem.

Et okay benspænd (selv om jeg synes, at festivalen skal gøre det muligt for flere også at se). Og åbnede jeg øjnene for det, jeg faktisk kunne se, var det jo også helt forbløffende, hvor surrealistisk smukt et billede, der blev tegnet af litteraturen.