Peter Laugesen fyldte 75 tidligere i år, og alderen taler med. For eksempel er friheden til enetale en realitet, fordi »Vidnerne er døde«.
Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

Peter Laugesen fyldte 75 tidligere i år, og alderen taler med. For eksempel er friheden til enetale en realitet, fordi »Vidnerne er døde«.

Bøger

5 hjerter: Peter Laugesen beskriver en fantastisk verden fra sin vinduesplads

Peter Laugesen peger som poetisk rejsefører ud på både højt og lavt i verden, fra fuglekvidder til utopier. Sikke en fantastisk udsigt, og sikke et privilegium at få lov at rejse med.

Bøger

Digteren foretrækker at tage toget. Eller bussen. Fra vinduespladsen iagttager han verden og skriver ned, hvad han ser og tænker i sit kladdehæfte og »Toget hyler mellem Silkeborg og Ry«.

Vi andre er på rejse i ham – og hvilket privilegium det er at komme med på tur, når Laugesen springer rundt i sproget, farverne, skriftstederne, musikken, billedkunsten – eller tager med IC3 under Storebælt: »Den forkølede sømand/i sædet på den anden side midtergangen/sover under havets bund«.

Eller hvad med det her, som bare var nogle ord, der faldt i toget, men her bliver et vidnesbyrd om den digitale forblindelse:

»Ja, jeg vil gerne have internet,/ siger manden –/ så falder han i søvn/ og sover som en sten«.

Laugesen fra Brabrand er altid to ting på en gang: både skelnende skønånd og ærkedemokrat. Han trækker på inspirationen fra favoritterne i kataloget af modernistisk kunst og nægter at sætte adgang forbudt-skilte op for noget som helst: Alt kan havne i et digt. Også fuglekvidder, som i ’Mejsen’, hvor det lydefterlignende pipperi - »pink-pink si-tuit/tji-tji-tji terr/ titi-dæ« lige så godt kunne være en jazz-improvisation.

Igen og igen det høje og det lave, det brede og det smalle, det almindelige og det avantgardistiske i samme poetiske hug. Her er masser af referencer til faste inspirationskilder som Artaud, Coltrane og Picasso, men det er fornemmelsen for alt det, der ikke rager op, men som også har ret til at være her, der dominerer. F.eks. de huse, folk engang selv har bygget og stadig bor i:

»ok/småborgerlige/måske/men hvem dømmer om det/uden at dømme/ sig selv«.

Og lidt senere i digtet om de samme huse: »Sådan drømte små borgere«. Så lidt skal der til, et mellemrum, for at forvandle et nedsættende adjektiv til respektfuld omtale.

Aldringens vilkår skinner igennem, men ikke som forfald, snarere som erfaring, selvom det nu er et vilkår at tage fejl af skraldespanden og postkassen

Og måske er det ligefrem en af de små borgere, knoklende med selvbyggeriet, der med stor skønhed fremmanes her: »at bygge et hus af gennemblødt drøm/ i silende regn ved en hårdt trafikeret vej«?.

Det solidariske er altid en integreret del af Laugesens poetiske livsytringer, og så enkelt kan et personligt ståsted formuleres, så identifikationen vedstås, men sentimentaliteten undgås:

»At være en/af folket/som alle/ de andre/ eller næsten –/ en gammel drøm/ der aldrig helt forsvinder«.

Ikke et digt står på samme måde på siderne, der leges med linjeafstand og rytme, så brod og brud får sin helt egen nerve, og nogle gange er en kort linje nok til at spidde det, som truer friheden, f.eks. »alvoren i den trussel der udgår fra små kontorer«.

I ’Brev til en maler’ fra 2016 var det dem, der står parat med motorsavene, når træerne vælter i efterårsstormen, der fik et rap over nallerne, men nu er det vinter:

»Den første sne/og de falder over den/ fra alle sider/ Med salt og skovle skaber de sjap/ Kun børnenes snemænd/ med runde maver og gulerodsnæser/ står hvide som vagter/ rejst af uskyld/ langs grænsen/ til den anden verden«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Laugesens poetiske praksis har altid revolteret mod faste regler og snærende bånd og altid rummet en særlig utopisk gnist, og det kan godt være, den lille mand skal forstås på sine egne præmisser, men ikke kun: »bliver/ rasende over småtskårne trælle, der/ lader deres ånd binde i regler og lænker«.

Laugesen rundede de 75 tidligere på året, og aldringens vilkår skinner igennem, men ikke som forfald, snarere som erfaring, selv om det nu er et vilkår at tage fejl af skraldespanden og postkassen, og man efterhånden er så gammel, at friheden til enetale er en realitet, fordi »Vidnerne er døde«.

»Tvivlen vokser ikke men/ sikkerheden forsvinder«, hedder det i denne kloge digtsamling, hvor det på en eller anden måde lykkes digteren at udtrykke en stærk fornemmelse af, at verden både er ny og gammel.

Og selv om der er passager, som lyder som desillusion, står de sjældent alene. Som her, hvor menneskelivet, måske på afveje, ses i kosmisk belysning: »Jeg tror vi skal forlade byerne/ men det er for sent vi kan ikke forlade noget mere/ Vi står og lytter foran døren under de klareste stjerner/ Mens det råber i os af uforstående glemsel/ Og den lille hund vi elsker så højt/ er ikke kommet ud endnu for at gø mod månen«.

Rejseføreren sidder på vinduespladsen. Sikke en fantastisk udsigt han har.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce