Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Digterforlæggeren Asger Schnack har udgivet en digtsamling af Peter Laugesen. En samling, der ellers har været forsvundet i hele 38 år.
Foto: Miriam Dalsgaard

Digterforlæggeren Asger Schnack har udgivet en digtsamling af Peter Laugesen. En samling, der ellers har været forsvundet i hele 38 år.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Stærkt forsinket digtsamling kan udgøre 'the missing link' i Laugesens kæmpe forfatterskab

Genfundet Peter Laugesen-manuskript er en poetisk tidskapsel fra 1970’erne med selvfølgelig litteraturhistorisk værdi. Hvor sensationel udgivelsen føles, afhænger til gengæld nok af, hvor stor fan man er.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»For lidt tid siden/ er allerede længe siden«, lyder det på en af de første sider i Peter Laugesens nye gamle bog ’Tohuvabohu’, som om digtene selv kommenterer på, hvordan de, som det allerede er blevet omtalt her i avisen, har været forsvundet, stort set siden Laugesen i 1979 sendte bogens manuskript til Borgens Forlag, og først for nylig blev fundet igen og nu med 38 års forsinkelse fortjenstfuldt udgivet af digterforlægger Asger Schnack.

Hvor sensationelt det er, afhænger nok lidt af, hvor stor Laugesen-fan man er. Og dermed mener jeg egentlig ikke, hvor meget man holder af Laugesens digte, men mere, hvor meget man også er sådan en, der samler, dokumenterer og arkiverer af ren litteraturhistorisk interesse for forfatterskabets udvikling, som digtene givetvis har en interessant plads i, set fra oven (selv kalder Laugesen dem »selveste Missing Link« i sit nyskrevne efterord).

Det er ikke, fordi der ikke også set fra neden er fine sager i ’Tohuvabohu’, det er der, men der er virkelig også – i overensstemmelse, selvfølgelig, med Laugesens anarkistiske poetik – lidt af hvert: Digte, der rimer, digte, der strømmer, og digte, der strammer, og et hvirvl af højt og lavt, skarpt og mindre skarpt, det meste, i sagens natur, umiskendeligt skrevet i 1970’erne.

Et hvirvl af højt og lavt, skarpt og mindre skarpt

Der er både den velkendt cool Laugesen, der sætter tingene på plads (»magt er mangel på liv/ magt er angst for død/ fordi døden er at miste sin magt/ sine latterlige ejendele«) og ømme, fine digte om datteren Sidse og om gerne at ville være en bedre far (»jeg må være en bedre far/ mere varm og tænke mindre/ på at være alt muligt andet/ f.eks. digter eller en der/ arbejder det er bare lissom/ om man skal lave noget der/ på en eller anden måde har/ betydning i en eller anden/ sammenhæng og helst den/ rigtige og at være en god far/ det regnes lissom ikke rigtig/ for nok«).

Der er hverdagsbeskrivelser (»socialkontoret i formiddag,/ ny rådgiver. nu kommer inga// og sidse med vasketøjet«), fjollede digte (»vi passer sammen skat/ som hund og kat// et lille hoved/ i en kæmpes hat// men hvem af os er hund/ og hvem er hat«) og bogstaveligt talt stenede digte (»en sten har ingen ben/ en sten er en sten/ men hvordan er det nu/ med de sten/ og er du ikke et menneske/ du som lytter/ du som taler/ du som tænker/ kan sten måske tænke/ nej siger du/ men hvad ved du om det/ hvis du aldrig selv/ har været en sten/ eller sten/ for alle sten/ er småstykker/ af en kæmpestor sten/ al sten er een«). Men også digte om verdens og poesiens og barnets skabelse, kaos og orden og, som det måske anes, en gennemgående kritik af det senmoderne samfunds arbejdskultur – som sjovt nok, eller netop ikke særlig sjovt, føles helt aktuel.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I efterordet (der næsten er noget af det bedste ved bogen) oplyser Laugesen, hvordan digtene blev talt ind på bånd (mens han skrev) og kørt »frem og tilbage sammen med andre lyde fra pinde, sten, vinden i blade, snefog, violin og fløjter« og desuden »var til børn«, hvilket både giver ingen og al mening, for digtene er i det hele taget optaget af børn, både helt børnemagtsagtigt, f.eks. i linjer som »solen, månen, din krop, dine tanker, din sjæl/ er din tid og jorden er din – alle de voksnes/ måleinstrumenter er kun til eet: TIL GRIN«, og helt halfdanrasmussensk: »se hvor græsset vokser/ kæmpehøjt fordi det regner// det er noget/ som en lille pige tegner// se det tykke garn der venter/ på at bli til varme vanter// der kan lune gamle tanter«.

Om bogens titel skriver Laugesen: »Titlen, Tohuvabohu, er ordene i den hebræiske bibel for det, der i Første Mosebog stykke to er »øde, tomhed, mørke«. Det er Eliotsk og hvad så, T. Eliot er toilet bagfra, sagde Samuel Beckett. Og i næste stykke bliver der lys. Jeg tror, det foretrukne ord for den tilstand dengang var KAOS. Men det er bare det gamle testamentes ord for det, videnskaben kalder BIG BANG. Sådan var det, og sådan er det. Sådan og derfor«. Og mere er der vel egentlig ikke at sige: Sådan og derfor.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden