Peter Laugesen bor på toppen af en bakke i Brabrand. Man kommer op ad en lille trappe med et trægelænder at støtte sig til, og deroppe venter et hjem fyldt med kunst: Underetagen er en labyrint af stablede bøger, cd’er og plader, langs væggene står der musikinstrumenter, og over dem hænger malerier og tegninger. Det er altså her, foran sin gamle, trofaste Olivetti-skrivemaskine, han skriver sine digte om, hvordan verden ser ud fra en aarhusiansk forstad.
For det er det, det handler om for Peter Laugesen. At beskrive verden fra hans eget sted, udsende små poetiske rapporter fra huset på bakken.
»Jeg arbejder med det, der sker nu og her, omkring mig og i mig«, siger han, da vi har fået sat os ned ved bordet i stuen med en kop kaffe og lidt kringle.
Den snart 75-årige digter har mere end 70 udgivelser bag sig, både digte, dramaer og musik, og de er alle kendetegnet ved en helt enorm forskelligartethed. En fin lille haikuagtig betragtning af naturen kan afløses af en konkret hverdagssituation fra busstoppestedet på Silkeborgvej, ligesom »lygterne / nede i Brabrand« kan sidestilles med »Stjernerne / oppe på himlen«. Rent typografisk flyder ordene også rundt på siderne. Der er ingen regler eller fast form, kun frit sprog, der jazzer derudad som en saxofonsolo af ord.
