Det føltes voldsomt myldrende med alle de gumlende kæber i denne dunkle belysning. Jesu hestestald, tænkte hun saligt, og hendes næsebor udspilede sig i forventning om sød hestelugt, men mødte kun mad og begyndende sved.
Petra sad mellem sidste års tørstmester og en voldsomt fedladen mand, hvis tallerken var et gerningssted: tre kæmpelunser oksekød og en livstidsration af kartoffelsalat. Kartoffelstykkerne øverst på bjerget trillede ustandselig ned på hans ildrøde kød, hvorfra deres mayonnaisepoter trillede videre som aftryk på en drabsscene.





