Noget af det ejendommelige ved De Gyldne Laurbær er, at prisen er økonomisk ubetydelig. En laurbærkrans, et diplom og et boggavekort på 2.500 kroner. Man kan heller ikke sige, at de litterære smagsdommere har tilføjet den nogen autoritet. Måske snarere det modsatte.
Til gengæld er prisen kendt af de fleste, selv om de aldrig åbner en bog. Og når prisen bliver uddelt, får den mere opmærksomhed end selv Akademiets Store Pris, som ellers anses for at være den fineste udmærkelse. Måske medfører laurbærprisen et øget salg af den aktuelle bog, men om ikke andet ved mange, hvem forfatteren er, når den næste bog udkommer.





