Norske Arne Svingen skriver rigtige feel good-bøger for større børn med titler, som siger det hele – for eksempel ’En sang om en brækket næse’ eller ’Med benene på nakken’. Nu kommer der en, som lyder uskyldig – ’Et hundeliv’ – men før man får set sig om, er man rodet ind i narko og knuste knæskaller. Basse er en narkohund, men på det andet hold – forbrugernes. Det er godt fundet på og politisk dybt ukorrekt.

Basse fortæller frejdigt om livet med manden, de kalder Narko-Kjell på 28 år. Han – altså Kjell – har en halv-lillebror, der er meget yngre, og som en dag står og banker på den smadrede dør til den usle, rodede og gennemrodede lejlighed, hvor mand og hund holder til. Sagen er den, at deres mor er kommet på hospitalet, og nu vil kommunen anbringe Gusto, der er opkaldt efter en kaffemaskine, hos en plejefamilie, hvis ikke Kjell nu uden narko kan passe ham i det hus, der i øvrigt er på vej på tvangen, fordi der skyldes en million norske kroner i det. Kaos! Og det er her, Basse kommer ind.