Man kan ikke beskylde forlaget for at udbasunere det kristne i Marilynne Robinsons budskab. Man skal om på bagsiden af hendes store essaysamling ’Det som er er os givet’, hvor det står diskret nævnt, at hun skriver om de tænkere, der har inspireret hende igennem livet, »bl.a. Shakespeare, Locke og Calvin«.
Men Robinson skriver både som romanforfatter og essayist som kristen, og det er en vigtig del af, hvorfor hun er så vedkommende at læse. Hun skriver med en raffineret intellektuel barnetro. Med en dyb indsigt i de sværeste materier og en ydmyg accept af det forunderlige aspekt.

