Da Donald Trump stillede op til at blive republikanernes præsidentkandidat i 2015, vakte han røre ved at udtale, at Mexico kun sendte voldtægtsmænd til USA. Skræmmetaktikken, hvor ideen om fremmede voldtægtsmænd udefra bliver sat op imod ’egne’ kvinder, der skal beskyttes ved at lukke grænserne, er hverken ny eller original. Det viser bare, at reproduktiv politik, det vil sige alt det, der omfatter køn, seksualitet og privatsfæren, gennembløder alle politiske lag, hvad enten det handler om migrationspolitik, arbejdsmarkedet, udlicitering af jobs til lavtlønslande eller huse på tvangsauktion efter finanskrisen. Det politiske berører det private, og i et neoliberalt system, som kaldes fritmarkedsfundamentalisme i bogen, bliver intimsfæren yderligere privatiseret og samtidigt markedsliggjort.
Det skriver Laura Briggs, professor i kvinde- og kønsstudier på Massachussets Amherst University, i sin netop udgivne bog ’How All Politics Became Reproductive Politics. From Welfare Reform to Foreclosure to Trump’.






