I denne weekend flyder blodet i Horsens Statsfængsel. I sidste uge var de litterære lystmordere forsamlet i Oslo. Det er tid for Krimimesse og Krimfestival, og begge steder kommer tusindvis af læsere for at møde tidens populæreste forfattere. I Norge har man ligefrem et begreb, der hedder påske-krim, som er den kriminalroman, man lægger i rygsækken før fjeldturen. Hvad skulle det være? Opsprætning, gift, mishandling eller simpelt nakkeskud?
Myrderierne er efterhånden så bestialske, at en etableret forfatter som svenske Håkan Nesser har fået rynker i panden. Det fortalte han i Oslo i sidste uge.





