Pladeselskabet Dacapo, der har rettighederne til en frygtelig masse god dansk kompositionsmusik, har ladet musikformidler, forfatter og musiker Kristian Leth dykke ned i det store bagkatalog. Her har han valgt værker på kryds og tværs, som kan åbne genren for børn og barnlige sjæle.
Det er blevet til 12 små stykker og et enkelt lidt længere, som han så har skrevet en lille løsrevet historie på 5-10 linjer til hver især. Små historier som stemninger eller scener som kompas til ørerne. Så man får en lille plakat med historier og tegninger med albummet, som et kort til lytningen.






