Jeg var i teatret forleden, Christian Lollikes’68’havde premiere, et stykke med masser af musik fra 1960’erne og skuespillere med langt parykhår ned foran øjnene. Det var et stykke, som iscenesatte forskellen på dengang og nu, på 68 og 2018. Dengang havde man studenteroprør, demonstrationer mod Vietnamkrigen og slogans som ’Under brosten, stranden!’ og ’Vær realistisk, forlang det umulige’. Dengang havde man Bob Dylans ’Masters of War’ at synge med på.

Hvad har vi i dag? Vi har strande med mikroplast overalt. Hvor er demonstrationerne? Hvor er sangene, der kan mobilisere en modstand, samle folk?